Plads til alle – brug for alle

(Leder A kommer gående med et stykke papir og en stor tusch i hånden)

Leder B: Hej (navn på leder A), hvad er det du går og laver?
Leder A: Jeg har snart fødselsdag, og jeg vil gerne holde en stor fødselsdagsfest med seje og sjove gæster. Jeg har en lang liste med navne her, og nu er jeg ved at finde ud af, hvem jeg vil have med.
(lille pause, hvor leder A demonstrativt streger et navn ud)
Ham her, han skal ikke med… han er for klodset!
Leder B: For klodset? Hvordan kan man være for klodset til at komme til fødselsdag?
Leder A: Joh altså, forstår du, jeg har lige købt en masse flotte, dyre vaser og krukker …jeg er bange for at han ødelægger dem. Og hende her, hun var rigtig streng overfor min søster for to år siden, så hun skal i hvert fald heller ikke med….(streger ud) … og ham her, han har altid gammelt, umoderne tøj på, det gider jeg simpelthen ikke se på (streger ud)
Leder B: Nu synes jeg ærligt talt det er dig, der er lidt streng…
Leder A: Hende her, hun giver altid sådan nogle usle små fødselsdagsgaver… (streger ud)
Leder B: Det kan da være, at hun ikke har råd til mere..
Leder A: Tjaa… men så sparer jeg hende for en gave, for hun skal ikke med! Og så er der ham her… han synger bare så dårligt. Jeg kan lige forestille mig, hvordan han kan ødelægge enhver fødselsdagssang… (streger ud)
Leder B: Okay prøv lige at stop engang! Jeg synes faktisk lige, du skal sætte dig ned og høre en historie….

Denne historie foregår i landet Palæstina, dengang Jesus levede og gik omkring dernede.
Levi var en af dem, der altid blev valgt fra. Når der var fest i byen blev han aldrig inviteret med. Det var ikke fordi han var for klodset eller havde grimt tøj. Men det var nok mest på grund af hans arbejde. Det var nemlig Levis job at indkræve penge fra folk i byen til kejseren i Rom. Og derfor var han meget upopulær, og ingen gad at være sammen med Levi. Derfor blev han altid valgt fra og aldrig inviteret med nogle steder.
En dag sad Levi som sædvanlig på sit kontor. Han talte penge op. Åh han kunne godt lide at se stakken af mønter vokse, og han kunne lide at tælle pengene igen og igen. Lige da han havde talt til 127, stod Jesus foran ham. ”Følg mig, Levi”, sagde Jesus. Levi så længe på Jesus. Så kiggede han rundt i sit kontor. Han så lidt på den store bunke af mønter. Så vendte han sig igen mod Jesus, og så rejste han sig og fulgte med ham. Levi forlod sit job for at følges med Jesus – og han blev én af de tolv af Jesus’ tætteste venner, som vi kalder disciple.
Senere den dag holdt Levi en lille fest for Jesus og hans disciple. Og han havde også inviteret nogle andre fra byen. Andre, der ligesom han selv altid blev valgt fra, og som de andre ikke ville invitere med, når der skulle være fest.
De pæne folk i byen gik og mumlede, skumlede og surmulede. ”Hvorfor vil Jesus være sammen med Levi? Han har ikke fortjent det” sagde de.
Men Jesus sagde: Ti stille med jeres snak om at have fortjent. Jeg er kommet for at hjælpe dem, der har brug for min hjælp. Ligesom en læge jo heller ikke kommer for at hjælpe de raske, men de syge. Jeg er kommet, for at I skal vide, at hos Gud er der plads til alle. Hos Gud er der kærlighed til alle.

Leder A: Jo men altså Jesus blev jo også vildt upopulær blandt dem, som synes, at han ikke skulle være sammen med Levi, og jeg har bare virkelig ikke lyst til at være upopulær…
Leder B: Okay (navn på leder A) jeg har en anden historie, du skal høre. Den foregår også i Palæstina, men i de første år efter at Jesus er død og opstået. Jesus går altså ikke længere rundt i byerne dernede.
Der var engang en mand, der hed Paulus. Og Paulus var vred på alle kristne mennesker, der gik rundt og sagde, at Jesus var Guds søn. Paulus syntes, det var noget forfærdeligt vrøvl, og han syntes også, at det var at gøre nar af Gud at sige sådan noget. Og Paulus tog de hårde metoder i brug for at lukke munden på de kristne. Nogle fik han pisket, ja nogle fik han endda slået ihjel. Og rigtig mange fik han sat i fængsel.
En gang rejste Paulus hen til den store by, Damaskus, for smide de kristne, der boede der, i fængsel. Men lige uden for Damaskus skete der noget, som for altid vendte op og ned på Paulus´ liv:
Pludselig blev Paulus blændet af et lys, som var så stærkt, at han tumlede ned af det æsel, han red på, og krummede sig sammen på jorden. Lyset var så stærkt, at det havde gjort ham blind. Så hørte han en stemme, der sagde: ”hvorfor forfølger du mig”?
”Hvem er du?”, råbte Paulus bange.
”Jeg er den Jesus, du jager og forfølger”
Ingen af de mænd, som Paulus rejste sammen med, kunne se eller høre noget. Men de kunne se, at der var sket noget med Paulus. Så de fulgte ham ind i byen, og fik ham ind på et hotel. Der sad Paulus i tre dage og bad til Gud om tilgivelse for det onde, han havde gjort. På den tredje dag kom der en mand, der hed Ananias. Gud havde sendt ham. Han lagde sine hænder på Paulus´ øjne, og så kunne han se igen. Paulus kom til at tro på Jesus, og han blev døbt.
Paulus liv blev vendt op og ned, og nu begyndte han at rejse rundt og fortælle om Jesus. Han rejste rundt i flere lande, og alle steder hvor han kom, fortalte han, at Jesus var Guds søn.
Når Paulus rejste videre, så blev han ved med at sende breve til sine nye venner. Bl.a. så skrev han et brev til nogle kristne i en by, der hedder Korinth, og det brev lød ca. sådan her:
”I skal huske, at I er forskellige og kan noget forskelligt, og det er godt sådan. Tænk på en krop. Kroppen består af mange forskellige dele, som kan noget forskelligt. Tænk hvis kroppen kun bestod af fødder. Sikke noget rod det ville være. Så manglede man jo nogen hænder til at gøre forskellige ting med. Eller tænk, hvis der kun var hænder, men ingen fødder. Så kunne man ikke gå. Eller hvis man kun havde ører i hovedet, men ingen øjne. Hvordan skulle man så kunne se? Vi har brug for alle de forskellige dele af vores krop, for de kan noget forskelligt. Og hele kroppen hører sammen. Hvis vi har ondt i den ene fod, så påvirker det hele kroppen.
Sådan er det også med jer. I hører sammen. Men I er forskellige, og det er godt. I skal ikke være ens. Det er godt at I kan noget forskelligt, for så kan I hjælpe hinanden. Der er brug for jer alle sammen. Der er ingen, der er ubrugelige.
Tænk, på hvordan det var med mig, skrev Paulus.
Jeg gjorde forfærdelige ting. Jeg fik folk fængslet og pisket og slået ihjel. Men Gud kaldte på mig. Og nu kan han bruge mig, til at fortælle om kærligheden i stedet for. Når han kan bruge sådan en som mig, så kan han bruge alle.
Hos Gud er der plads til alle og kærlighed til alle. Og hos Gud er der ingen, der er ubrugelige eller værdiløse. Alle er vigtige og værdifulde