Med i rygsækken 6: Signalering og koder

En dolk og to bloddråber. Streg, prik, prik. Frikadeeeelle. Prik, prik, streg, prik. Det er f på morse. Kan I huske det? Alle de regler vi huskede hinanden på, når vi havde om morse i patruljerne? Og kortet i brystlommen, som gjorde det noget lettere både at lave en besked og afkode den igen? Morse er en klassiker, men det kræver træning at blive god til det. Står man en mørk aften og blinker med en lygte, skal der ikke meget til, før der går kludder i det. Det kræver koncentration. Nogle gange var det, det rene volapyk, som kom ud af sådan en besked. Nu er vi jo ret forvænte. Med mobiltelefoner og internet kan vi kommunikere over store afstande uden problemer. Ja, selv rumsonder kan det lade sig gøre at være i kontakt med. Det er i grunden ret vildt at tænke på. Og selve det at være i kontakt med nogen, som er så langt væk, at man ikke kan tale med dem eller råbe til dem, det har været noget som menneskeheden har udviklet på altid. Også når det skulle være fortroligt. Ikke alle skulle kunne følge med i alting, så derfor måtte der en særlig kode eller kryptering med. Det er faktisk ret sjovt at udtænke koder med nogen. Og for nogen har det været livsvigtigt, især i tider med ufred.

Men har I tænkt på, at der også er andre koder? Noget som også er afhængigt af en fælles forståelse. En slags fortroligt sprog, som også kan kommunikeres uden at andre lytter med? Det fortrolige håndtryk, hvor det lille ekstra-tryk kan sige ”jeg er ked af det på dine vegne” eller ”jeg er lidt vild med dig.” Det kunne også være et hurtigt blink med øjet, som siger: ”Det her er noget vi to har med hinanden.” Eller det siger: ”lad være med at sige noget lige nu, det er sådan en lille joke, jeg forsøger.” Det er betydningsfuldt at kunne kommunikere på den måde.
Og det leder lidt hen på den livskode, vi også har med Gud. Også der har vi et fortrolighedsrum, hvor vi kan kommunikere over lang afstand uden at andre følger med i det. Som med morsekoden er det noget, man kan øve sig i. Det er også noget, vi kan synes, går i kludder, når det er mørkt i vores liv og lygten ikke blinker som den skal. Opfatter Gud så overhovedet, hvad vi prøver at fortælle ham? Kender vi så det særlige alfabet, der skal benyttes for at få Gud i tale? Eller kunne man forestille sig, at det i virkeligheden er lidt ligesom med det lille ekstraklem i et håndtryk eller et indforstået blink med øjet? Der skal ikke så meget til, for Gud har en fælles forståelse med mig.

Jesus siger det faktisk på denne måde, da han lærer sine disciple at bede fadervor: ”Jeres far ved, hvad I trænger til, før I beder ham om det.” (Matthæus 6,8) Så I virkeligheden har vi altså også et usagt sprog i forhold til Gud. Det er godt at vide. Der behøver ikke at være en masse forkromede ord, det siger Jesus også; og er ordene helt væk eller er de for svære at sige, så hører Gud også den bøn. Gud kan dekryptere selv den sværeste kode som er inden i os.

En mand kom cyklende ude på de små veje. En lille dreng stod i vejkanten. Han kiggede op mod himlen og sagde: A B C D E F G H, så gik han i stå og begyndte forfra igen. A B C D E F G H I J K L.  Denne gang gik det lidt bedre. Drengen begyndte forfra igen. Han ænsede ikke manden, der var stoppet på cyklen og nu stod og iagttog ham. ”Hvad laver du egentlig,” spurgte manden, da der var pause i drengens alfabetopremsning. ”Jeg beder!” svarede drengen. ”Beder du?” spurgte manden undrende. ”Det var da en underlig måde at gøre det på.” ”Jamen, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle gøre, forklarede drengen, ”men så tænkte jeg, at hvis Gud bare fik hele alfabetet, så kunne han selv sætte ordene sammen.”

Det lyder måske dumt. Men alligevel var det klogt. For det er jo lige præcis det, Jesus også siger:
”Jeres far ved, hvad I trænger til, før I beder ham om det.”
Kan det alligevel være sådan, at det, at man for sig selv prøver at formulere en bøn, også kan være betydningsfuldt? En bøn kan også arbejde inde i én selv. Og måske hjælpe én til klarhed over noget svært.

Ord til vejen: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.” (Lukas 7,7)