Læs andagten igennem.
Sørg for sangtekst til valgt sang.
'Nu går solen sin vej'
Eller
'Du som har tændt millioner af stjerner'
Uddrag af 'Den Lille Prins' skrevet af Antoine de Saint-Exupéry
Der boede engang en lille prins helt alene på en lille bitte planet. Han havde kun én ven, og det var en rose. Den lille prins var meget glad for rosen, og han brugte al sin tid på at passe den.
Men rosen kunne ikke tåle al den opmærksomhed. Den fik nykker. Intet var til sidst godt nok og til sidst fik den lille prins nok. Han besluttede sig for at rejse ud i verden, for at finde en ny ven. Og på hans rejse kommer han også til jorden, og der møder han en dag ræv.
'Goddag', sagde ræven. Goddag, svarede den lille prins høfligt og vendte sig om, men han kunne ikke se nogen. Jeg er her, sagde stemmen - under æbletræet.
Hvem er du? spurgte den lille prins. Jeg er en ræv, sagde ræven. Vil du ikke lege med mig? spurgte den lille prins. Jeg er så ked af det. Jeg kan ikke lege med dig, sagde ræven. Jeg er ikke gjort tam. Å, så må du undskylde, sagde den lille prins.
Men da han havde tænkt sig lidt om, tilføjede han: Hvad er det at blive gjort tam? Det er noget man i al for høj grad har glemt, svarede ræven. At gøre tam betyder at knytte bånd. Knytte bånd?
Ja vist, sagde ræven. Endnu betyder du ikke noget for mig. Jeg kender dig ikke. Jeg har ikke brug for dig, og du har heller ikke brug for mig. For dig er jeg bare en ræv. Men hvis du gør mig tam, så vil vi få brug for hinanden. Så bliver du den eneste dreng i verden for mig, og jeg bliver den eneste ræv i verden for dig. Hvordan bærer man sig ad? spurgte den lille prins. Man skal være meget tålmodig, svarede ræven. Først skal du sætte dig et stykke fra mig, således, i græsset. Jeg skæver til dig, og du siger ingenting. Men for hver dag ville du kunne rykke lidt nærmere...
Næste dag kom den lille prins tilbage.
Det var bedre, hvis du kunne komme på samme tid, sagde ræven. Hvis du for eksempel kom klokken fire om eftermiddagen, så ville jeg kunne begynde at glæde mig allerede klokken tre. Jo mere tiden nærmer sig, des gladere vil jeg være. Klokken fire er jeg allerede begyndt at blive rastløs og urolig; jeg lærer, at lykken har sin pris. Men hvis du kommer på et vilkårligt tidspunkt, vil jeg aldrig vide, hvornår jeg skal klæde mit hjerte i festdragt. Et ritual må der til.
Hvad er et ritual? spurgte den lille prins.
Det er også noget, man i al for høj grad har glemt, sagde ræven. Et ritual, det er det, der får en dag til at blive forskellig fra alle andre dage, en time forskellig fra alle andre timer.
Så gjorde den lille prins da ræven tam, og da afrejsens stund nærmede sig, sagde ræven:
Å, hvor vil jeg komme til at græde. Det er din egen skyld, sagde den lille prins. Det er ikke, fordi jeg er skadefro, men du har selv ønsket, at jeg skulle gøre dig tam.... Ja, naturligvis, sagde ræven. Men du vil komme til at græde, sagde den lille prins. Naturligvis, sagde ræven. Jamen, så har du ikke fået noget ud af det! Jo, det har jeg, sagde ræven.
Gå hen og se på roserne derhenne, og du vil forstå, at din er den eneste i verden. Og kom så tilbage og sig farvel, og jeg skal som afskedsgave betro dig en hemmelighed.
Den lille prins gik hen og så på roserne: I ligner slet ikke min rose, I er slet ingenting endnu, sagde han til dem. Ingen har gjort jer tamme, og I har ikke gjort nogen tamme. I er ligesom ræven var før, jeg gjorde den til min ven. Og roserne blev helt flove.
Den lille prins gik tilbage til ræven: Farvel, sagde han... Farvel sagde ræven, og nu skal jeg betro dig min hemmelighed.
Den er ganske ligetil. Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet. Det væsentlige er usynligt for øjet, gentog den lille prins for bedre at kunne huske det. Menneskene har glemt den sandhed, sagde ræven, men du må ikke glemme den. Du har for evigt ansvaret for det, du har gjort tamt.
Du har ansvaret for din rose... Jeg har ansvaret for min rose... gentog den lille prins for bedre at huske det.
Paulus' brev til Galaterne kapitel 4, vers 1 - 7
Hvad jeg mener, er: Så længe en arving er umyndig, adskiller han sig ikke fra en træl, skønt han er herre over alt; han står under formyndere og forvaltere indtil den tid, hans far forud har fastsat. På samme måde med os: Da vi var umyndige, trællede vi under verdens magter. Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.
Ligesom Den Lille prins gør ræven tam og giver den mulighed for at glæde sig, så gør Gud os til sine børn. Det betyder, at vi kan sige ja til at have en ekstra forældre. En forældre som vi kan glæde os til at se igen. En forældre som vi er kede af at blive væk fra. En forældre der vil os alt godt.
Kære Gud Vi takker dig for alle de nye dage, der venter på os. Fyld dem med glæde og lys, selv de dage, hvor alt er gråt og skyerne hænger tungt og lavt. Jesus Kristus, du Guds søn, tak for den nye pagt du indgik med os i dåben. Selv når vi ikke kan holde vores løfter, beder vi dig om at blive hos os. Lad din uendelige kærlighed fylde hullerne i vores kærlighed, og giv os mod til at elske og blive elsket. Ja, styrk os i troen på dig og vis os den dør, du har åbent for os til Guds rige.
Amen
Fadervor
'Menneske, din egen magt'
Pagt er et gammelt ord for en kontrakt, overenskomst, testamente eller aftale, men det bruges oftest i forbindelse med aftaler med Gud. Et eksempel kan være pagten mellem Gud og Noa, hvor Gud lover, at han aldrig vil oversvømme jorden igen. Tegnet (Underskriften) på denne pagt er regnbuen, som gud sætter som bevis på, at han aldrig vil gøre det igen.
En anden pagt mellem Gud og Jøderne er pagten på Sinaibjerget, hvor Gud lover, at gøre Israels folk stærkt og lede det til fremgang, hvis det følger hans bud, lov og befalinger. Der tales her om de 10 bud, moseloven, direkte befalinger og profeters anvisninger. Det betyder også, at Jøderne i mange tilfælde skal lide døden, hvis de overtræder Guds lov. Samtidig betyder det også, at det skal gå alle jøder dårligt, hvis de som folk ikke følger Guds lov. Hvis mennesker overtrådte loven, så kunne der ofres forskellige ting for at blive gjort ren igen.
I det gamle og det nye testamente er det dog et faktum, at mennesker ikke kan finde ud af at overholde deres aftaler. Så i det lange løb kan jøderne ikke overholde loven, da vi ikke er i stand til kun at gøre godt.
Da nu mennesket ikke selv er i stand til at sørge for sin egen frelse, så sendte Gud sin søn, Jesus, der udførte det endelige offer for mennesket synder. Det betyder, at mennesket nu er kommet ind i et forhold, hvor vi skylder gud alt uden at kunne betale det tilbage, men Gud beder os ikke betale for frelsen, da Jesu gerning var grundet af Guds kærlighed, og da alt er blevet betalt af Jesus. Alligevel sætter Gud en regel op, der er meget strammere end pagten på Sinaibjerget, da mennesker nu “skal elske jeres næste, som i elsker jer selv.” Det er et ideal, som vi kun kan stræbe efter, men aldrig opfylde.
Det er denne nye kærlighedsaftale, som vi indgår med Gud i dåben og bekræfter i nadveren og konfirmationen.