Kongesønnen og blomsterpigen

Der var engang en kongesøn. Han var arving til et kæmpestort kongerige, og han boede på et fantastisk fint slot. Han havde meget magt, han havde en stor hær, og han var umådelig rig. En dag gik kongesønnen hen og forelskede sig. Men ikke i en rig prinsesse. Nej, han blev forelsket i en fattig kvinde, der hver dag stod og solgte blomster nede på byens torv. Kongesønnen spekulerede på, hvordan han skulle vise hende, at han holdt af hende, hvordan han skulle vinde hendes hjerte. Først så tænkte han på at sende hende en masse kostbare gaver, guld, sølv, smykker og smukke kjoler. Så måtte hun da forstå, hvor meget han elskede hende! Men jo mere han tænkte over den idé, jo dårligere syntes han, den var. For han ville ikke risikere, at hun elskede ham for pengenes skyld. Så tænkte han, at han jo også kunne ride ned til hende på torvet i sit flotteste tøj og på sin flotteste hest og tage sin hær med sig og lave en flot militærparade. For så kunne hun rigtig blive imponeret over hans magt og styrke. Men den idé droppede han også. Han ville ikke have hende til at sige ja pga. beundring eller fordi hun var bange for ham. Han ville jo have, at hun skulle elske ham ligesom han elskede hende! Eftersom kongesønnen var klog, vidste han udmærket, at det at elske og være imponeret ikke er det samme.

Kongesønnen talte ikke med nogen om sin bekymring. Han vidste nok godt, hvad hans tjenere ville have sagt: “Deres Majestæt, de gør jo kun en fantastisk god gerning mod sådan en fattig kvinde, hvis de gør hende til prinsesse! Hun vil nærmest ikke kunne nå at takke dem nok, om hun så sagde tak hver morgen og aften hele livet” Og det var jo netop det, der var problemet. Tænk hvis hun ikke rigtigt kunne glemme, at han var kongesøn, og at hun havde været en fattig blomstersælger. Tænk hvis hun gik og blev bekymret og trist ved tanken om, at hun aldrig kunne sige tak nok gange. Han elskede hende jo, og derfor ville han allerhelst have, at hun var lykkelig og bekymringsløs, og at de skulle leve sammen som lige.

Til sidst fandt han ud af, hvad han ville gøre: Han tog sit fine tøj af og trak i noget gammelt laset tøj, og så gik han ned i byen, lejede sig ind i en fattig hytte og begyndte at arbejde på torvet. For han forstod, at hvis han virkelig skulle vinde hendes hjerte, så måtte han møde hende der, hvor hun var. Så måtte han komme og leve den samme hverdag, som hun levede.

Det her eventyr kan faktisk bruges til at sige noget om, hvorfor Jesus blev født. For med Gud er det lidt ligesom med kongesønnen. Nej, okay, man kan nok ikke sige, at Gud er forelsket, men man kan helt sikker sige, at  Gud elsker os mennesker. Gud elsker os, og Gud vil så gerne, at vi skal vide det. Gud vil så gerne vinde vores hjerter, sådan at vi har tillid til og lytter til Gud. For at gøre det, så forlod Gud sin himmel og kom for at leve sammen med os her på jorden. Ligesom kongesønnen forlod sit slot og levede i det fattige kvarter. Gud kom selv og delte menneskers liv ved at blive født som et lille sårbart barn, og ved at leve et menneskeliv i Jesu skikkelse. Gennem Jesus har vi set Gud. Gennem de historier Jesus fortalte, og gennem de ting som Jesus gjorde, fx at hjælpe de syge og besøge de ensomme, der har han vist os at Gud er kærlighed, og at han ikke er ligeglad med os.