En baby i en sivkurv

Nu skal I høre en gammel historie fra Egypten. Den er lidt uhyggelig, men den ender godt til sidst. Der er en ond konge, men en masse gode mennesker, som gør alt, hvad de kan for at hjælpe. Det er dem, vi skal holde øje med i den her historie.

Farao var konge i Egypten, og det ville han for alt i verden blive ved med at være. Men Farao var bekymret, for der var kommet et nyt folk til Egypten fra Israel. De var mange mennesker, og de fik mange børn. Farao var bange for, at de ville tage magten fra ham, så han lagde en plan: “ For det første, skal Israelitterne skal arbejde hårdere end hårdt. De skal have alle de hårdeste opgaver. For det andet skal vi have sat en stopper for, at de bliver flere. Når kvinderne føder en baby, og det er en dreng, skal jordemødrene slå drengene ihjel. Dét har jeg bestemt”

Israelitterne havde to jordemødre. De hed Shifra og Pua, og de ville ikke slå drengebabyerne ihjel, selvom Farao sagde, at de skulle, så israelitterne fik lige så mange børn, som de plejede både drenge og piger.

Efter noget tid opdagede Farao, at der stadig blev født drengebabyer, og Farao kaldte Shifra og Pua op til ham på pladset. Farao var vred: “Hvad tror I, at I har gang i? I slår jo ikke drengene ihjel, som jeg har sagt?” Men Shifra og Pua skyndte sig at lyve og side: “Det er fordi kvinderne er så hurtige til at føde. Vi når slet ikke frem til dem, inden de har født.”

Der blev flere og flere israelitter, og Farao blev mere og mere vred. Han lagde en  ny plan:

“Vi kan ikke regne med jordemødrene. Alle drenge, der bliver født, skal kastes i den store flod, Nilen. Ingen må undslippe”

Hjemme i et af de israelitiske huse blev en mor gravid igen. Hun havde allerede en datter, Miriam, og hun håbede sådan, at hun nu var gravid med endnu en pige. Ugerne gik, og da fødslen var overstået, havde moren fået en dejlig lille søn. Moren kunne umuligt kaste ham i Nilen, så hun holdt den lille dreng skjult i tre måneder. Den lille dreng voksede, og begyndte at larme og fylde mere. Moren måtte gøre noget. Hun besluttede at prøve at redde ham ved at lægge ham i en kurv og lade ham flyde på floden. Måske ville nogen finde ham og redde ham? 

Storesøster Miriam fulgte efter sin mor ned mod floden og så hende sætte den lille kurv på vandet. Da moren gik hjemad, blev Miriam stående bag sivene. Hun kunne ikke gå derfra.

Pludselig kunne Miriam se, at der kom nogen. Det var nogle fine kvinder oppe fra paladset. Det var faktisk Faraos datter, prinsessen, og hendes tjenestepige. Prinsessen skulle ned og bade i floden, og da hun trådte ud i det kolde vand, fik hun øje på den lille kurv. Prinsessen sendte sin tjenestepige ud efter den. De to kvinder kiggede ned i kurven og blev overraskede, da de så den lille dreng. Drengen græd, for han var blevet sulten. Prinsessen forstod, at det måtte være en lille israelitterdreng, som nogen havde prøvet at redde, og hun forstod også, at han var sulten. Men hvem skulle give den lille dreng mad?

Nu kunne Miriam ikke længe stå og se på. Hun gik hen til prinsessen og sagde: “Min mor har mælk i brysterne. Hun kan give ham noget mad. Jeg kan hente hende med det samme?” “Ja, gør det, skynd dig,” svarede prinsessen, og så hentede Miriam sin mor.

Moren var meget glad for at se sin lille dreng igen, og hun sagde med det samme “ja,” da prinsessen spurgte, om moren ville tage drengen med hjem og amme ham. Prinsessen ville endda betale for det. På den måde kom drengen med hjem til sin egen mor og storesøster Miriam. Men når han var blevet stor nok, skulle han komme op til prinsessen på paladset. Og prinsessen bestemte, at drengen skulle hedde Moses.