Øjenkontakt og nåde

Vi mennesker har brug for at blive set. Vi har brug for, at nogen ser os, som dem vi er, og det, vi kan. Vi har brug for, at nogen synes, det var godt, at vi kom og var med i dag. Vi skal vide, at der var brug for netop os i fællesskabet og i rundkredsen. Det ville slet ikke have været det samme, hvis vi ikke var der. Derfor er det vigtigt, at vi ser hinanden. Siger pænt hej til dem, der kommer, og farvel, når vi skal hjem. At vi lægger mærke til hinanden. Hvordan vi har det, og hvad vi måske har brug for hjælp til. Vi skal se hinanden.

Indimellem går det hele lidt for stærkt, og vi når ikke at lægge mærke til de andre. Sådan har vi det alle sammen i perioder. Men når vi sænker tempoet og giver os tid til det, kan vi faktisk godt se hinanden og lægge mærke til hinanden. Og det kan vi, fordi Gud har set os først. Allerede inden vi blev født, inden vi selv havde set verden, så Gud os og hele verden med sine milde og kærlige øjne, og Gud så, at det var godt.

Det står der i Bibelens fortælling om, da verden blev til. Der står: “Gud så, at det var godt.” Gud ser os og hele vores verden, og Gud begynder ikke med at udpege fejlene og manglerne. Gud ser, at det er godt, for den slags øjne har Gud. De gode og milde øjne er indbegrebet af, hvad ordet “nåde” betyder. Nåde er, at Gud ser os hver evig eneste dag med milde og kærlige øjne, og Gud ser, at det er godt.