I Bibelen står der, at Gud aldrig glemmer os, for vi er blevet tegnet i Guds hånd. Det skal I undersøge i denne andagt ved at tegne rundt om jeres hænder i en stor fælles tegning.
Beslut om I skal tegne på asfalt eller på et stort stykke papir. Anskaf materialerne.
Det er vigtigt, at der er plads til alles hænder i den store hånd.
Du kan have tegnet den store hånd på forhånd, så det er nemt at gå til, når deltagerne skal tegne deres hænder.
Vi kan blive triste, når vi føler os ensomme. Nogle gange kan vi tænke, at vi er helt alene i verden, og at alle har glemt os. Måske kan det være en trøst, at der er en, som aldrig glemmer os, nemlig Gud.
Der står faktisk sådan her i Bibelen (Esajas bog kapitel 49 vers 15-16):
Kan en mor glemme sit barn?
Selvom alle skulle glemme, så glemmer jeg ikke dig.
Se, jeg har tegnet dig i mine hænder.
Kender I det, at hvis vi skal huske noget, så skriver vi det ned på vores hånd, eller vi sætter et kryds?
Gud har skrevet og tegnet os alle sammen i sine hænder. Gud glemmer os aldrig.
Tegn et stort håndaftryk på et stort stykke papir eller på asfalt med gadekridt. Der skal være plads til alles håndaftryk i den store hånd.
Tegn så omridset af jeres hænder ind på det store håndaftryk. I må også gerne skrive og tegne andre, som I gerne vil have at Gud husker på.
Gud glemmer os aldrig. Og vi må altid sige noget til Gud. Vi kan fx altid bede Fadervor.
Vor Fader,
du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød;
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed!
Amen