Dette er tredje andagt i serien “Inderst inde” om de menneskelige følelser. Vi følger Anna på sommerlejr og hører sammen med hende en bibelhistorie hver gang. Det er mest meningsfyldt at tage andagterne i rækkefølge.
Deltagerne kan tegne situationer, hvor de har oplevet dagens følelse. I dette tredje afsnit er det vrede og frygt.
I kan desuden have et ark med deltagernes navne, hvor de kan tegne eller sætte klistermærker, der viser deres følelser eller humør i dag. Det giver deltagerne mulighed for at mærke deres dagsform, og det giver jer ledere et indblik i, hvordan gruppen har det i dag.
Det var blevet onsdag på sommerlejren. Det var skønt at være hjemmefra. Hver dag lavede de sjove ting, som lederne havde fundet på. Anna havde lært at morse, og i dag skulle de lave flere koder. Det der spion-tema var slet ikke så tosset, tænkte Anna.
Men allerede under morgenmaden gik det galt. Puslinge Ole var kommet til at tabe mælkekartonen, da han ville give den til Anna, og der var væltet mælk ud over det hele. Anna havde råbt ad Ole, Ole havde grædt. Leder Ulla havde taget Ole væk fra bordet for at trøste ham, mens leder-Frank havde tørret mælk op og skældt Anna ud samtidig. Anna havde bare kigget væk. Formiddagen var gået fint nok, men Ole var hele tiden gået væk, når Anna kom, så det havde været lidt svært for holdet at samarbejde om opgaverne. Da de skulle have tut, var det galt igen. Anna og Gry havde stået næsten forrest i køen til tutten, men så havde Ulla sagt, at de skulle stå i kø efter højde, og så var Gry og Anna nødt til at rykke længere ned i køen, og de kunne heller ikke stå sammen. Til gengæld var Ole blevet rykket fra bagest til forrest i køen. Det var vildt uretfærdigt, og Anna havde surmulet så meget, at Gry var gået hen for at lege med nogle andre, fordi Anna havde været så sur.
Om eftermiddagen skulle de morse. Anna havde glædet sig, for hun syntes selv, at hun var ret god til det, men da de kom i gang, var det alligevel for svært. Iben, der var senior, tilbød at hjælpe, men det gjorde bare Anna sur igen, og hun var begyndt at råbe ad dem alle sammen. Faktisk havde hun råbt så højt, at Ole var løbet væk. Anna var gået ind i sin sovepose, Frank havde sagt til de andre, at de skulle lade hende være. Han ville selv tale med Anna senere. Men da der blev ringet til aftensmad, opdagede de, at Ole var væk. Anna blev vred igen. Hvorfor kunne den lille møgunge ikke finde ud af noget? Først havde han smidt mælk ud over hende, så ville han ikke være sammen med holdet, og nu kom han ikke, når der blev ringet. Anna kiggede rundt på de andre, for hun havde pludselig opdaget, at der var blevet helt stille. Hun så på de andre børn. Der var nogle af de små, der græd, og der var nogle af de store, der kiggede surt på hende. Lederne stod sammen og snakkede. De blev hurtigt vist ind i spisesalen, men det var kun et par af lederne, der gik med, mens resten af dem løb i forskellige retninger for at lede efter Ole. Anna kunne høre dem kalde på ham, og nu blev hun faktisk bange for, om der var sket noget. Nogle af børnene ved et af de andre borde kiggede på hende. ”Hvad glor I på”, skreg Anna og rejste sig så hurtigt op fra stolen, at den væltede, hvorefter hun løb ud af spisesalen. Ulla løb efter hende. ”Hey, Anna, stop lige”, kaldte hun. ”Hvorfor skulle jeg det?” råbte Anna tvært tilbage, ”de andre mener åbenbart, at det er min skyld, så hvor skulle jeg komme tilbage til dem?” Anna løb videre med Ulla efter sig. Efter lidt tid stoppede hun, for hun fornemmede ligesom, at Ulla bare ville blive ved med at løbe efter hende og råbe, at hun skulle stoppe. ”Hvad?” sagde Anne vredt til Ulla, da hun stod ved siden af hende. ”Sæt dig lige ned”, sagde Ulla stille. ”Hvorfor har du egentlig været så vred i dag?” spurgte Ulla. Anna trak på skuldrene: “Jeg ved det ikke, men jeg er ikke vred mere, jeg er bare bange for, at der er sket noget med Ole. Hvad nu, hvis ingen kan finde ham, eller han har slået sig? Hvad nu hvis han ikke vil med tilbage, så jeg ikke kan sige undskyld til ham. Det er jo ikke hans skyld”. ”Jeg ved jo godt, at det var et uheld, da han tabte mælken, han er jo så lille. Og jeg ved godt, at det ikke var hans skyld, at han kom foran i køen til tutten, det var jo bare sådan kø-reglen var i dag. Det er jo noget nyt hver dag. Jeg kan godt forstå, at han ikke ville være samme med os andre, når jeg havde skældt ham ud over mælken, og jeg forstår godt, at han blev bange, da jeg råbte igen.” Nu græd Anna. ”Det er jo bare en frygtelig misforståelse, og jeg er så ked af det”. Ulla tog Anna om skulderen og trøstede hende. ”Kom”, sagde hun lidt efter, ”vi går tilbage til lejren og ser, om Ole ikke skulle være kommet hjem igen, så vi kan løse det”. Ulla tog Anna i hånden, og de gik stille tilbage.
Heldigvis var Ole kommet tilbage, og Ulla hjalp Anna med at sige undskyld, og de tre spiste aftensmad sammen. Ole var heldigvis ikke gået så langt væk og var hurtigt blevet fundet igen.
Til aftenandagten den aften var det Ulla, der fortalte historie. ”Jeg vil fortælle jer en historie om to brødre, der hed Kain og Abel. De var Adam og Evas sønner. Faktisk er de de to første børn, vi hører om i Biblen.
Kain og Abel var gode til forskellige ting. Kain var en rigtig god bonde, så han boede altid på det samme sted, hvor han dyrkede jorden, så de kunne få masser af grøntsager og korn til at lave mad af. Abel var god til dyr. Han levede som nomade, så han rejste rundt i ørkenen for at finde mad til sine får. Han var den bedste fårehyrde, han kunne være, og sørgede godt for fårene, så de også kunne få varmt uldtøj og kød at spise.
Dengang Kain og Abel levede, ofrede man sommetider noget til Gud, for at sige tak for Guds hjælp eller for at holde det onde væk. En dag tog Abel et godt stykke kød fra et får, og Kain samlede et stort bundt korn, og så ofrede de det til Gud på hver deres bål. Røgen fra Abels bål med kødet på steg op mod himlen, fordi Gud tog imod offeret, men røgen fra Kains bål føg hen langs jorden, fordi Gud ikke ville tage imod hans offer. Kain blev misundelig og vred på Abel, fordi han syntes, at det var Abels skyld, at Gud ikke tog imod hans offer.
Kain var så vred, at han helt holdt op med at tale med sin bror, faktisk ville han slet ikke se på ham, og han gik rundt med hovedet bøjet hele tiden og kiggede ned i jorden. Gud spurgte Karin, hvorfor han ikke længere ville se nogen ind i øjnene, og han advarede ham om, at hvis han blev ved med at være vred og misundelig, så kunne det ende galt, men Kain var ligeglad.
En dag, hvor Kain var ekstra vred og misundelig, sprang han på Abel og slog ham så mange gange, at han slog ham ihjel og lod ham ligge på marken og gik sin vej.
Men Gud havde set det ske, så han blev vred på Kain. ”Det var dumt, det du gjorde, for det var jo ikke Abels skyld, at det ikke gik godt for dig. Jeg havde advaret dig om, at det kunne gå galt, hvis du blev ved med at være vred og misundelig. Nu bliver du nødt til at flytte væk, du kan ikke blive her mere”, sagde Gud, og så måtte Kain flytte væk fra sin mor og far. Men Gud lovede, at Gud altid ville beskytte Kain”
”Nogle gange”, sagde Ulla, ”så kan man slet ikke styre sine følelser. Man kan blive så vred, arrig, misundelig eller ked af det, at man måske helt glemmer, hvorfor man egentlig føler sådan. Problemet ved det er, når vi også glemmer, at der ikke er nogen, der er tankelæsere, så hvis man ikke beder om hjælp, så er det heller ikke sikkert, man kan få hjælp. Heldigvis, så går det sjældent så galt som med Kain og Abel, men der er jo heller ingen af os, der har lyst til at miste vores bedste ven eller måske komme til at gøre nogle andre kede af det, fordi vi selv var sure.”
Anna kiggede på Ole, der sad ved siden af hende, og hun tog ham forsigtigt i hånden. ”Undskyld”, hviskede hun igen, ”det var ikke din skyld, at jeg var vred, og jeg skulle have fortalt en leder, hvordan jeg havde det, så de kunne have hjulpet mig”. Ole kiggede på Anna, og så smilede han forsigtigt.