Dette er første andagt i serien “Inderst inde” om de menneskelige følelser. Vi følger Anna på sommerlejr og hører sammen med hende en bibelhistorie hver gang. Det er mest meningsfyldt at tage andagterne i rækkefølge.
Deltagerne kan tegne situationer, hvor de har oplevet dagens følelse. I dette første afsnit er det afsky.
I kan desuden have et ark med deltagernes navne, hvor de kan tegne eller sætte klistermærker, der viser deres følelser eller humør i dag. Det giver deltagerne mulighed for at mærke deres dagsform, og det giver jer ledere et indblik i, hvordan gruppen har det i dag.
Nu skal I høre historien om Anna. Hun er 11 år. Hun har rødt hår og briller. Hun har fregner og elsker at gå med kjoler. Mange tror, at hun er en rigtig prinsesse, fordi hun godt kan lide at have kjoler på, men det er bare fordi, at hun synes bukser kradser, derfor synes hun også, at mor er dum, når hun tvinger hende til at have strømpebukser på om vinteren, for de kradser også. Anna går til FDF og dans, hun elsker at bygge med LEGO og spille computer. Hun er bange for hunde og mørke og så har hun en lillebror, der hedder Ib, som er 2 år og MEGA-irriterende. Han tager hendes ting, og han vil hele tiden have, at hun skal læse en historie for ham. Eller også render han rundt efter hende, og vil være der, hvor hun er.
Men det værste ved Ib er, når de skal spise. Mor og far synes, det er helt fint, at Ib spiser med fingrene og leger med maden, men Anna synes, det er afskyeligt at se på, så hun er tit lige ved at kaste op, når de spiser. ”Hvorfor kan I ikke bare made ham”, siger Anna til sine forældre, mens hun holder hånden for munden, bare for en sikkerheds skyld. Der er også et andet tidspunkt, hvor Anna synes, at Ib er afskyelig, og det er, når han har lavet lort i bleen. Så er hun også lige ved at kaste op. ”Hvor er du ulækker”, kan hun finde på at råbe efter ham, mens mor eller far bærer ham ud til puslebordet for at skifte ham. Hun kan godt se, at de ser lidt sure og overraskede ud, når hun sådan råber ad Ib, men det må de selv om, synes hun, for det er altså ulækkert.
En dag kommer Anna hjem fra skole. Hun er ked af det, og skynder sig ind på sit værelse. Lidt efter, da mor kommer ind til hende, sidder hun ved sit skrivebord med en saks, og skal lige til at klippe i sit hår. Mor gisper forskrækket og skynder sig at tage saksen fra hende. ”Hvad I alverden laver du?” siger mor forbavset. Anna græder og fortæller, at de har fået en ny dreng i hendes klasse. Han hedder Rasmus, og i frikvarteret sagde han til hende, at hun var ulækker, fordi hun havde rødt hår, og så ville han ikke have hende med til at spille fodbold. Mor skynder sig at give Anna et stort kram. ”Det kan du jo ikke hverken gøre for eller gøre noget ved”, trøster hun, men det hjælper ikke.
”Nu skal jeg fortælle dig en historie fra biblen”, siger mor, ”den handler om en mand, der også var nogen, der syntes var afskyelig og ulækker. Manden var på en tur i ørkenen, men der, hvor han gik, var der ret farligt, fordi der var mange røvere, så han var ikke helt tryg ved situationen. Faktisk var det også ret farligt, fordi han var helt alene. Mens han gik der i sine egne tanker, blev han pludselig overfaldet og slået ned. Han fik også stjålet den lille smule mad og penge, han havde. Nu lå han der i ørkenen blødende og bevidstløs. Faktisk så han ikke så godt ud. Heldigvis kom der en præst forbi, men præsten syntes, at det var afskyeligt med alt det blod, og han kendte jo heller ikke manden. ”Hvor er du ulækker”, sagde han, og så gik han bare lige forbi, for han var for fin til at hjælpe en ulækker mand som ham. Lidt efter kom der en anden mand forbi. Han arbejdede sammen med præsten. Han vidste, at præsten gik på stien foran ham, så han tænkte, at når præsten kunne gå forbi den ulækre mand, så kunne han også. Så det gjorde han, mens han holdt sig for munden, fordi han var lige ved at kaste op. Heldigvis for den forslåede og bevidstløse mand, kom der en tredje mand forbi. Han kom fra et sted, der hed Samaria. Derfor blev han kaldt for en samaritaner. Selvom samaritaneren overhovedet ikke kendte den forslåede mand, og han også syntes, at han så afskyelig ud på grund af alt blodet, så hjalp han ham hen til et hospital. Han betalte endda for, at hospitalet skulle tage sig godt af den forslåede mand. Samaritaneren hjalp manden, selvom han syntes, han så afskyelig ud, for det kunne han jo ikke gøre for.”
”Hvordan fik det dig egentlig til at føle, da ham Rasmus sagde sådan til dig?”, spørger mor, da hun har afsluttet historien. ”Jeg blev virkelig meget ked af det,” snøfter Anna. ”Og det var vel ikke så rart?”, spørger mor igen. ”Nej!”, siger Anna forbavset, og ser på mor, for det var da noget mærkeligt noget at spørge om. ”Måske skulle du tænke over det, næste gang du siger til Ib, at han er ulækker, når han spiser med fingrene eller laver i bleen. Han er måske nok for lille til helt at forstå, hvad du siger, men jeg er sikker på, at han forstår, at det ikke er noget pænt”, siger mor, mens hun ser på Anna med kærlige, men også bestemte øjne. Anna nikker, tørrer øjnene og skynder sig ind til Ib, giver ham et kram og giver sig til at lege med LEGO med ham, også selv om han lugter lidt som om, han virkelig trænger til en ren ble.