KATEGORIER
  • Målgruppe

  • Virkemiddel

  • Tid

  • Antal deltagere

LUK VINDUE
LUK VINDUE

DetMedGuds fem andagtsprincipper

09.09.2024
Skrevet af Caroline Schjødt

DetMedGud har fem grundlæggende andagtsprincipper. Principperne er fundamentet for alt det, vi laver i DetMedGud – uanset om det er materiale på hjemmesiden, eller når vi afholder kurser og moduler. I denne artikel uddyber vi principperne.

image-with-textFoto: KFUM og KFUK

Princip 1: En andagt kan være ALT muligt

Mange har en idé om, at en andagt er en lille fortælling eller refleksion  plus en sang og en lille bøn. Sådan kan en andagt sagtens være, men den kan også være på utallige andre måder. En andagt handler om, at vi forholder os til alt det med Gud, liv og håb sammen. Det kan man gøre ved, at nogen fortæller noget, men man kan også gøre det med fx leg, samtale, gåture, stilhed og musik. Det kommer helt an på, hvad der passer til dig, der skal holde andagten, og den gruppe, som du skal holde andagt sammen med. Det er faktisk en styrke, når børn og unge møder mange forskellige typer andagter.

Vores bedste råd er, at man på detmedgud.dk bruger filteret “virkemidler” i søgefunktionen. Her kan man vælge mellem fx leg, stilhed, krea eller video. På den måde kan man søge inspiration blandt de andagter, som har en form, der passer lige til dig og den næste andagt, du skal holde. 

Princip 2: Det må ikke være en sur pligt

Når vi skal gå ind i de store spørgsmål sammen med børn og unge, skal vi gøre det med al den lyst og det gåpåmod, vi plejer at have som frivillige. Hvis det er svært og tungt med andagter, skal vi finde en anden måde at gøre det på. Ingen får noget godt ud af, at det bliver tvunget igennem. 

DetMedGuds bedste råd er, at I sammen i jeres ledergruppe tager det alvorligt, hvis andagterne er blevet en sur pligt i jeres sammenhæng. I kan tale om det på et ledermøde. Vi fra DetMedGud vil også meget gerne hjælpe med sparring og øvelser.

Princip 3: Man skal ikke sige noget, man ikke har lyst til 

På detmedgud.dk finder man stakkevis af andagter, hvor vi kommer med forslag til, hvad du kan sige, når du holder andagt. Men det er netop forslag og ikke en facit-liste. Hvis der er nogle formuleringer, som du ikke bryder dig om eller er uenig i, så skal du ikke sige det. Måske kan andagtens aktivitet eller fortælling inspirere dig alligevel? Du skal bare plukke og sige tingene på den måde, som passer til dig

Princip 4: Man må gerne sige: “Det ved jeg ikke” 

En andagt er en fælles undersøgelse. Det er ikke meningen, at den, der planlægger andagten, skal vide og tro det hele på forhånd. Man må gerne have planlagt en andagt ud fra et emne, man synes er spændende eller svært, selvom man ikke er færdig med at tænke over det.

Et godt råd: Vælg en form for andagt, hvor alle skal bidrage. Det kan fx være, at deltagerne skal tale sammen om emnet. På detmedgud.dk kan man bruge søgefilteret “samtale” og finde mange gode samtaleøvelser som fx nipnap-samtaler eller Quiz og Byt.

Princip 5: Nysgerrighed

Når man skal planlægge en andagt, vil et spørgsmål ofte dukke op: “Men hvad skal andagten handle om?” Vores bedste modspørgsmål er: “Hvad er du nysgerrig på?” Når du vælger et emne, som du selv synes er spændende, bliver det meget sjovere at holde andagt både for dig og de andre.

Hvis du trænger til at få vakt din nysgerrighed, kan du søge på en række forskellige temaer på detmedgud.dk, eller du kan følge DetMedGud på Instagram, hvor vi hver uge giver inspiration til andagter, der passer til sæsonen eller aktuelle temaer.