Print ordlisten og klip de enkelte ord ud. Hvis I er mange, skal I bruge flere sæt.
Andagterne kan holdes og læses op, som de er. Men hvis du som leder har 10 minutter i overskud, bliver de bedre af, lige at blive læst igennem, så ordene bliver dine egne. De er skrevet som morgenandagter, men hvis de passer bedre om aftenen, gør I bare det, så kan den første bøn springes over
Andagtens opbygning:
Intro: Salme og bøn
Fortælling og refleksion
Samtaleøvelse
Fadervor
Salme: I østen stiger solen op
Bøn:
Godmorgen Gud! Solen er stået op, fuglene kvidrer og dagens muligheder ligger foran os. Hjælp os med at gribe dem, så vi bliver lydhøre over for andre, giver en hånd til dem, der har brug for hjælp, åbner armene for dem, der savner trøst eller tryghed og taler imod alt det, som er forkert. Giv os en dag fuld af glæde og gåpåmod, Hvor vi hver især bidrager med det, vi kan. Tak fordi du har lovet at være med os. Amen
Pakkelisten er fundet frem, for nu skal rygsækken pakkes. Og når man så tilmed selv skal slæbe rygsækken, skal man heller ikke bare hælde ting ned i den helt ukritisk.
Vi kender det alle. Og vi har alle historier om, dengang man havde sparet gummistøvlerne og det stod ned i stænger hele ugen og man endte med konstant at gå med plastikposer i skoene, der for øvrigt aldrig blev til sko igen. Ja, faktisk gik der lang tid før fødderne blev til fødder igen. Eller dengang, da man ikke orkede at gå mere på den uendelige hejk, og så var der pludselig en, som hev en pose smuldrede småkager op af rygsækken og en anden havde to gulerødder og et æble alle kunne få en bid af, og så fik man lidt fornyede kræfter og pludselig sang hele patruljen, mens I gik de næste kilometer. Rygsækken er vigtig. Og pakningen.
Men har I tænkt på, at vi også har en anden rygsæk med os? Sådan en slags livsrygsæk.
En rygsæk af gode minder, sjove historier, ting vi har lært enten på den hårde måde eller med kærlighed? Noget af det har vi fået med fra vores forældre, andet fra en god lærer eller spejdervenner eller kammerater. Ja, fra alle dem, som vi kender på den ene eller anden måde. Den rygsæk er det også vigtigt at få pakket på den rigtige måde, så vi tager det med os, vi kan bruge, og lægger det et sted i vores livsrygsæk, hvor det er til at få fat i.
I dag bliver der puttet mere i rygsækken: I skal have noget med fra Bibelen. En af fortællingerne om Jesus: Engang kom han nemlig til byen Jeriko. I Jeriko boede en tolder. Han hed Zakæus. Ingen kunne lide ham eller ville være sammen med ham, for han arbejdede sammen med romerne, der havde besat deres land. Og som om det ikke skulle være nok, så snød han. Når nogen kom til byen og skulle betale told, forlangte Zakæus altid lidt mere, end det egentlig kostede. Pengene stak han i sin egen lomme. Så det var klart at han var upopulær i byen. Det gode ved at sidde i byporten og opkræve told var, at det var let at opsnappe nyheder. Og dagens helt store samtaleemne var, at mirakelmanden kom. Zakæus havde godt hørt rygter om ham før. Han havde vist helbredt en blind. Og han havde mættet flere tusind mennesker med én madpakke. Og nu kom han altså her til Jeriko. Zakæus ville vildt gerne se ham. Og ikke mindst opleve ham. Men det virkede lidt op ad bakke. Problemet var, at Zakæus var en lille mand. Og der var nok ingen, som ville lade ham komme forrest. Tvært imod ville folk sikkert skubbe ham tilbage; træde ham over tæerne og give ham en albue i ryggen. Sådan var det at være Zakæus. Og egentlig forstod man det godt. Men Zakæus fik en idé. Hvad nu, hvis han stod tidligt op, klatrede op i et træ og sad der og ventede? På mange måder var det genialt, hvis han selv skulle sige det. Folk kunne ikke se ham og han havde overblik. Som tænkt så gjort. Næste morgen sad Zakæus på sin udkigspost og holdt øje. Og så kom han. Mirakelmanden. Jesus. Og tænk, han kom lige forbi Zakæus’ træ. Det kunne ikke være bedre. Og så stoppede han minsandten. ”Kom ned, Zakæus!” sagde han. Og Zakæus kom ned. Og folk begyndte at snakke meget højt. Om Jesus da ikke vidste, hvad han var for en type…. Men det var som om, Jesus overhørte det. Han sagde bare: ”Må jeg spise middag i dit hus?” Og Zakæus blev så glad og stolt, at han ikke vidste, hvilket ben han skulle stå på, så han fremstammede bare: ”Halvdelen af alt hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige. Og hvis jeg har snydt nogen, betaler jeg det tilbage. Firedobbelt.” Og Jesus sagde: Det er derfor jeg er kommet til verden, for at finde, dem som var fortabte.” (Frit efter Lukasevangeliet kapitel 19 vers 1-10)
Jeg tror, at alle dem, som var til stede i Jeriko den dag, fik en ny historie i rygsækken. Og en ny erfaring. At selv den største idiot har en plads hos Gud. At selvom man lever uærligt og udnytter andre mennesker, så er der mulighed for at lave sit liv om. At selvom man prøver at gemme sig eller klatre op, hvor ingen kan nå en, så inviterer Jesus sig indenfor i vores liv.
Så det skal også med i vores rygsæk. Gud vil altid gerne invitere sig indenfor i vores liv. Også selvom vi tænker, at vi ikke altid har fortjent det. Og når han er med i vores liv, kan det forandres. Til noget nyt og bedre.
Sæt jer patruljevis. Foran jer ligger nogle sedler med ord på.
Kan I hver især finde tre vigtige ord, som I tænker, I har fået med i jeres livsrygsæk og måske fortælle lidt om, hvorfor det lige er de ord?
Lad os bede fadervor sammen: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen
En turist var på rejse i Afrika. En dag kom han til at følges med en lille pige, der bar et barn på ryggen. ”Det er da alt for tung en byrde for dig!” sagde turisten venligt. Den lille pige så op på ham: ”Det er ikke en byrde. Det er min bror.”
Måske forstod den lille pige ikke så godt engelsk. Så ordet ’byrde’ kendte hun ikke. Men hun forstod noget andet: At dem, man elsker og har ansvar for, ikke skal ses som byrder. Heller ikke selvom det ikke altid er så let at bære det ansvar.
Til overvejelse: Hvilke byrder er svære at bære? Som ledere, som mennesker?
I en bryllupssalme står der: ”Den, som intet bærer på, visner som det golde strå.” Hvilken sandhed rummer den sætning? Hvordan kan vi bruge vores tro i den sammenhæng?
Ord til vejen: ”Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov.” (Paulus’ brev til Galaterne 6,2)
Udskriv side