Dette er en kort andagt, som handler om et lille bitte frø, der vokser sig til den største plante. Vis et frø og den store plante, så deltagerne kan se det for sig. Andagten indeholder også et forslag til en fællesleg og en ny sang, I kan lære.
Læs historien igennem og orienter dig i materialet.
Find et frø og et billede af den store plante.
Forslag:
Agern – egetræ
Kastanje – kastanjetræ
Birkes – Valmue
Sennepsfrø – Sennepstræ
Begynd andagten med at tale lidt med deltagerne om frø og planter:
Har nogle af jer prøvet at så noget og set det vokse? Måske endda plukket noget eller spist noget, I selv har sået?
Jesus taler faktisk ofte om at så og høste for at sige noget om, hvordan det er med Gud. Frø og planter er ret fantastiske og uforståelige faktisk.
Brug det frø, du har, og billedet af den færdige plante. Tilpas det, du siger, til det konkrete eksempel, som du har med. Når du taler om frøet i jorden, kan du få deltagerne til at lege med. De kan krølle sig sammen som et lille frø, de kan stikke deres pegefinger ud som en lille spire og til sidst folde sig helt ud.
Se nu det her frø, lille lille bitte, men det kan vokse op og blive til et helt træ. Man skal bare putte frøet ned i jorden, og frøet skal have vand og sol, og så noget meget vigtigt: tid! Man skal vente.
Prøv at forestil jer at være det her lille frø nede i den mørke jord, der ligger dernede. Helt lille og alene. Men så er frøet så mega stærkt, at det kan lave en lille spire, som en lille pegefinger, der begynder at kratte jorden væk, og hele armen med vokser op mod lyset og til sidst springer hele planten op fra jorden og vokser og strækker sig. Så stærkt er det lille frø, at det kan få gravet al jorden væk og springe ud og blive en smuk blomst eller et helt træ eller en ærteplante.
Der skal gå noget tid, men så prøv at se det her billede. Prøv at se, hvor stort et træ, som kommer af sådan et lille frø. Træet bliver så stort, får masser af blade, grene og frugt. Det er så stort, at fugle kan bygge rede i det.
Jesus siger, at alt det med Gud er som sådan et lille frø. Det kan se helt lille og ligegyldigt ud, men det kan vokse sig kæmpestort. Der er så meget kraft i det lille bitte. Sådan er det også med Gud, selv en lille bitte smule liv og kraft og lys kan grave sig igennem mørket og vokse sig kæmpestort.
Hvis I har tid kan I lege denne udgave af evolutionsleg: frø til dessert
Alle deltagerne begynder i laveste udviklingstrin og laver den rigtige bevægelse. Deltagerne skal finde en anden på samme trin og konkurrere i sten-saks-papir. Vinderen må gå et udviklingstrin op. Taberen skal forblive på sit trin. Når man når højeste trin, er man færdig.
Frø: Skuldrene foroverbøjet, sammenkrøllet kropsholdning
Spire: En finger placeret strittende op fra hovedet
Træ: Armene laver en trækrone over hovedet
Frugt: Armene former et rundt æble om kroppen
Dessert: Den ene hånd former en lille skål. Den anden hånd spiser dessert med en usynlig ske.
I kan synge en sang, I kender godt, men det kan også være, at det er tid til at lære en ny sang:
Her er både tekst og en video med fagter og musik til en sang om et lille bitte frø.
Sangen hedder “Alt det mindste” eller “Lille bitte frø” https://www.salmer.dk/salme/lille-bitte-froe-alt-det-mindste/1866
Afslut med at bede Fadervor sammen.
Vor Far, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen
Denne andagt er en del af et helt forløb om høst. Du kan finde de andre andagter her:
En 10 minutters andagt om Det lillebitte frø. Målgruppe: 4-12 år.
En 20 minutters andagt om at Gå i store sko: at have rigeligt og dele ud af det. Målgruppe: 4-12 år
En 20 minutters andagt og prioriteringsleg om En fornuftig bonde og en fråsende Gud. Målgruppe: fra 14 år.
En 15 minutters andagt om, at Det sker, når du hviler med indlagt hvilepause. Målgruppe: fra 12 år.
Thomas Sjödin er svensk teolog og præst. Han har skrevet bogen Det sker, når du hviler. I en lettilgængelig og munter tone udforsker Thomas Sjödin det at hvile, hylder sofaen og genopdager hviledagen.