Dette er den fjerde andagt i serien “Med i rygsækken”. Nu pakker vi et bål med. Et bål hører til spejderlivet. Ild, varme og ildsjæle.
Orienter dig i andagten og øvelsen.
Andagterne kan holdes og læses op, som de er. Men hvis du som leder har 10 minutter i overskud, bliver de bedre af, lige at blive læst igennem, så ordene bliver dine egne. De er skrevet som morgenandagter, men hvis de passer bedre om aftenen ved lejrbålet, gør I bare det, så kan den første bøn springes over.
Salme: Tænd op vor ild, nr 23
Bøn: Godmorgen Gud! Solen er stået op, fuglene kvidrer og dagens muligheder ligger foran os. Hjælp os med at gribe dem, så vi bliver lydhøre over for andre, giver en hånd til dem, der har brug for hjælp, åbner armene for dem, der savner trøst eller tryghed og taler imod alt det, som er forkert. Giv os en dag fuld af glæde og gåpåmod, Hvor vi hver især bidrager med det, vi kan. Tak fordi du har lovet at være med os. Amen
At samles omkring bålet. Det er bare hyggeligt. Både for at varme sig, men også for at grine og synge og snakke. Eller for at lave mad. Det er både nyttigt og hyggeligt. Og så ser vores ansigter så milde ud, når glødernes orange skær farver dem. Mon ikke mange af vores gode spejderminder knytter sig til bålet? Der var den efterårsweekend, hvor det var koldt og vådt. Ingen havde sovet ret godt i shelteren og tidligt om morgenen var der én, som tændte et bål. Og en anden lavede te. Og man blev varm. Eller den aften på sommerlejren, hvor der var lejrbål med sang og sketch, gode historier og latterbrøl, men sidst på aften fandt vi sammen i stilheden. Og vi kom til at tale om store spørgsmål, om noget som betød noget for os. Indimellem blev der lagt endnu en knude på bålet. Og i den lyse sommeraften tænkte vi, at vi aldrig skulle gå i seng. For dét her, det var livet. Bålet gav varme i mere end én forstand.
Og på den måde er bålet ikke bare træ, som futtes af. Det er mere. Det er et livsbål.
Der er noget, som holder os varme om hjertet og hænderne. Der er noget vi brænder for. Der er nogle ildsjæle i os og omkring os, som har lyst og mod til at gøre verden til et bedre sted. Verden skal være som det stille lejrbål, hvor vi kan snakke om alle de store ting med glød i kinderne og varme i stemmerne også selvom vi er forskellige.
Og det der med at brænde for noget og være en ildsjæl kommer fra en ganske bestemt fortælling.
Da Jesus var faret til himmels, følte disciplene sig forladt. Det var som om, de bare skulle klare alting selv nu. De var også bange. Hvad ville der ske? Den frygtelige død, Jesus havde lidt, kunne det ske igen? Og alt det, de havde oplevet sammen med ham, hvad med det; ville det gå i glemmebogen? Der var mange tanker og følelser, som rev i dem. Der var gået 10 dage. Ti dage i uvished. Hvad skulle de stille op med deres liv nu? De sad i et hus i Jerusalem. Langt væk hjemmefra. Modet og humøret var på nulpunktet. Men pludselig skete der noget. Døren til huset blæste op. Det var som et himmelsk åndedrag, som fyldte det hele. Ilten kom helt ud i lungernes yderste blodkar. Og tunger som af ild, satte sig på dem. Og alt var anderledes. De gik ud. Ud blandt folk. Fyldt af mod og gejst. Gejst. Helligånd. Og så begyndte de at snakke og fortælle på alle mulige sprog om alt det, de havde oplevet med Jesus. De vidste ikke, hvor det kom fra. De kunne bare. Alle mulige sprog, så alle kunne forstå dem. Den dag blev kirken født. 3000 mennesker blev døbt. Det var helt vildt. De mærkede, hvad det ville sige at brænde for noget. De var blevet ildsjæle. (Frit efter Apostlenes Gerninger 2,1-41)
Være ildsjæle. Brænde for noget. Snakke på forskellige sprog. Kan vi også? Altså mange af os er gode til engelsk, færre er rigtig gode til tysk og endnu færre til fransk. Men der er jo også andre sprog at tale på: Hjælpsomhedens sprog, hvor man giver en hånd med noget. Trøstens sprog, hvor man giver et knus til den, som er ked af det. Opmuntringens sprog, hvor man lige giver en high-five eller et skulderklap til en, som måske er lidt nervøs for det, han skal i gang med. Respektens sprog, hvor man anerkender, at vi er forskellige, men det kan vi bygge bro henover. Jo, vi kan da faktisk mange sprog. Og hvis vi så tilmed brænder for at tale dem, så spreder ringene sig i vandet, ligesom de gjorde for disciplene. For de ringe, de satte i gang den pinsemorgen, når helt ud til os
Hver patrulje får en tændstikæske med 6 tændstikker i. Der må kun stryges én tændstik. Nu gælder det om at komme længst væk med ilden ved hjælp af de 6 tændstikker. (Man må ikke sætte ild i andet end tændstikkerne undervejs.)
Bagefter kan I overveje: Hvordan bringer vi som ildsjæle, det, vi brænder for, ud i verden?
Lad os bede fadervor sammen: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen
I marts måned bliver der afholdt DM i piberygning. Det gælder om længst muligt at holde ild i 3 gram tobak i sin pibe. Konkurrencen er fuldstændig politisk ukorrekt, og den er vel sagtens temmelig kedelig at være tilskuer til, der er røg og damp og mænd, der forsigtigt og koncentreret ryger pibe. Man skal kigge længe efter tempo og drama, tror jeg. Rekorden sidste år var 2 timer, 42 minutter og 57 sekunder, men verdensrekorden er over 3 timer og tilhører vist en dansker. Men konkurrencen er en god inspiration. Vi har brug for at lære at holde ild i det, vi har. Bevare gløden.
Ifølge reglerne for langtidspiberygning må sportsmanden have lov til én gang at anvende en tændstik. Dvs at når gløden er gået ud, er der alligevel mulighed for at få skabt en ny glød. Når vi synes, vi er udbrændte og det, vi har sammen, mangler gnist og glød, er der måske alligevel en mulighed for at få skabt en ny glød igen. Af Gud. Men ikke kun det. Når vi en dag er døde og begravede, vil Gud tænde gløden i os igen, han vil opvække os og give os det evige liv.
Ord til vejen: ”Ingen tænder et lys og skjuler det med et kar eller stiller det ind under en bænk, men man sætter det i en stage, så de, der kommer ind, kan se lyset.” (Lukas 8,16)
Dette er en andagtsserie for spejdere fra 15 år, der tager udgangspunkt i klassiske spejderskills og spejdergrej.
Som spejdere bruger vi tid på en masse praktiske færdigheder og mange af de færdigheder, er ikke bare noget praktisk, som er nyttigt at kunne med hænderne. Det kan også være noget, der er betydningsfuldt i hjertet. Hver dag giver et lille dryp til de tanker. Der er også foreslået en kort aktivitet. Den hænger sammen med den øvrige andagt, men man behøver ikke nødvendigvis at tage den med.
Der kan være vældig stor forskel på, om man er en 16-årig seniorspejder eller 25 år og med i en klan. Derfor er der til sidst ved hvert emne, et forslag til optanknings- og tankested for gruppens voksne medlemmer, nogle krummer at tage med sig. Temaerne er de samme, så tanken er, at de enkelte elementer kan kombineres på kryds og tværs, som det nu passer i den enkelte gruppe.
God fornøjelse!