I denne andagt skal du og deltagerne ved hjælp af fyrfadslys illustrere modvind.
Hvis denne andagt afholdes som led i andagtsserien er denne nr. 3, som omhandler stadiet, hvor man bevæger sig fremad, men hvor det føles, som om man gør det i modvind. Troen på Gud kan føles som et skjold, der gør, at man kan samle modet til at bevæge sig fremad, selvom det kan føles helt umuligt i modvinden.
Sæt dig ind i fortællingen og find lys og tændstikker.
Dagens andagt skal handle om følelsen af, at der er modvind i livet. Jeg hader virkelig modvind – det er bare den værste følelse. Når der er modvind på cykelstien, får jeg mest bare lyst til helt undgå at cykle. Det er simpelthen for hårdt, og det kræver bare mange flere kræfter, end jeg nogle gange synes, jeg har.
Sådan kan det også indimellem være i vores liv hver især. For nogle kan der være modvind i skolen, fagligt eller socialt, for andre er modvinden derhjemme, og for andre igen kan det føles som om, at modvinden kommer indefra.
Det kan være svært at tro på Gud som en god Gud, der vil det bedste for os alle, når vi samtidig kan opleve så meget modvind.
Jeg tror ikke, Gud bestemmer over, hvor meget modvind, jeg møder i livet. Men jeg tror på, at Gud passer på mig, mens jeg vandrer i modvinden. Jeg tror på, at Gud er det kærlige og omsorgsfulde skub, som jeg indimellem har brug for. Det skub, som indgyder mod og håb i mig.
Der deles 1 fyrfadslys ud til hver deltager. Lederen tænder sit fyrfadslys:
Se bare dette fyrfadslys. Hvad tror I, der sker, hvis jeg udsætter lyset for modvind og puster til det nu?
Lederen puster til fyrfadslyset, som går ud.
Ja, fyrfadslyset går ud, når man giver det noget modvind og puster til det. I skal nu tænde jeres fyrfadslys hver især og vente med at puste til det.
Deltagerne tænder hver deres fyrfadslys. Når alle lys er tændt, siger lederen:
Prøv at holde jeres hånd op foran fyrfadslyset og pust til det.
Alle deltagere og lederen holder en flad hånd op mellem lyset og munden, som et skjold, og forsøger at puste det ud. Lysene går ikke ud, fordi hånden beskytter lyset.
Se, nu går jeres fyrfadslys ikke ud, når I holder hånden op foran det. Det er som et beskyttende skjold foran den modvind, I puster mod lyset.
Afhængig af forholdene og deltagerne kan man bede deltagerne om at lade deres lys være tændt resten af andagten. Alternativt slukkes alle lysene, inden andagten fortsætter.
I kan måske se, at idéen med fyrfadslysene ikke er, at modvinden slet ikke er der. For den er rundt om. Men modvinden får ikke mit lys til at gå ud, når jeg bliver beskyttet. For mig betyder det, at jeg ved hjælp af min tro kan iføre mig et skjold, som gør modvinden lettere at holde ud, og hvor modvinden ikke får lov at slå mig helt ud.
Og hvis der er én person, som har oplevet meget modvind i livet, så må det være Jesus. Helt fra barnsben har han været udsat, forfulgt, udstillet og udskammet på grund af hans evner. Der var mange, som ikke kunne lide ham! Og alligevel formåede han at skabe grundlaget for den vildeste og sejeste kærlighedsreligion, som vi alle får lov at være en del af. Han fik venner – disciplene, som fulgte ham igennem modvinden og som følte sig beskyttet af Jesus’ skjold. Men da Jesus døde, blev disciplene bange og vidste ikke, hvordan de nu skulle klare sig. Da Jesus stod op fra graven samlede han dem og fortalte dem, at de skulle gå ud og sprede budskabet til alle verdens folkeslag. Og sikke en opgave, de fik der. Den må have krævet meget mod og styrke – og en hel masse tro og håb. De har nok været bange – og de har virkelig oplevet meget modvind på deres vej. Men de blev alligevel ved med at kæmpe for det, de tror på, og de vidste godt, at de var elskede og værdifulde i dem selv, og at Gud var med dem på deres vej og gav dem mod. Og lige netop mod skal vi synge en sang om nu.
Hæng det tredje trin op på væggen, så I kan se, hvor langt I er kommet. Find trinene i pdf’en i bilaget.
Syng: Store, tavse aftenhimmel – March og lejr nr. 8. (Alternativt kan man synge Troen er ikke en klippe)
Som afslutning på andagten skal vi bede en bøn. I må derfor gerne folde jeres hænder.
Kære Gud,
Hvor er det fantastisk, at du kan være det skjold, der gør, at jeg kan holde liv i min indre flamme, selvom der er modvind. Tak for at du sendte din søn til jorden, for at han kunne bane vejen for os og vores tro på, at vi kan overkomme meget modvind, så længe din kærlighed er med os. Hjælp os med at bevare håbet og finde modet til at blive ved med at kæmpe, også når det føles hårdt.
Vor Fader,
du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød;
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed!
Amen
Denne andagtsserie består af 6 andagter, som omhandler forskellige stadier i livet. Andagtsserien er udviklet til KursusSTART på Hardsyssel Efterskole i efterårsferien 2023. Andagtsserien er bundet sammen af en illustration af en trappe, som vi kalder livets trappe. Den kan man hænge op, så man efter hver andagt opbygger et nyt trappetrin på væggen. Til hver andagt hører et stadie, en bibelfortælling, en aktivitet, refleksion og bøn.
Andagtsserien starter på det nederste trin og bevæger sig trinvist opad. Hvert trin symboliserer et stadie i livet, som vi alle kan komme til at opleve. Det er formålet med andagtsserien at give deltagerne indblik i, hvordan troen og historierne fra Bibelen kan være med til at sætte de forskellige stadier i perspektiv og være en støtte i både gode og svære tider.