Hør 5. kapitel ud af 6 i Jakobsfortællingen, hvor Jakob kommer i kamp. Mærk en del af fortællingen på egen krop ved at lege “Sæler og isbjørne.”
Læs historien igennem og orienter dig i legens regler.
Jakob er blevet far. Han er gift med søstrene Lea og Rakel, og de har fået mange børn. Det går godt for Jakob. Man tænker, at han burde kunne leve sit liv, være glad og tilfreds, men der er noget, der nager. For mange år siden snød Jakob sin bror, Esau. Jakob lod som om, han var Esau, så Jakob fik den velsignelse, som Esau skulle have haft. Esau og Jakob har ikke set hinanden siden, men Jakob vil gerne hjem til sit gamle land, og familien vil gerne rejse med. Vi skal høre om rejsen om lidt, der sker nemlig noget mystisk og lidt voldsomt på rejsen, for Jakob kommer i kamp. Først skal vi lege. Det er lidt en mosleleg, hvor I også skal kæmpe.
Jakob havde længe tænkt, at det var tid til at tage tilbage til sin families land. Han måtte tilbage til, hvor han kom fra. Han savnede sit hjem. Han måtte finde en eller anden form for afslutning på konflikten med Esau. Guds stemme rumsterede i Jakobs baghoved. Da Jakob for mange år siden var rejst væk fra sin familie, havde Jakob set Gud på en trappe i en drøm, og Gud havde lovet, at Jakob en dag skulle komme tilbage. Jakob håbede, at Gud havde ret.
En dag hørte Jakob pludselig Guds stemme igen: “Jakob, nu er det tid. Du skal vende hjem til din familie og til din fars land. Jeg er med dig hele vejen.”
Det var lige det tegn, Jakob havde ventet på. Nu måtte han hjem, og Lea og Rakel ville heldigvis gerne med.
Jakob var blevet rig, mens han havde arbejdet for sin svigerfar. Han havde mange tjenestefolk og får, geder og kameler. De skulle alle sammen med. Jakob, Lea og Rakel pakkede alle deres sager, hjalp børnene op på kamelerne og begyndte vandringen sydpå på vej mod Jakobs families land.
Jakob var meget spændt på at møde Esau igen. Mon han stadig var vred på ham? Jakob fik den ide at sende nogle af hans folk i forvejen med gaver til Esau. Så kunne Esau måske nå at forberede sig på, at Jakob var på vej, og gaverne kunne måske gøre Esau lidt mindre sur, inden Jakob nåede frem. Jakob sendte derfor to tjenere i forvejen med en stor flok får og geder og bad dem give den her besked til Esau: “Jakob er på vej, og han vil gerne være gode venner igen. Vil du møde ham?”
Få timer efter tjenestefolkene var gået afsted med dyrene, vendte de tilbage igen, og dyrene var med dem. Jakob blev bange. Hvad var der sket? Tjenerne forklarede: Vi nærmede os din bror Esau, men han er allerede på vej hen mod os, og han har 400 soldater med, så vi skyndte os tilbage for at advare dig!” Jakob blev iskold indeni. Esau ville angribe Jakob og familien. Hvad skulle han gøre? Han måtte beskytte sin familie.
“Gud!” råbte Jakob “Gud, jeg har brug for hjælp. Du lovede, du ville passe på mig. Nu er Esau på vej og vil angribe. Hjælp os!”
Gud svarede ikke. Jakob måtte selv finde på noget. Han besluttede at dele sine dyr og folk op i mindre flokke og sende dem afsted på skift. Da det blev mørkt, sendte Jakob også sin familie afsted over på den anden side af floden. Jakob kyssede Rakel og Lea og alle børnene farvel og blev selv tilbage. Han ville ikke forsøge at snige sig udenom. Når det blev morgen, og solen stod op, ville han gå hen til Esau, så måtte der ske, hvad der skulle ske, men først ville han have den her nat alene.
Nu sad han der i mørket, helt alene. Han tænkte på sin familie derude i mørket, på Gud, der havde lovet at beskytte Jakob og mest af alt på Esau, som han skulle møde i morgen.
Pludselig dukkede en skikkelse op, og den sprang på Jakob. Jakob kæmpede imod. Den anden var stærk, men det var Jakob også. De kæmpede og holdt hinanden fast i brydekamp i timevis. Jakob ville ikke overgive sig. Det ville den anden heller ikke, og den slog Jakob hårdt på hoften. Det gjorde frygtelig ondt, men Jakob holdt fast.
Da morgenen og lyset nærmede sig, sagde den anden: “Solen står snart op, slip mig nu!” Men Jakob svarede: “Nej! Jeg slipper dig kun, hvis du velsigner mig!”
“Hvad hedder du?” spurgte stemmen.
“Jakob”
Så sagde stemmen: “Det skal du ikke hedde længere. Nu skal du hedde Israel. Det betyder: ‘Gud kæmper.’ Det skal du hedde, for hverken Gud eller mennesker kan ikke vinde over dig.”
“Hvad er så dit navn?” spurgte Jakob
“Hvorfor vil du vide det?” spurgte den anden, men Jakob fik aldrig svar på det. I stedet blev Jakob velsignet, så Jakob ville få et langt og godt liv. Så forsvandt skikkelsen, lige inden solen stod op.
Jakob fattede ikke, hvad der var sket, men han havde ondt i hoften, så det måtte virkelig være sket. Jakob havde på en eller anden måde kæmpet med Gud hele natten, og han var sluppet godt fra det. Han var tilmed blevet velsignet. Den her velsignelse havde han ikke snydt sig til. Han havde kæmpet sig til den.
Nu stod solen op. Varmen fulgte med. Jakob skulle møde Esau i dag. Han havde ondt i kroppen og i hoften, men han følte sig klar. Nu skulle de to brødre mødes igen.
Vi nærmer os slutningen på historien om Jakob, men vi mangler det sidste og vigtigste kapitel: Hvad sker der, når Esau ser Jakob igen? Jakob har kæmpet mod Gud. Det er jo helt vildt. Men måske kan du genkende følelsen af at kæmpe med og mod noget, der er meget større end dig? Nu skal det vise sig, om de to brødre skal kæmpe en sidste kamp, ligesom de har kæmpet altid, siden de lå i mor Rebekkas mave.
Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen
Fortællingen om Jakob er fortællingen om livet i en familie med søskende, om at finde vej og finde hjem. Det er også historien om at have en Gud, som kæmper med og kæmper imod, som afbryder og bryder ind, og som insisterer på altid at være med.
Jakobfortællingen løber over 6 kapitler. Hvert kapitel har en kort intro, en leg og en bid af historien. Forløbet kan bruges over et antal møder eller som forkyndelse på en lejr. Det giver bedst mening at tage dem i kronologisk rækkefølge, for fortællingerne begynder, hvor den sidste sluttede. Alle indledes dog med en kort opsummering.
Legedelen af andagten inviterer til høj energi og er bedst i dagtimerne eller i begyndelsen af et møde. Legene lægger altså ikke op til “godnat-fald til ro”-stemning. Fortællingerne er ikke lange, men overvej om de skal læses op, genfortælles mere frit, eller måske skal deltagerne aktiveres undervejs? Der er ikke skrevet nogen udlægning eller opfølgning på fortællingerne, men spørg gerne deltagerne ind til, hvad de tænker om historien, eller du kan fortælle, hvad du tænker.