Bed evt. deltagerne om at lukke øjnene
Forestil dig, at du står midt i en stor skov. Der er helt stille. Og der er mørkt. Måske kan du mærke uroen brede sig. Måske er du bange.
Den følelse du står med dér midt i den mørke skov, den følelse kender du måske også fra andre tidspunkter. Måske er det ikke det mørke, der kommer frem, når solen er gået ned, men et sted, hvor du føler mørket snige sig ind på dig i dine tanker. Det mørke er en del af det at være menneske.
Deltagerne kan nu åbne øjnene
Men bedst som du står der, midt i den mørke skov og intet kan ske, begynder nattesynet at sætte ind, og lidt efter lidt kan du orientere dig i mørket. Den uro, du følte, lægger sig, og du er ikke længere lige så bange.
I livets mørke er Gud vores nattesyn. Gud er det lys, der viser os vej, når vi står i mørket. Gud beroliger os, når vi er urolige og holder os i hånden, når vi er bange.