I denne andagt skal deltagerne forhandle.
Hvis denne andagt afholdes som led i andagtsserien er denne nr. 6, som omhandler stadiet, hvor man står på toppen af det hele og vender sig om, bukker sig ned og bruger sit overskud på at hjælpe andre.
Sæt dig ind i fortællingen og forbered hvilken forhandlingsaktivitet, du gerne vil lave til andagten.
Denne andagt begynder med en aktivitet.
Deltagerne inddeles i mindre grupper á ca. 7 personer. Hver gruppe får 3 stole. De skal nu gøre følgende:
Alternative aktiviteter:
I Lukasevangeliet fortæller Jesus en lignelse, fordi han er til et selskab, hvor han har lagt mærke til noget ved gæsterne.
Den vil jeg gerne fortælle for jer nu:
Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er mere fornem end dig, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Og til ham, der havde indbudt ham, sagde Jesus: »Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.«
Refleksion
I den øvelse, I lige har lavet, skulle I tage nogle valg og diskutere jer frem til, hvem der havde mest ret at sidde på en stol under andagten (eller noget andet, der referer til aktiviteten). Måske var nogen af jer hurtige til at sige, at nogen andre havde mere ret til det end jer, og måske var der nogen af jer, som tænkte, at det mest retfærdige var, at I selv fik det. Måske forsvarede I nogen andre, og måske synes I ikke, at udfaldet var det bedste.
Det er faktisk rigtig svært det der med, at skulle tage den her slags valg – men i den fortælling, vi lige har hørt, giver Jesus os to vigtige budskaber, som kan hjælpe os i den slags situationer.
Det ene handler om, at selvom vi selv kan synes, at vi har ret til den bedste plads ved bordet, det sidste stykke slik eller den eneste stol i lokalet, så skal vi alle sammen som udgangspunkt vælge at tænke, at nogen andre må have mere brug for det end os.
Det andet handler om, at når vi giver noget, så skal vi ikke forvente at få noget igen, men at vi i stedet skal give uden at forvente at få det samme til gengæld. Og at når man giver noget, uden at forvente at få noget igen, så skal det nok komme tilbage til os i sidste ende.
Vi vil gerne opfordre til, at når man har overskuddet til det, så er det også vigtigt, at man sørger for at give sit overskud videre til andre.
Hæng det sjette og sidste trin op på væggen, så I kan se, hvor langt I er kommet. Find trinene i pdf’en i bilaget.
Kære Gud,
Det kan være svært at tænke på andre, før man tænker på sig selv. Jeg håber, du vil hjælpe os med at være gode til at kigge op og ud på hinanden, så vi kan se, når nogen har brug for vores hjælp. Jeg håber, du vil give mig kræfterne til at række ud til min næste og bruge mit overskud på at hjælpe andre – uden at forvente noget igen. Tak for, at du også sørger for, at der er nogen, som rækker hånden ud til mig, når jeg er den, der har mest brug for det.
Vor Fader,
du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød;
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed!
Amen
På dette trin er vi kommet hele vejen op ad trappen og står nu på dens øverste trin. På toppen af det hele. Vi har gået baglæns, stået stille, oplevet både modvind og medvind. Nu står vi her, hvor vi har overskud og tingene bare kører. Men i stedet for at blive ved med at tonse derud af, så er det en kæmpe gave, at man her kan vende sig om, bukke sig ned og give en hånd til en anden, som har brug for den. At bruge sit overskud på andre er noget af det mest givende, man kan gøre.
Igennem de her seks andagter har vi set på forskellige aspekter og stadier i livet, som alle er en del af et menneskeliv. Vi befinder os alle forskellige steder på denne trappe – nogle gange bevæger vi os op ad på trinene, andre gange går det den modsatte vej. Sådan er livet lidt af en rutsjebane af op- og nedture. Og det er alt sammen en helt naturlig del af et menneskeliv – ja, faktisk er det nok egentlig meningen, at man ind imellem skal opleve at være på alle de forskellige trin. På hvert trin har vi også hørt om, hvordan vores tro kan hjælpe os på vej, uanset hvor vi befinder os i livet. At Gud er med os og at Guds kærlighed er med os alle dage. Det håber jeg, I kan finde tryghed i.
Denne andagtsserie består af 6 andagter, som omhandler forskellige stadier i livet. Andagtsserien er udviklet til KursusSTART på Hardsyssel Efterskole i efterårsferien 2023. Andagtsserien er bundet sammen af en illustration af en trappe, som vi kalder livets trappe. Den kan man hænge op, så man efter hver andagt opbygger et nyt trappetrin på væggen. Til hver andagt hører et stadie, en bibelfortælling, en aktivitet, refleksion og bøn.
Andagtsserien starter på det nederste trin og bevæger sig trinvist opad. Hvert trin symboliserer et stadie i livet, som vi alle kan komme til at opleve. Det er formålet med andagtsserien at give deltagerne indblik i, hvordan troen og historierne fra Bibelen kan være med til at sætte de forskellige stadier i perspektiv og være en støtte i både gode og svære tider.