Dette er den syvende og sidste andagt i serien “Med i rygsækken”. Nu pakker vi besnøringsreb og rafter med. Besnøringsreb og rafter hører til sammen med rygsækken. Vi gør os umage med at bygge noget op, selvom det skal skilles ad igen.
Orienter dig i andagten og øvelsen.
Andagterne kan holdes og læses op, som de er. Men hvis du som leder har 10 minutter i overskud, bliver de bedre af, lige at blive læst igennem, så ordene bliver dine egne. De er skrevet som morgenandagter, men hvis de passer bedre om aftenen ved lejrbålet, gør I bare det, så kan den første bøn springes over.
Salme: Hvor du sætter din fod
Bøn: Godmorgen Gud! Solen er stået op, fuglene kvidrer og dagens muligheder ligger foran os. Hjælp os med at gribe dem, så vi bliver lydhøre over for andre, giver en hånd til dem, der har brug for hjælp, åbner armene for dem, der savner trøst eller tryghed og taler imod alt det, som er forkert. Giv os en dag fuld af glæde og gåpåmod, Hvor vi hver især bidrager med det, vi kan. Tak fordi du har lovet at være med os. Amen
Det er ret utroligt, hvad man kan få ud af en bunke rafter. Når vi tænker efter, står de flotte pioneringsværker, vi selv har haft andel i, klart for os. Indgangsportalen, som virkelig blev flot, med omhyggelige besnøringer, som i sig selv var fine. Spisebordet i 2½ meters højde med madelevator, som blev bygget på lejr. Vandrutchebanen og karrusellen til byfesten. Katapulten, der blev brugt på gruppesommerlejren til at kyle vandballoner over i alle. Og så alle de romerske stridsvogne og 10-minutters tårnene. Listen er lang. Det er en sjov måde at være kreativ på. Når man laver pionering, skal man gøre sig umage. Det er i hvert fald sådan, at ens byggeri bliver flot og spektakulært og holdbart. At man anstrenger sig. Det er der noget fascinerende ved. For det hele bliver skilt ad igen, når lejren er slut eller mødet er færdigt. Alt er tilbage som før. Huller er dækket, græstørv lagt på, og så ligger der igen en stak rafter og nogle bundter besnøringstov til næste gang, vi skal pionere et ægte spejderbyggeri.
Men har I tænkt på, at det minder om noget større? Om selve vores livsbyggeri? Altså, det der med at bygge noget op og vide, det skal skilles ad igen, at det ikke varer evigt, men alligevel gør vi os umage. Det kunne godt være et mål for vores liv. At vi bygger op, flot, sammenhængende, holdbart, også selvom vi ved, at vi kun er på jorden i kortere tid. Men vi skal gøre os umage, så længe vi er her. Det er en tanke værd, hvordan vi gør det bedst muligt i vores liv.
I får en fortælling med. En af Jesu lignelser. Den, hvor en rig mand drager udenlands, og mens han er væk, betror han sine tjenere sin formue. De får penge alt efter deres evner: En får ti, en anden fem og den sidste tjener får én talent. (Det kan lyde uretfærdigt, men selv en enkelt talent er en svimlende sum, som svarede til 20 årslønninger). Hvad gør tjenerne så? Ja, de første to investerer pengene, og det lykkes dem at få dem til at yngle til det dobbelte. Den tredje tjener graver sin talent ned. I fornærmethed. Og da hans herre kommer tilbage, graver han talenten op igen og leverer den tilbage. Den rige mand bliver vred. Den sidste tjener ender i mørket udenfor.
(Frit efter Matthæus 25,14-30)
Man kan sagtens følge den sidste tjener i at føle sig mindre betydningsfuld end de andre. Og dog er det vel et godt billede på, at det er sådan, verden er? Vi kan noget forskelligt og har noget forskelligt. Så det er ikke der, pointen ligger. Den ligger snarere i, at vi skal gøre os umage med det, vi har. Det er selve livet, denne lignelse handler om. Vi skal med andre ord lade vores livspionering blive flot og stort og kreativt med de ”rafter og besnøringer,” vi har fået betroet. Andre kan noget andet og mere. Sådan er det. Men hvis vi ikke gør os umage, går det som for den tredje tjener: Vi ender i mørket udenfor. Med denne historie mindes vi om, at der er en anden måde at gå til livet på: at gøre sig umage med de betingelser vi har fået. For så åbner livets fest sig for os.
Lav en papirlap til hver person. Fordel dem imellem jer, så man ikke får den seddel med sit eget navn på. Hver især skal nu skrive et talent, som man synes, den anden har. Det er hemmeligt for personen selv. Nu sættes sedlen fast på ryggen af den pågældende. Gå rundt og snak med hinanden. Man må ikke sige direkte, hvad der står på sedlen. Stil spørgsmål, indtil man selv kan gætte, hvilket talent, der står på sedlen på ens egen ryg.
Efter legen: Var det svært at gætte? Var det overraskende, hvad der stod? Hvordan kan I bedst sætte jeres talent i spil til det gode liv? Hvordan kan I gøre jer umage med at bruge jeres talent til gavn for andre?
Lad os bede fadervor sammen: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen
Paul Wittgenstein var en berømt pianist. Under første verdenskrig blev han voldsomt skadet i en skyttegrav og mistede sin højre arm. Det var katastrofalt. Ikke nok med at han måtte kæmpe med sine krigstraumer, det var hele hans livsgrundlag, der pludselig var væk, når han kun havde én arm. Paul Wittgenstein fortsatte dog med at spille. Han øvede sig stædigt. Musikken var hans liv. Og det bar frugt. Paul Wittgenstein endte med at blive en virtuos ventrehåndspianist, som store komponister komponerede særskilt til. Det, som vi lidt hånligt kan kalde for venstrehåndsarbejde, gav han en helt ny betydning. Det blev til kunst.
Det er beundringsværdigt. Tænk, at vilje, stædighed og talent på den måde kunne gå op i en højere enhed. Det kan også sætte nogle tanker i gang: Er der nogle steder i livet, hvor jeg skulle gøre mig mere umage? Er der områder jeg forsømmer og hvor jeg ikke bruger mit talent? Vi kan sikkert svare ja til begge dele. Men livets fest opstår, når vores talenter investeres; det er et af Jesu budskaber. Og det må vi så øve os på.
Ord til vejen: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer,” siger Herren; ”planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” (Jeremias 29,11)
Dette er en andagtsserie for spejdere fra 15 år, der tager udgangspunkt i klassiske spejderskills og spejdergrej.
Som spejdere bruger vi tid på en masse praktiske færdigheder og mange af de færdigheder, er ikke bare noget praktisk, som er nyttigt at kunne med hænderne. Det kan også være noget, der er betydningsfuldt i hjertet. Hver dag giver et lille dryp til de tanker. Der er også foreslået en kort aktivitet. Den hænger sammen med den øvrige andagt, men man behøver ikke nødvendigvis at tage den med.
Der kan være vældig stor forskel på, om man er en 16-årig seniorspejder eller 25 år og med i en klan. Derfor er der til sidst ved hvert emne, et forslag til optanknings- og tankested for gruppens voksne medlemmer, nogle krummer at tage med sig. Temaerne er de samme, så tanken er, at de enkelte elementer kan kombineres på kryds og tværs, som det nu passer i den enkelte gruppe.
God fornøjelse!