Dette er den femte andagt i serien “Med i rygsækken”. Nu pakker vi et telt med. Et telt hører til sammen med en rygsæk. Vi har brug for at føle os hjemme, og så når vi er ude.
Deltagerne skal finde nogle naturmaterialer under øvelsen, så I skal gerne være et sted, hvor man kan finde sten, pinde, blade eller lignende.
Andagterne kan holdes og læses op, som de er. Men hvis du som leder har 10 minutter i overskud, bliver de bedre af, lige at blive læst igennem, så ordene bliver dine egne. De er skrevet som morgenandagter, men hvis de passer bedre om aftenen ved lejrbålet, gør I bare det, så kan den første bøn springes over.
Salme: Troen er ikke en klippe, nr. 40
Bøn: Godmorgen Gud! Solen er stået op, fuglene kvidrer og dagens muligheder ligger foran os. Hjælp os med at gribe dem, så vi bliver lydhøre over for andre, giver en hånd til dem, der har brug for hjælp, åbner armene for dem, der savner trøst eller tryghed og taler imod alt det, som er forkert. Giv os en dag fuld af glæde og gåpåmod, Hvor vi hver især bidrager med det, vi kan. Tak fordi du har lovet at være med os. Amen
Der er noget fascinerende ved at slå lejr. På de store lejre kommer man til en bar mark, og i løbet af få dage vokser en by frem. En teltby. Og vi gør alt for at få det til at blive et sted, vi kan føle os hjemme: Bygger indgangsportal, så vi kan vise, hvem vi er og tage pænt imod gæster. Bygger spisebord og måske et hævet bålsted, når det går højt. Laver et hyggeligt hjørne med hængekøjer eller et snittested eller en stor kæp med mange grene på til krusene. Teltet er placeret med omhu for morgensol og vestenvind. Liggeunderlaget er rullet ud, og soveposen er parat til at krybe i. Og det lykkes nærmest altid at få lejren til at blive ”hjemme” i de dage, vi er afsted.
Teltet eller bivuakken er det allervigtigste i den forstand. Det er der, vi kan finde ly og læ. Det er der, hvor vi skal hvile. Og det er derfor, det bliver ”hjem”.
Men har I tænkt på, at vi også har en anden slags telt? En slags livstelt?
Et sted eller måske nærmere en tilstand, hvor vi kan finde ly og tryghed, når verden buldrer afsted omkring os? Den tilstand er lidt det samme som ”hjemmefølelsen.” Altså en tilstand, hvor man ikke behøver at skulle være anderledes end man er. Man behøver hverken spille smart eller lægge mundkurv på sig selv, man kan bare være den man er.
I skal have en fortælling med. Om den dag Jesus gik op på et bjerg sammen med tre af disciplene. Og deroppe på bjerget var det som om, Jesus forvandlede sig. Han lyste nærmest. Og i et syn så de Moses og Elias. Altså repræsentanterne for alt det gamle: Loven med de 10 bud, og profeterne, der fortalte om det, der skulle komme. Jesus, Moses og Elias talte sammen. Det var stort. Det var ligesom om det hele faldt på plads for disciplene. Alt det, de havde været i tvivl om, hvem Jesus var og hvordan hans stilling var i alt det gamle, stod klart deroppe på bjerget. Og Peter, den ene af disciplene sagde entusiastisk: Jesus, jeg vil gerne bygge hytter til jer heroppe. Èn til dig og én til Moses og én til Elias. Men midt i det hele lød der en stemme fra himlen: Dette er min søn, hør ham!” Det var overvældende, og de faldt på knæ. Da de igen så op, kunne de kun se Jesus. Og sammen med ham gik de ned igen. (Frit efter Matthæus 17, 1-9)
Peter ville bygge hytter. Han vil fastholde det øjeblik, hvor alt går op i en højere enhed. Han vil fastholde det gode og det sande og det meningsfulde. Det kender vi vel i grunden godt. At livets stjernestunder gerne skal fastholdes. Men vi kan ikke. Det slipper ud mellem fingrene på os. Lige der hvor alt er lutter idyl, er der en myg der stikker, en der kommer med en dum bemærkning, nogle børn som kommer op at skændes. Sådan er det nærmest altid. Vi kommer ned af bjerget igen. Ned i hverdagen. Og det kan man godt en gang imellem ærgre sig over, men sådan er det. Og det ser ud som om, det endda er meningen. Jesus afslår, at de skal bygge hytter deroppe på bjerget. De skal være dernede hvor det almindelige liv leves med skænderier og uklarheder. For måske er de hytter, vi så gerne vil bygge til tryghed og ly af en anden slags? Måske er det en vished om, at der er en mening. Og at hjemstedet, det trygge sted, er det, man finder, når man tør tro på, at selvom idyllen bliver brudt, så har vi hjemme alligevel. I en tro på at Gud i skikkelse af Jesus fulgte med ned af bjerget, for at være med os i alt det besværlige.
Sæt jer patruljevis. Find nogle glatte, store sten eller hvis det ikke lige er til, så nogle (afbarkede) smågrene. Tag fem hver. Nu skal I hver især med en tusch eller en kridtsten skrive hvad der for jer er duften af hjem, lyden af hjem, smagen af hjem, synet af hjem, følelsen af hjem. Byg alle stenene eller pindene til et lille hus og læg store blade på til tag, eller et stykke papir.
Hvad er ”et hjem” egentlig? Hvad gør et hus til et hjem? Hvad betyder hjem for jer? Det lille hus, I har bygget, består af mange ting. Kunne man tænke, at taget er Gud? Og hvordan skal man så forstå det?
Lad os bede fadervor sammen: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen
Vi kender alle eventyret om ulven og de tre små grise. Grisene skal flytte hjemmefra og drager ud i verden. Den første gris bygger sit hus af strå, ulven kommer og blæser huset omkuld, og den lille gris bliver ædt. Den næste gris bygger sit hus af grene. Ulven kommer og blæser huset omkuld, og den lille gris bliver ædt. Men den tredje lille gris går det bedre. Han bygger sit hus af sten. Ulven forsøger sig endnu engang, men da den ikke kan blæse huset omkuld, kravler den ned gennem skorstenen og falder i den store gryde.
Det er egentlig et barskt eventyr at fortælle til børn. Men det rummer jo en sandhed, som man kan blive klog af. Hvad bygger vi vores tilværelse af og på? Har I oplevet, at noget som I satte jeres lid til, alligevel ikke holdt? Hvordan kunne man tolke ulven og byggematerialerne i eventyret?
Ord til vejen: ”Herre, vær min tilflugts klippe, den borg, hvor jeg finder redning. For du er min klippe og min borg” (Salmernes bog 71,3)
Dette er en andagtsserie for spejdere fra 15 år, der tager udgangspunkt i klassiske spejderskills og spejdergrej.
Som spejdere bruger vi tid på en masse praktiske færdigheder og mange af de færdigheder, er ikke bare noget praktisk, som er nyttigt at kunne med hænderne. Det kan også være noget, der er betydningsfuldt i hjertet. Hver dag giver et lille dryp til de tanker. Der er også foreslået en kort aktivitet. Den hænger sammen med den øvrige andagt, men man behøver ikke nødvendigvis at tage den med.
Der kan være vældig stor forskel på, om man er en 16-årig seniorspejder eller 25 år og med i en klan. Derfor er der til sidst ved hvert emne, et forslag til optanknings- og tankested for gruppens voksne medlemmer, nogle krummer at tage med sig. Temaerne er de samme, så tanken er, at de enkelte elementer kan kombineres på kryds og tværs, som det nu passer i den enkelte gruppe.
God fornøjelse!