Med i rygsækken 3: Knobreb

Her er et tov. Det er nyttigt i mange sammenhænge. Det er ret utroligt, hvad man kan med sådan et tov, hvis man er lidt fiks på fingrene. Råbåndsknobet var noget af det første, I lærte som spejdere. Det er anvendeligt. I kender sikkert en del, som ikke er spejdere, som bare binder en kællingeknude, men det er ikke meget bevendt. Og så er der flagknobet, ikke bare perfekt til flaghejsning, men også når man skal binde to tov af forskellig tykkelse eller materiale sammen. Eller det dobbelte halvstik, når vi slutter noget pionering af, så er det også til at få op igen. Eller noget mere avanceret: det dobbelte pælestik, hvis man ligefrem får brug for at fire en person op eller ned. Det er ret smart at kunne knob.

Man kan binde noget sammen med knob. Og det holder. Er det ikke også sådan i livet? At det kan være nødvendigt at binde noget sammen, så det holder? At kunne nogle livsknob?
Jeg synes flagknobet kan være et godt billede på sådan et livsknob. Altså det med, at man kan binde forskellige slags tov eller snore sammen. Helt åbenlyst er det vel det et venskab er. Det er to meget forskellige mennesker, der knyttes sammen. Nogle venner ligner en fuldstændig. Næsten i hvert fald. Man er samme alder og har samme interesser og måske samme humor, bor i samme by og går i samme klasse.

Andre venskaber er helt anderledes. Man er forskellig på mange måder. Måske en ung og en gammel. Måske har man forskellig tro eller forskellig nationalitet. Som voksen stemmer man måske på helt forskellige politiske partier, og man arbejder med noget meget forskelligt. Men alligevel kan man godt være venner. Der er et eller andet, som man er bundet sammen med alligevel. Det kan man ikke sådan sætte på formel. Men måske har det noget med oprigtighed at gøre. At man tør være sig selv, og man behøver ikke lave sig selv om. At man bliver lyttet til og respekteret. Sådan noget. Det kan også være bestemte oplevelser, der binder en sammen, at der er noget, man har været fælles om. Så venskaber kunne godt være sådan et livsknob.
Men der er også noget, som binder os sammen med Gud. Der kan man også tænke på flagknobet, der kan holde flaget oppe, så det kan blafre frit også i stærk blæst. Havde det ikke været for flagknobet var flaget slet ikke kommet op. Når vi tænker på, hvordan vi er bundet sammen med Gud, er det også det tykke tov og det tynde tov, der alligevel bindes sammen. Det, at Gud er bundet sammen med os, gør også, at vi tør vise flag, eller at vi kan blafre frit, selvom vi er ude i et af livets blæsevejr. Det er egentlig godt at tænke på.

I skal høre en fortælling om det: Disciplene havde været sammen med Jesus hele dagen. Nu var det aften og de skulle videre. Jesus sendte disciplene i forvejen i båd over søen. Mens de var derude, blæste det op, og disciplene kæmpede mod bølgerne. Pludselig ser de en skikkelse komme hen imod dem. Det er helt uhyggeligt. Høje bølger og et spøgelse. Men så hører de Jesu stemme: ”Kære venner, vær ikke bange! Det er mig.” Og Peter siger: ”Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig, jeg skal komme ud på søen til dig!” Jesus siger: ”Kom!” Og Peter træder ud og går ud på vandet til ham. Men da han ser bølgerne og stormen og umuligheden i det hele, bliver han bange og begynder at synke. Han bliver rædselsslagen. ”Hjælp mig, jeg synker!” råber han. Jesus rækker hånden ud til ham og holder ham fast.
(Frit efter Matthæus 14, 22-33)

Nogle gange kan vi godt føle, at vi drukner i bekymringer eller angst eller ensomhed. Alt sådan noget. Nogle gange kan vi godt føle, at vi er på gyngende grund i vores liv og ved ikke, hvad vi skal gøre. Men så må vi huske på denne historie. At vi også kan råbe ”hjælp!” Og at vi så også hjælpes på fast grund. Guds hånd eller Jesu hånd er sådan et livsknob, der holder fast i os, når vi ikke selv kan. Det er faktisk noget, Gud har lovet. At vi er bundet sammen med Gud altid.

Måske kan I huske det sted i Ronja Røverdatter, hvor Ronja og Birk kappes om at hoppe over Helvedesgabet.

Birk og alle Borkarøverne er lige kommet til Mattisborgen. Og Ronja er stærkt fortørnet over, at Borka-røverne nu har slået sig ned i borgen. Birk møder hende med venlighed, men hun har ikke i sinde sådan at blive ven med en Borka-skiderik. De står på hver sin side af det frygtindgydende Helvedesgab. Og pludselig tager Birk tilløb og springer over til hende. En frækhed uden lige. Ronja vil ikke stå tilbage for Birk og springer over på den anden side. Og sådan fortsætter det, indtil Birk glider på en sten og styrter ned. Han lander heldigvis på en afsats dybt nede. Ronjas raseri har lagt sig og hun redder ham med det læderreb, hun altid har med sig. Da Birk er oppe igen, siger han tak. Men Ronja hvæser af ham: ”Giv mig rebet! Jeg vil ikke være knyttet sammen med dig mere end højst nødvendigt.” Hvorpå Birk svarer: ”Som du vil røverdatter, men efter det her er jeg måske knyttet til dig. Uden reb.”

Vi er også bundet sammen med hinanden som mennesker. Af at være det samme sted på det samme tidspunkt omkring den samme interesse.  Af blodets bånd til familien.  Af gode og dårlige oplevelser. Hvad enten vi vil det eller ej. Og på en eller anden måde er vi nødt til at tage det alvorligt. Tovet kan på en gang være snærende eller frisættende, alt efter hvordan vi bruger det.
Genkender I det?  Og hvordan?

Grundtvig digtede sådan her: ”Kærligheds og Sandheds Ånd! Jords og himmels hjertebånd knytter du alene.” Gud knytter vores hjertebånd sammen. Som en line, der på en gang sætter fri og holder fast.
Ord til vejen: ”Den, der er alene, tvinges i knæ, men to kan holde stand. Tretvundet snor brister ikke så let.” (Prædikerens bog 4,12)