Efteråret er over os. Det er sæson for græskar og skeletter i plastik i supermarkederne. Børnene glæder sig til Halloween og “Slik og ballade.” I kirken bliver der inviteret til Allehelgensgudstjeneste, hvor de læser navnene op på dem, der er døde i årets løb og på den måde giver plads til minderne.
”Halloween og Allehelgen er to traditioner, som egentlig har to forskellige ophav og to forskellige grundtoner. Det er ikke så vigtigt, for begge traditioner giver os mulighed for at undersøge mørke, lys, død, savn og minder,” fortæller Louise Heldgaard Bylund, der er projektleder i DetMedGud.
Emnerne kan virke lidt tunge, men ifølge Louise Heldgaard Bylund er grundtonen, at Gud insisterer på at være lys i mørket. Desuden er der lagt op til leg, kridttegning og græskarudskæring samtidig med, at materialet giver plads til stilhed og rum for savn og minder.
DetMedGud håber, at lederne med dette års Allehelgen-materiale vil være med til at rumme og hjælpe deltagerne med at rumme alle de følelser, som emnerne i Allehelgen-materialet kan vække.
”Det er en stor gave, at vi viser børn og unge, at der er plads til triste følelser i vores fællesskab,” siger Louise Heldgaard Bylund.
På detmedgud.dk kan du finde alle delene af årets Allehelgen-materiale, som består af disse fem dele:
Græskarlygter i mørket er et helt møde med udskæring af græskar, lege i mørket og en andagt om, hvordan Gud altid vil være lys i mørket.
Jesus’ Quickfix er en andagt med en Quiz og Byt samtale-øvelse, historien om Enken i Nain og refleksioner over, at Jesus ikke lige kommer forbi og fixer det, når vi er kede af det eller savner nogen.
Guds hus er en andagt, der stiller spørgsmålet: “Hvordan mon der ser ud hos Gud?” Andagten består af en krea-aktivitet, hvor deltagerne skal kreere Guds hus i forskellige materialer.
Et minde i lommen er en andagt om gode minder og dem, vi savner, med en lille øvelse om at have et minde i hånden og med i lommen.
Lys i mørket er en andagt, hvor vi tænder lys for dem, vi tænker på. Energiniveauet kan falde lidt ned, og fokus er på lyset i mørket.