Klip bladformede sedler af det grønne papir (skabeloner kan findes ved en hurtig google-søgning) - et blad pr deltager.
På den ene side af bladene skrives “Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst” (salmernes bog, kapitel 23 vers 4).
Lav et hul i alle bladene.
Klip små stykke snor (ca. 20 cm.) så der er ét stykke snor til hver deltager.
Læs andagten igennem, så du ved, hvad der skal ske. Som aktivitet skal deltagerne skrive en bekymring ned på den blanke side af bladet. Disse skal kunne hænges op et sted - det kan være på en snor, på nogle grene eller andet.
Der er nogle ting, alle mennesker møder i løbet af livet. Det gælder både gode ting som glæde og svære ting såsom sorg og vrede. Der findes nok heller ikke noget menneske, som lever et helt liv uden at bekymre sig.
Mange af os kan nok huske introen fra Byggemand Bob: når der bliver spurgt “kan vi klare det?” svarer de fleste “ja vi kan!”, men nervøst og tøvende lyder det fra én “øh, ja det tror jeg.” Og vi har nok alle sammen prøvet at føle os som både optimisterne med gåpåmod og den lidt mere skeptiske tvivler. I nogle situationer er vi fulde af selvtillid; hvis vi skal gøre noget, vi er dygtige til, eller måske når vi er sammen med gode venner, som får os til at føle os stærkere, end når vi er alene. Andre gange kan det være sværere at holde modet oppe og tro på, at alt nok skal gå i sidste ende.
I Bibelen er der en fortælling, hvor Jesus taler om det med at bekymre sig.
Det lyder sådan her:
“Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”
Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Sådan spørger Jesus i det stykke, vi lige har hørt. Og vi ved måske nok i forvejen, at det sjældent hjælper os særligt meget at bekymre os. Alligevel virker det radikalt, det Jesus siger her: at vi aldrig skal bekymre os om, hvordan vi skaffer mad på bordet eller tøj på kroppen, hvis vi blot søger Guds rige og retfærdighed. Det kan godt være svært at sluge. For der findes jo børn, som sulter, temperaturen stiger på jordkloden, og krige raser rundt omkring i verden. Med andre ord skal man ikke have set TV-avisen mange gange for at vide, at Gud ikke tryller alle problemer væk for os mennesker.
Alligevel må vi stole på, at vi ikke er alene med vores bekymringer og vores sorger. Et andet sted i Bibelen kan vi også læse: “Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst”. Vi kan altså stole på, at selv når livet gør ondt - og det gør det jo nogle gange - så er Gud sammen med os, og vi kan dele vores bekymringer og vores frygt med ham. Vi slipper ikke for nogle gange at føle, at vi går i mørkets dal, men vi går der aldrig alene. Der findes der også en lille fortælling om, som jeg vil fortælle jer nu:
En mand døde og kom i himlen. Gud tog selv imod ham, og under deres samtale spurgte Gud ham, om han havde lyst til at se tilbage på sit liv. Det ville manden gerne. Det var ligesom at se en film. Han så hele sit liv, både det onde og det gode, både det lyse og det mørke. Men efterhånden lagde han mærke til, at i alle de gode og lyse dage var der hele tiden to sæt fodspor ved siden af hinanden, hans egne og så Guds. Men i de mørke og onde dage var der kun et sæt fodspor. "Herre", sagde han, "der er noget, jeg må spørge dig om. Når jeg ser de lyse og gode dage, jeg har oplevet, ser jeg hele tiden to sæt fodspor, mine egne og så dine. Du har fulgt mig hele tiden. Men ser jeg de onde og mørke dage, jeg har oplevet, da ser jeg kun et sæt fodspor. Hvordan kan det dog være? Hvorfor forlod du mig?" Men Gud svarede: "Mit barn, der er noget, du har misforstået. I de lyse og gode dage fulgte jeg dig. Men i de mørke og onde dage, da bar jeg dig!”
(Til dig, som holder andagten: alle deltagere skal nu have et blad, noget at skrive med og et stykke snor)
Nu får I alle sammen et blad og et stykke snor. På den ene side af bladet står de ord fra Bibelen, vi hørte før: “Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst”. Den anden side er blank. På det kan I skrive noget ned, der bekymrer jer. Det kan være små og store ting - og der er ikke noget, som er forkert.
Når I er færdige med at skrive, skal I sætte bladet på den snor, I har fået, og hænge det op på snoren/grenen her.
Vi går alle sammen og bekymrer os om noget - og det er okay. Det vigtige er bare, at vi ved, at vi ikke er alene. Vi kan altid dele vores bekymringer med Gud - ja, han vil faktisk gerne lytte til os. Gud har lovet os, at vores bekymringer kan gå hånd og hånd med tilliden til, at Gud er med os og elsker os præcis, som vi er.
(Til dig, som holder andagten: giv deltagerne lidt tid til at tænke og til at skrive i ro og mag. Når alle er færdige, runder I af med bøn og sang)
Bøn:
Kære far i himlen
Tak fordi vi kan stole på, at du aldrig forlader os, men at du både går ved siden af os på livets festdage og på de dage, hvor alting ser sort ud.
Hjælp os med at have blik for hinanden, sådan at også vi kan følges ad på livets svære dage og gøre vejen en smule lettere at gå for hinanden.
Fadervor…
Sang:
Nu går solen sin vej/Livstræet
I stedet for at skrive på et blad, som hænges op, kan i også skrive det på et stykke papir, folde det, lægge det i vand. Så folder blomsten sig ud igen, og I kan lege med, hvordan hhv. bekymringer og bibelvers kan skrives på blomsten, sådan at bibelverset kommer til syne, når blomsten lægges i vand. Dette kan være et godt alternativ, hvis I ikke mødes et sted, hvor der er mulighed for at hænge blade op. Man kan nemt finde en guide til, hvordan dette virker ved at søge på “åbnende blomst” på google.
Hvis du vil gå mere i dybden med historien om fodspor i sandet, er der skrevet en andagt om dette, som du kan finde her: https://www.detmedgud.dk/andagt/En-hj%C3%A6lpende-h%C3%A5nd/?id=47DqJSy2LFglVuF3Gc0fdP