Læs andagten godt igennem, så du ved, hvad der skal ske.
”Når du ser en dråbe glimte” eller ”Fyldt af glæde over livets under”
I gamle dage var kirkerne og gudstjenesterne meget anderledes, end vi kender det i dag. Gudstjenesterne var meget længere end i dag. Man stod op hele tiden og præsten talte på et sprog, som hedder latin, og som næsten ingen forstod. Når et barn skulle døbes, tog man alt tøjet af det og dyppede det i et kar med koldt vand. Ofte var det så koldt, at barnet blev sygt bagefter, og der døde faktisk mange spædbørn på den måde. Sådan er det jo heldigvis ikke længere. I dag er gudstjenesterne kortere (selvom de måske stadig kan føles lidt lange), der er varme i kirkerne, og præsten taler et sprog, vi forstår.
Dåben har også ændret sig. Når man døber et lille barn i dag, er det kun lige håret, der bliver vådt. Mange af jer har sikkert været med til sådan en barnedåb i kirken. Måske har I nogle yngre søskende eller små fætre og kusiner, der er blevet døbt. Så ved I, at når man kommer op til døbefonten, så slår præsten korsets tegn for barnets ansigt og dets bryst (vis gerne børnene hvordan). Bagefter spørger han først ”Hvad er barnets navn?”, og så spørger præsten, om barnet forsager djævelen og tror på Gud, Jesus og Helligånden. At forsage djævelen betyder at tage afstand fra eller fornægte - altså, at man ikke vi have noget med djævelen at gøre. Det kalder vi kirkens trosbekendelse. Når forældrene så har svaret ja tre gange, så spørger han igen ”Vil du døbes på denne tro?”. Præsten ved godt, at barnet selvfølgelig ikke selv kan svare, og derfor må forældrene gøre det. Så kommer han tre små håndfulde vand på barnets hoved og siger ”Jeg døber dig i faderens (Gud), sønnens (Jesus) og Helligåndens navn.” Så tørrer han barnets hoved og beder for det.
Grunden til, at vi døber ved at hælde vand over barnets hoved, er, at dåben skal gøre os rene over for Gud. Rene fra alt det snavs i vores liv, der skiller os fra Gud. Jamen, hvor meget forkert har et lille barn på kun et par måneder gjort, kan du spørge. Ikke meget - men det kommer det til senere! Den hvide kjole, som et dåbsbarn normalt har på, signalerer også renhed.
Ved siden af barnet og dets forældre står dem, vi kalder ”faddere”. Faddernes opgave er at fortælle barnet om Gud og Jesus, tage det med i kirke, bede for det og måske hjælpe forældrene med at huske barnets dåbsdag – lidt ligesom en fødselsdag. Hvis I er blevet døbt, kan I jo gå hjem og spørge jeres forældre, hvem der er jeres faddere. Nogen tror, at fadderne er dem, der skal passe barnet, hvis dets mor og far dør, inden det bliver voksent, men det er ikke rigtigt. De skal kun sørge for, at barnet ”vokser op i den kristne tro”, som man siger på voksensprog. Det fortæller præsten dem også på den dag, hvor barnet bliver døbt.
Når man bliver døbt, bliver man guds barn på en ganske særlig måde. Dåbsbarnet bliver velsignet og får Guds løfte om, at Gud altid vil følge barnet. Samtidig er dåben et synligt bevis på, at man tilhører et kristent fællesskab og den kristne menighed i kirken.
Nu er det heldigvis sådan, at man ikke kun kan blive døbt, når man er barn. Det kan man også, når man er voksen. Jesus blev selv først døbt som voksen, men fordi han sagde ‘Lad de små børn komme til mig’, vælger mange at bære deres børn til dåb i kirken, mens de er ganske små.
Faktisk behøver man ikke at være i en kirke for at blive døbt. Nogle gange, hvis det lille barn er meget sygt, når det bliver født, kommer præsten ind i på sygehuset og holder dåben dér. Man kan også blive døbt alle mulige andre steder, f.eks. ude i naturen eller på en stor spejderlejr. Og heldigvis kræver det ikke noget af os at blive døbt – det er ikke os, der skal gøre noget, men derimod Gud. Vi behøver kun at sige ”ja tak”, ligesom forældrene til det lille barn svarer ”ja” på barnets vegne.
Nu betyder det ikke, at Gud kun gider være sammen med dem, der er døbt. Nej, heldigvis er det sådan med Gud, at Gud holder så meget af mennesker, af både dig og mig, at Gud også gerne vil være sammen med dem, der ikke er blevet døbt endnu. Gud kan faktisk slet ikke holde sig væk fra os, uanset om vi er døbte eller ej. Gud inviterer alle mennesker i verden til et fællesskab med ham og i dåben siger vi ja tak til, at vi også gerne vil være sammen med Gud.
Man kan vælge at gennemspille dåbsritualet, hvis man vil. Hertil skal bruges en dukke i dåbskjole (kan ofte købes i genbrugsbutikker), et fad med vand og noget at tørre dukkens hoved med. Brug evt. nogle af børnene til at spille forældre og fadder.
Kære Far i himlen
Tak fordi du elsker os alle sammen, uanset om vi er døbt eller ej. Men også tak at du giver os mulighed for at blive døbt, hvis vi vil, og blive dine børn på en ganske særlig måde.
Afsluttes med fadervor
Andagten kan udvides med
Fortællingen om Jesu egen dåb (Matthæusevangeliet kapitel 3, vers 13 - 17).
Da Jesus sagde: ”Lad de små børn komme til mig” (Lukasevangeliet kapitel 18, vers 15 - 17).
Jesu sidste ord til disciplene om, at de skulle gå ud i hele verden for at fortælle alle folkeslag om ham og døbe dem (Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 18 - 20).