Foto: Thomas Heie NielsenHør Aphacas sang “Til solen er sort” og reflekter over, hvordan det kan være et afbræk og et frirum, når vi mødes i vores foreninger og organisationer.
Vær sikker på, at sang og lyd virker, så alle kan høre den.
Forbered refleksionen. Emma har holdt denne andagt i FDF-regi. Derfor står der FDF ned igennem teksten, men du skal jo endelig udskifte med den organisation eller den sammenhæng, du skal bruge andagten i.
Afspil Aphacas sang.
Du kan fx finde den her.
Første gang jeg lyttede til Aphacas sang, tænkte jeg: “Hold da op! Det er jo præcis sådan jeg har det, når jeg laver FDF!”
Jeg tror, de fleste har prøvet det, som sangen bliver indledt med:
“Det går lidt for hurtigt i mit hoved, stop op. Har brug for at holde ind til siden lige nu”
Når hverdagen bare pumper afsted derud af med 180km/t. Men så bliver det sommerferie, påskeferie, efterårsferie, weekend, eller måske faktisk bare onsdag. Det er blevet fdf-tid med lejr, kursus og møde. Man får det der meget omtalte “break” eller “pusterum” fra hverdagen, og for en stund føles alt lidt magisk. Man kan måske tage sig selv i at tænke: “Kunne det ikke bare være sådan her hele tiden?” Eller som de også beskriver fornemmelsen i sangen: “bare at blive ved at dreje rundt i karrusellen og danse til solen er sort.”
Her tror jeg, det er vigtigt at huske på, at en del af magien af en god lejr eller et godt kursus netop ligger i, at det ikke er hverdag. Hvis det var hver dag ville forventningens glæde på et tidspunkt brænde ud, og den her magiske fornemmelse ville blive til et nyt hamsterhjul af repetitioner og rutiner. Det er altså sameksistensen og summen af begge ting, der giver os det her helt særlige sus. Alting har en tid, ligesom der står skrevet i Prædikerens bog. Jeg vil gerne læse et lille uddrag højt for jer.
Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
Og her er der også både en tid til hverdag med familie, arbejde, og deadlines og en tid til FDF, fællesskab og fritid. Når lejren er slut, kommer man hjem på et tidspunkt, man pakker tasken ud og får sat en masse vasketøj over. Men lige pludselig så kommer forventningens glæde tilbage, tasken skal pakkes igen – og det er helt, som det skal være.
Kære Gud.
Tak for, at vi i FDF får lov at opleve fællesskabets karrusel, forventningens glæde og det privilegium, det er at have noget at se frem til. Hjælp os med at huske på, at alting har en tid, og at det er helt ok, at der både er en tid til arbejde og hverdag, og en tid til eventyr og trangia.
Vor Far, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen
Udskriv side