Skaf materialerne og læg dem ud på et afgrænset område, så de udgør en forhindringsbane, som man kan blive guidet igennem
Andagterne kan holdes og læses op, som de er. Men hvis du som leder har 10 minutter i overskud, bliver de bedre af, lige at blive læst igennem, så ordene bliver dine egne. De er skrevet som morgenandagter, men hvis de passer bedre om aftenen ved lejrbålet, gør I bare det, så kan den første bøn springes over
Andagtens opbygning:
Intro: Salme og bøn
Fortælling og refleksion
Forhindringsbane
Fadervor
Salme: Morgenstund har guld i mund
Bøn: Godmorgen Gud! Solen er stået op, fuglene kvidrer og dagens muligheder ligger foran os. Hjælp os med at gribe dem, så vi bliver lydhøre over for andre, giver en hånd til dem, der har brug for hjælp, åbner armene for dem, der savner trøst eller tryghed og taler imod alt det, som er forkert. Giv os en dag fuld af glæde og gåpåmod, Hvor vi hver især bidrager med det, vi kan. Tak fordi du har lovet at være med os. Amen
Vi skal finde vej. Og vi øver os i det. Da vi var små spejdere, brugte vi de internationale sportegn. I ved det med pilene, og et kryds betød gå ikke denne vej, og en cirkel med en prik, betød gå hjem. Som spejdere er det mere avanceret. Vi bruger kort og kompas. Men alligevel kan vi godt komme i tvivl om den rigtige vej. Nogle gange går vi forkert. Posten er måske tegnet forkert ind på kortet. Eller vi kludrer i det med kompasset. Andre gange går det bare perfekt. Det er fedt at komme i mål uden alt for mange omveje. Men har I tænkt på, at vi også har et andet slags kompas? Et livskompas?
Nogle gange kan vi også tænke, at vi går nogle omveje i livet. At vi traf nogle forkerte valg. At vi måske kom til at gå med i noget drilleri af en anden, som førte for vidt. At vi sprang over hvor gærdet var lavest og snød med nogle lektier, og pludselig kunne vi ikke finde ud af det næste. At vi stak en dum hvid løgn, og med et var vi viklet ind i en dum historie, som det var svært at komme ud af igen. Andre gange har vi heldigvis oplevet det modsatte. At vi skulle lære noget nyt, og det var virkelig op ad bakke, men pludselig kunne vi. Kan I huske, da I skulle lære at cykle? Eller engang man havde helt ondt i maven over noget man skulle, men så tog man mod til sig, og det lykkedes. Måske ikke perfekt, men alligevel. Eller engang hvor det var så ufatteligt svært at sige undskyld, men så gjorde man det, og bagefter følte man sig helt let om hjertet.
Og hvad var det lige, der var livskompasset i den sammenhæng? Ærlighed? Mod? Vilje?
Det er godt at have noget at styre efter. Noget som den indre kompaspil kan pege imod, så vi bliver på den rette kurs i livet. I får en fortælling med. Jeg er sikker på, I kender den, men I får den alligevel, for måske er der noget, I ikke har tænkt på:
Da Jesus blev født, i stalden i Betlehem, kom først hyrderne og så det lille barn. Det var let for dem at finde stedet, for de var ikke så langt væk og de havde englenes ord at styre efter. Men lidt senere kom de vise mænd. De kom langvejs fra. De havde været længe undervejs. De skulle krydse ørkener og floder for at finde stedet. Det har været en vild rejse. Men de havde også noget at styre efter. Stjernen. Den satte retningen for rejsen. I første omgang gik de nu lidt forkert. De tog til Jerusalem, hovedstaden, i stedet for Betlehem. Og de mødte kong Herodes, som ville overtale dem til at komme tilbage på hjemvejen for at fortælle, hvor det lille barn var født. Men da de vise mænd havde besøgt Maria og Josef og overbragt gaverne havde de en drøm, hvor Gud talte til dem. De lod være med at rejse tilbage til den frygtelige kong Herodes og tog en anden vej hjem.
(Frit efter Matthæus 2, 1-12)
De vise mænd satte kurs efter stjernen, efter lyset på himlen. Guds lys var det, der skulle vise vej. Sådan skal det også være for os. Jamen, vi har jo ikke en stjerne, som lyser, det er sværere for os, tænker vi. Det er i hvert fald anderledes. Men kunne man ikke godt sige, at Bibelens ord er det, vi skal styre efter? Jo da. Men der er så mange ord. Jesus ville nok sige, at vi altid skal følge kærlighedens vej. Er vi i tvivl, så vælg kærlighedens vej. Og så vil vi opleve, at vi alligevel kan komme til at gå forkert, ligesom de vise mænd gjorde. Men ligesom dem kan vi komme på rette spor igen. Og ligesom dem, kan vi vælge en anden vej anden gang. Fordi mødet med det lille barn i krybben kan få os til at ændre kurs og få os til at turde gå en anden vej end den, som ondskaben og snuheden forlanger. Og det er jo egentlig meget godt at vide.
Læg nogle ting rundt omkring i græsset: økse, sav, dolke, gryder, rafter osv.
Find sammen to og to. Den ene skal tage bind for øjnene, den anden skal guide ham eller hende igennem banen med ord: ”Gå fem skridt frem, træd to skridt til venstre…...”
Når alle har prøvet: Der lå farlige ting i græsset. Nogle gange er der også ting i livet vi skal undgå eller træde udenom. Nogle gange kan det være svært at vide, hvad der er godt og hvad der er ondt. Guds ord skal gerne hjælpe os til at finde den rigtige vej. Og hvad er så den? Jesus ville sige, at det er kærlighedens vej.
Lad os bede fadervor sammen: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen
For år tilbage fik et natligt jordskælv strømmen til at gå ud i dele af Los Angeles. Folk var rystede, i mere end én forstand: For himlen så anderledes ud end den plejede, hvad var der på færde? Det fik folk i hobetal til at ringe til et lokalt observatorium, og fortælle om denne 'mærkelige himmel', de så. Forklaringen var enkel: Himlen var ikke mærkelig. Det var dem, der bare ikke havde oplevet stjernehimlen rigtigt før. Millionbyens lys havde forstyrret virkelighedens himmel. Nu, hvor det var rigtig mørkt, var det bare muligt at få øje på de mange stjerner.
Som spejdere er det en episode, der vækker genklang i os. Hvor er det ærgerligt, at der er så mange mennesker, som går glip af store oplevelser i naturen, fordi de aldrig kommer derud. Men selvom vi kender til at være ude en stjerneklar nat, så kender vi måske i virkeligheden også den anden fornemmelse: at der i dagligdagen er så meget, der forstyrrer os og stresser os, skole, arbejde, pligter, alt det vi hele tiden skal. Der er så meget nogle gange, at vi ikke synes, vi kan få øje på det væsentlige. Det falske lys tager opmærksomheden fra det sande lys. Det er så let at komme på vildspor i sit liv og mene, at livet først rigtig leves i ferierne eller i weekenderne, eller når jeg lige er på den anden side af det eller det. Men livet er nu. Og vi skal hjælpes ad med at se det væsentlige her, hvor vi er.
Ord til vejen: ”Dit ord, Gud, er en lygte for min fod, et lys på min sti.” (Salmernes bog 119,105)
Udskriv side