Inderst inde 4: Trist

Mor, far og Ib stod ved kredshuset sammen med en masse andre forældre, da bussen kom hjem fra sommerlejren. Lejren var slut, og det var en flok trætte børn og ledere, der kom hjem til de ventende familier. Leder-Martin kaldte dem alle sammen hen til flagstangen, hvor de skulle synge farvelsangen, inden de gik hjem. Det var en tradition i kredsen. ”Tak for en dejlig lejr”, råbte Martin, mens han vinkede farvel, da de kørte hjem.

Anna var stille på vej hjem. Hun var virkelig træt. De havde været ekstra længe oppe dagen før. Dem der havde haft lyst havde været på et virkelig uhyggeligt natløb, og resten havde gået en tur med flagermuslygter i mørket. Det havde været hyggeligt men også uhyggeligt, syntes Anna, for hun var bange for mørke og havde klamret sig til Iben hele vejen. Selvom Iben var senior og noget ældre end Anna, havde hun hvisket til Anna, at hun faktisk også var bange for mørke, og så var det gået lidt lettere.

Da de kom hjem, skulle Anna i bad, og bagefter havde hun været nødt til at sove. Hun havde sovet næsten helt, indtil de skulle have aftensmad. Hun strakte sig i sengen. Det havde været en virkelig god lejr, men hun følte sig så mærkelig trist indeni. Måske var det fordi, hun var træt, tænkte Anna.

Hun stod op. Det var skønt at ligge i sin egen seng og ikke i sin sovepose, selvom den nu heller ikke var så dårlig. Anna trissede ind i stuen, hvor far sad og læste for Ib. Ib kom løbende, så godt han nu kunne, hen til Anna og rakte armene op i luften. Han ville op. Anna tog ham op og fik et stort vådt kys på kinden og et stort kram. Han ville slet ikke give slip igen. Anna bar ham hen til sofaen og satte sig ved siden af far. Ib blev ved med at klamre sig til hende. ”Der er da vist en, der har savnet dig”, sagde far og krammede dem begge to. ”I går græd han, da han skulle sove og spurgte efter dig, så det er dejligt, at han ikke er så trist at se på mere”. Anna smilede et trist smil til far.

”Hør”, sagde far, ”hvorfor ser du så trist ud? Var det ikke en god lejr?” ”jo, jo”, sagde Anna, ”det var en virkelig god lejr”. Hun trak på skuldrene, “men jeg føler mig alligevel lidt trist”. Mor kom ind i stuen. ”Vi skal spise”, sagde hun. Far rejste sig og tog Ib, som modvilligt slap Anna, der rejste sig fra sofaen og trissede dovent efter dem ud i køkkenet. Mor kiggede forundret fra Anna til far. ”Jeg ved det ikke”, sagde far, selvom mor slet ikke havde stillet et spørgsmål. ”Er der noget galt? Var det ikke en god lejr?” spurgte mor.

”Jo”, sagde Anna og fortalte om de grønne æg, de havde fået til frokost, fordi Tante Ove havde ladet dem koge i 3 timer, mens de var på tur, og om vandkampen, der var endt i en mudderkamp, så de alle sammen var blevet spulet med vandslangen, inden de kunne komme i bad. Om sketchen med majsene, om morgenandagter, tutteslik og havregrøden, der havde en ny farve hver dag. Om hvordan hun havde lært at morse, og om Iben, der også var bange for mørke. Hun fortalte også om den dumme dag, hvor hun havde været både vred og bange, men var blevet gode venner med Ole og alle de andre igen. Hun fortalte så meget, at hun nær glemte at spise. ”Jamen, hvorfor ser du så så trist ud?” spurgte mor og far i munden på hinanden. ”Jeg ved det ikke”, sukkede Anna, “måske fordi der er lang tid til næste år, og jeg savner det allerede”, fortsatte hun, mens hun så spørgende på mor og far. ”Jae, det kan da godt være, det er derfor”, sagde far. De spiste færdig i stilhed, eller næsten, for indimellem kom Anna lige i tanke om noget, hun skulle fortælle.

Da det var sengetid, kom mor ind og satte sig på sengen. ”Det lyder som en skøn lejr. Der har både været noget, der var sjovt og spændende, du har både været vred og ked af det. Det er mange følelser, du har været igennem, så måske er det ikke så mærkeligt, at du føler dig lidt trist lige nu, måske næsten lidt tom indeni”. Mor aede hende på kinden. Lad mig fortælle dig en historie om nogen andre, der var triste. Så behøver du ikke føle dig helt alene i verden.

”Du kan godt huske, at Jesus blev korsfæstet engang, og det er derfor, vi fejrer påske, ikke?”, spurgte mor. Anna nikkede. ”Se, efter Jesus var død, så var hans venner selvfølgelig meget kede af det. Jesus havde godt nok fortalt dem, at han ville opstå 3 dage efter, at han var død på korset, men det var der ikke rigtig nogen, der troede på, og det kan man måske godt forstå. Der kom nogen og så til hans grav hver dag, men der stod nogle soldater ved den, så der var ikke nogen, der kunne komme tæt på. Efter de 3 dage var gået, var der nogle kvinder, der var gået ud til graven, men nu var den store sten, der havde stået foran hullet ved hulen væk, og graven var tom. En af kvinderne, som hed Maria Magdalene, blev virkelig ked af det og begyndte at græde, men pludselig opdagede hun en mand i hulen, som hun ikke vidste, hvem var. Manden sagde til hende, at hun ikke skulle græde. Hun genkendte hans stemme, og så vidste hun, at det var Jesus, hvilket selvfølgelig gjorde hende meget glad.

Men Maria Magdalene var ikke den eneste, der så Jesus, efter han var opstået. Jesus´ venner, disciplene, var samlet i et hus, hvor de snakkede om, hvor meget de savnede Jesus, og pludselig var han der sammen med dem. Først troede de ikke, at det var ham, men da han spurgte, om de skulle spise sammen, så huskede de på det måltid, de havde haft, lige inden han blev korsfæstet, og så vidste de, det var ham. Der var selvfølgelig en, der stadig ikke var helt sikker. Han hed Thomas. Jesus sagde til Thomas: ” Prøv at røre ved mig, så kan du mærke, at jeg er levende”, og da han gjorde det, kunne han også mærke hullerne efter sømmene, der havde holdt Jesus fast til korset, og så troede han også på, at det virkelig var Jesus.”

”Nå”, fortsatte mor, ”sådan var der flere af Jesus´ venner, der mødte ham i den næste tid. Først kunne de ikke kende ham, men når han foreslog, at de skulle spise sammen, så kunne de genkende ham. En dag, så var en masse af Jesus´ venner samlet på et bjerg, og pludselig viste Jesus sig for dem, og de kunne alle sammen genkende ham fra de forskellige møder, de havde haft. Jesus sagde til dem, at de skulle gå ud i verden og få alle folk til at tro på ham og gøre dem til hans disciple. De skulle sørge for, at alle blev døbt og levede sådan, som han havde lært dem. Da han havde sagt det, fløj han op i himlen.” ”Det er derfor, vi fejrer Kristi Himmelfartsdag”, sluttede mor sin fortælling. Anna blinkede træt med øjnene. Det var hårdt at være på sommerlejr, og åbenbart også hårdt at komme hjem igen. Hun var stadig trist. Mor aede hende på kinden. ”Det er helt fint at være trist, når man mister noget”, sagde mor stille til Anna. ”Ligesom Jesus´ venner var triste, da de mistede ham, fordi de havde haft så mange gode oplevelser med ham, så føler du dig også lidt trist nu, fordi alt det gode er slut”. Anna blinkede igen med øjnene, det var svært at holde sig vågen. Mor fortsatte: ”men ligesom disciplene blev glade igen, da de så Jesus, så er jeg sikker på, at du også skal blive glad igen, for der kommer nye opgaver og nye oplevelser sammen med dine FDF-venner, og så vil sommerlejren snart være noget, du tænker på med glæde og ikke på med tristhed”. ”Tænkte disciplene også på Jesus med glæde, selvom han var død?”, spurgte Anna midt i et stort gab. ”Det er jeg helt sikker på”, smilede mor, ”og sov nu godt, og drøm om alle de dejlige ting, du har lavet på sommerlejren, så er jeg sikker på, du er klar til nye oplevelser i morgen”.