Dette er anden andagt i serien “Inderst inde” om de menneskelige følelser. Vi følger Anna på sommerlejr og hører sammen med hende en bibelhistorie hver gang. Det er mest meningsfyldt at tage andagterne i rækkefølge.
Deltagerne kan tegne situationer, hvor de har oplevet dagens følelse. I dette andet afsnit er det glæde.
I kan desuden have et ark med deltagernes navne, hvor de kan tegne eller sætte klistermærker, der viser deres følelser eller humør i dag. Det giver deltagerne mulighed for at mærke deres dagsform, og det giver jer ledere et indblik i, hvordan gruppen har det i dag.
Anna vågnede tidligt den morgen – meget tidligt. Det var søndag, og hun skulle på lejr – sommerlejr, det bedste hun vidste. Hun stod op, spiste morgenmad, gik i bad, tog tøj på, børstede tænder, og så pakkede hun tandbørsten og Krykke, hendes etbenede bamse, ned i tasken. Krykke stak det ene ben ud af tasken, og Anna kom til at grine lidt. Krykke havde haft et lejr-uheld engang. Dengang havde Anna også pakket bamsen, der på det tidspunkt hed Blomst, i tasken med det ene ben stikkende ud, men da de kom hen på lejren, havde hun trukket i Blomst uden at åbne tasken, og så havde den desværre mistet det ene ben. Ulla, hendes leder, havde tilbudt at sy det på igen, men Anna havde bedt hende om bare at sy bamsen sammen, og så havde hun bare givet den et nyt navn. Så nu hed den altså Krykke. Anna havde ikke mange bamser, og hun brugte egentlig ikke Krykke som sovedyr derhjemme, men når hun var på lejr eller sov hos sine bedsteforældre eller en veninde, havde hun den alligevel med, for så var det rart med en at putte med. Hun måtte hellere stikke det andet ben ned i tasken, tænkte hun. Det ville alligevel være synd, hvis Krykke skulle miste det andet ben, og hun vidste heller ikke, hvad hun så skulle kalde den.
Anna var klar til at tage af sted, så hun satte sig ned på tasken og ventede. Da hun havde siddet lidt, eller hvad der føltes som en evighed, kiggede hun på uret. Klokken var kun seks om morgenen, og de skulle først af sted klokken halv ti. Der var virkelig lang tid endnu, og pludselig gik det også op for hende, at hverken mor, far eller Ib var stået op endnu, hvilket var lidt mærkeligt, for Ib var normalt den, der stod op først.
Åh ja, søde Ib, der altid stod tidligt op og vækkede hende, når hun gerne ville sove længe. Hun overvejede et øjeblik at gøre gengæld, men hun var ikke så sikker på, at mor og far ville synes, at det var en god ide, så hun blev siddende på tasken. Det blev dejligt at blive fri for Ib et par dage. Mor skulle arbejde, mens hun var på lejr, men far havde fri og skulle være hjemme sammen med Ib. Han havde overvejet at tage med på lejr som onkel og hjælpe i køkkenet, men Anna havde plaget ham om ikke at tage med, for hun gad virkelig ikke have både sin far og sin stinkende lillebror med. Et kort øjeblik havde hun overvejet, at hun så ikke ville med, men hun havde alligevel glædet sig for meget til at ville blive hjemme. Nu var hun bare glad for, at hun skulle af sted alene af sted sammen med de andre. Men tiden sneglede sig afsted. Hun måtte finde på noget at lave. Hun gav sig til at tænke på sidste sommerlejr. Det havde været så sjovt. Lejrbålene var så hyggelige. Løbet havde været så sjovt. Lederne fandt hele tiden på skøre ting. Annas bedste veninden Gry var kommet til at sprutte mælk ud af næsen at grin, fordi Anders og Linda havde danset tango i dinosaur-kostumer. Martin var faldet ud af sin køje. Der skete heldigvis ikke noget, men leder-Frank havde undskyldt, at han havde slået så stor en prut inde på den anden side af væggen, så den havde blæst Martin ud af sengen, og så havde de alle sammen grinet så meget, at tårerne løb ned ad kinderne på dem.
Anna smilede over hele hovedet. Hun glædede sig virkelig til at se, hvad lederne fandt på i år. Far kom ud i gangen, hvor Anna sad på sin taske og smilede over hele hovedet. ”Hvad i alverden laver du her så tidligt? Klokken er jo ikke engang syv.” spurgte far, mens han gned sig i øjnene og strakte sig. ”Jeg glæder mig”, svarede Anne og grinede lidt, for far havde det vildeste morgenhår. ”Jeg glæder mig til, vi skal på lejr, men der er så lang tid endnu.” Far rodede hende i håret. ”Kom”, sagde han, “jeg laver lidt morgenmad til os, og så kan jeg fortælle en historie for dig fra Bibelen om at glæde sig, så går tiden måske lidt hurtigere”. Far biksede noget morgenmad sammen, og de satte sig ved køkkenbordet, og han gik i gang med at fortælle.
”Se, for længe siden var der en ung dame, der hed Maria og en ung mand, der hed Josef. De var forlovede. De boede i Nazaret. Josef var en meget dygtig tømrer, men han var lidt utilfreds for tiden, for Maria var gravid, men det var ikke ham, der var far til barnet. Men en nat drømte han om en engel, der sagde til ham, at han ikke skulle være utilfreds. Han skulle glæde sig, for Maria skulle føde en dreng, og ham skulle de kalde Jesus. Josef mente, at når englen havde sagt sådan til ham i drømmen, så måtte han nok hellere glæde sig. Og det gjorde både han og Maria, for de var virkelig forelskede i hinanden, og de vidste, at det var et helt særligt barn, de skulle have”. ”Nå, men”, fortsatte far, ” så skete der det, at der var en kejser, der hed Augustus, og han havde fået den ide, at han ville vide, hvor mange mennesker, der boede i hans land, for så kunne han nemlig opkræve skatter fra dem alle sammen. Så han sagde: “Rejs hjem til jeres fødeby, så jeg kan få jer talt”, så det var alle nødt til at gøre.
Og selvom Maria var meget gravid, så var de nødt til at rejse den lange vej til Betlehem. Det var ikke sjovt for Maria at skulle gå den lange vej, så Josef skaffede et æsel, hun kunne ride på. ”Det har garanteret heller ikke været særligt fedt for Maria at skulle ride på et æsel, når hun var gravid”, udbrød Anna. ”Næe”, sagde far, ”men de kunne jo ikke rigtig sende en e-mail, så der var ikke andre muligheder”, fortsatte far. ”Og fordi, der ikke var mulighed for at booke et hotelværelse på forhånd”, smilede far, ”så var der ingen værelser at få, da Maria og Josef nåede frem, så de var nødt til at sove i en stald. Det var heldigt nok, at de overhovedet havde fundet et sted, for det var blevet tid til, at Maria skulle føde. Da babyen var blevet født, lagde de ham til at sove i en krybbe, altså sådan en man brugte til foder til dyrene, og så gav de ham navnet Jesus, som englen havde sagt til Josef.
Men faktisk var Josef og Maria ikke de eneste, der glædede sig over, at Jesus var blevet født. Uden for byen var der nogle fårehyrder, der vogtede deres får. Mens de sad der, så kom der en engel til dem. De blev ret bange, men englen sagde: ”I skal ikke være bange, jeg kommer for at fortælle jer, at der er blevet født en dreng. Han er Guds søn, og han skal blive jeres konge. Han hedder Jesus, og I kan selv gå ind til byen og se ham. I kan finde ham i en krybbe i en stald.” Så forsvandt englen igen. Selvom hyrderne nok er blevet noget overraskede, så gik de alligevel ind til byen og fandt Jesus. De blev glade for at se det lille barn, og glædede sig over ham sammen Maria og Josef”.
Far spiste lidt af sin mad, inden han fortsatte. ”Der var også nogle andre, der glædede sig, og det var de tre vise mænd. De havde nemlig også hørt om Jesus, der skulle være deres konge, og de ville også gerne se ham. De tre vise mænd boede længere væk end hyrderne, så de skulle gå en længere tur, men Gud satte en stor stjerne på himlen over stalden i Betlehem, som ledte de tre vise mænd på vej, og det var nok heldigt, Gud havde gjort det, ellers var de måske aldrig nået frem. Og sådan var der faktisk mange mennesker, der hørte om Jesus, dengang, som glædede sig til at møde ham og høre om, hvad han fortalte.” ”Der er mange ting, man kan glæde sig til”, sluttede far og drak det sidste af sin kaffe.
Anna sukkede lidt opgivende. Der var stadig lidt tid til hun skulle af sted. Far smilede til hende og sagde: ”jeg tager lige et bad, så kan vi køre over i kredshuset og se, om der er noget, vi kan hjælpe med, inden I skal afsted”. Anna sprang op fra stolen, gav far et hurtigt kram og skubbede ham hele vejen ud til badeværelset. Hun var klar til at køre.