Foto: Elena Sofie MøbergHele Spejdernes lejr summede der af liv ved DetMedGuds aktiviteter, hvor 1000 spejdere og ledere lagde vejen forbi projektets tre escape rooms under temaet Stjernetydernes Hule. Gennem samarbejde, gåder og nysgerrighed gik det stille og roligt op for deltagerne, hvilken bibelhistorie de sammen med stjernetyderne var på sporet af. Det hurtigste hold klarede sig igennem på 18 minutter og 40 sekunder, mens de fleste brugte cirka en halv time.
Som afslutning fik alle deltagere en lille engel med ordene “Frygt ikke”, da ordene går igen gennem hele fortællingen om Jesus’ fødsel. Spejderne kunne tage ordene med sig videre på lejren og sy dem på uniformen som et varigt minde.
Escape roomet var en ny måde at arbejde med Gud på, og målet var ikke kun at fortælle en bibelhistorie, men at lade spejderne opleve den med flere sanser gennem leg, stemning og fælles problemløsning. Interessen var overvældende. Cirka 3.000 spejdere ønskede en plads, selvom der kun var plads til knap 1.000 deltagere.
“Jeg tror aldrig, at DetMedGuds aktiviteter har prøvet at blive fuldstændig udsolgt på den måde. Så det er jo også bare vildt fedt!” siger udviklingskonsulent Louise Heldgaard Bylund, og fortsætter:
“Vi har talt med mange ledere, som er blevet nysgerrige på, hvordan man kan arbejde med tro på nye måder. Det handler ikke om, at alle skal hjem og bygge et escape room, men om at turde spejderficere fortællingerne og lade børn og unge opleve dem gennem leg, samarbejde og deres egne idéer.”
Alle tre escape rooms lever videre på Houens Odde, Hummelmosen og i DetMedGud-projektet, så endnu flere kan prøve kræfter med dem i fremtiden.
Nåede I ikke at prøve escape roomet eller vil I bare opleve det igen, så er I velkomne til at række ud til Louise på louise.heldgaard@kfumspejderne.dk.
Louise Heldgaard Bylund kan træffes på 22229424 eller louise.heldgaard@kfumspejderne.dk
DetMedGud er et samarbejde mellem KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, FDF og KFUM og KFUK i Danmark. Danske Baptisters Spejderkorps er associeret partner i projektet.