Den lille prins og ræven: En kærlighedsaftale

Uddrag af ‘Den Lille Prins’ skrevet af Antoine de Saint-Exupéry

Der boede engang en lille prins helt alene på en lille bitte planet. Han havde kun én ven, og det var en rose. Den lille prins var meget glad for rosen, og han brugte al sin tid på at passe den.
Men rosen kunne ikke tåle al den opmærksomhed. Den fik nykker. Intet var til sidst godt nok og til sidst fik den lille prins nok. Han besluttede sig for at rejse ud i verden, for at finde en ny ven. Og på hans rejse kommer han også til jorden, og der møder han en dag ræv.
‘Goddag’, sagde ræven. ‘Goddag,’ svarede den lille prins høfligt og vendte sig om, men han kunne ikke se nogen. ‘Jeg er her,’ sagde stemmen – ‘under æbletræet.’
‘Hvem er du?’ spurgte den lille prins. ‘Jeg er en ræv,’ sagde ræven. ‘Vil du ikke lege med mig?’ spurgte den lille prins. ‘Jeg er så ked af det. Jeg kan ikke lege med dig,’ sagde ræven. ‘Jeg er ikke gjort tam.’ ‘Å, så må du undskylde,’ sagde den lille prins.
Men da han havde tænkt sig lidt om, tilføjede han: ‘Hvad er det at blive gjort tam?’ ‘Det er noget man i al for høj grad har glemt,’ svarede ræven. ‘At gøre tam betyder at knytte bånd.’ ‘Knytte bånd?’
‘Ja vist,’ sagde ræven. ‘Endnu betyder du ikke noget for mig. Jeg kender dig ikke. Jeg har ikke brug for dig, og du har heller ikke brug for mig. For dig er jeg bare en ræv. Men hvis du gør mig tam, så vil vi få brug for hinanden. Så bliver du den eneste dreng i verden for mig, og jeg bliver den eneste ræv i verden for dig.’ ‘Hvordan bærer man sig ad?’ spurgte den lille prins. ‘Man skal være meget tålmodig,’ svarede ræven. ‘Først skal du sætte dig et stykke fra mig, således, i græsset. Jeg skæver til dig, og du siger ingenting. Men for hver dag ville du kunne rykke lidt nærmere…’
Næste dag kom den lille prins tilbage.
‘Det var bedre, hvis du kunne komme på samme tid,’ sagde ræven. ‘Hvis du for eksempel kom klokken fire om eftermiddagen, så ville jeg kunne begynde at glæde mig allerede klokken tre. Jo mere tiden nærmer sig, des gladere vil jeg være. Klokken fire er jeg allerede begyndt at blive rastløs og urolig; jeg lærer, at lykken har sin pris. Men hvis du kommer på et vilkårligt tidspunkt, vil jeg aldrig vide, hvornår jeg skal klæde mit hjerte i festdragt. Et ritual må der til.’
‘Hvad er et ritual?’ spurgte den lille prins.
‘Det er også noget, man i al for høj grad har glemt,’ sagde ræven. ‘Et ritual, det er det, der får en dag til at blive forskellig fra alle andre dage, en time forskellig fra alle andre timer.’
Så gjorde den lille prins da ræven tam, og da afrejsens stund nærmede sig, sagde ræven:
‘Å, hvor vil jeg komme til at græde.’ ‘Det er din egen skyld,’ sagde den lille prins. ‘Det er ikke, fordi jeg er skadefro, men du har selv ønsket, at jeg skulle gøre dig tam….’ ‘Ja, naturligvis,’ sagde ræven. ‘Men du vil komme til at græde,’ sagde den lille prins. ‘Naturligvis,’ sagde ræven. ‘Jamen, så har du ikke fået noget ud af det!’ ‘Jo, det har jeg,’sagde ræven.
‘Gå hen og se på roserne derhenne, og du vil forstå, at din er den eneste i verden. Og kom så tilbage og sig farvel, og jeg skal som afskedsgave betro dig en hemmelighed.’
Den lille prins gik hen og så på roserne: ‘I ligner slet ikke min rose, I er slet ingenting endnu,’ sagde han til dem. ‘Ingen har gjort jer tamme, og I har ikke gjort nogen tamme. I er ligesom ræven var før, jeg gjorde den til min ven.’ Og roserne blev helt flove.
Den lille prins gik tilbage til ræven: ‘Farvel,’ sagde han… ‘Farvel’ sagde ræven, ‘og nu skal jeg betro dig min hemmelighed.’
‘Den er ganske ligetil. Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.’ ‘Det væsentlige er usynligt for øjet,’ gentog den lille prins for bedre at kunne huske det. ‘Menneskene har glemt den sandhed,’ sagde ræven, ‘men du må ikke glemme den. Du har for evigt ansvaret for det, du har gjort tamt.’
‘Du har ansvaret for din rose… Jeg har ansvaret for min rose…’ gentog den lille prins for bedre at huske det.

Ligesom Den Lille prins gør ræven tam og giver den mulighed for at glæde sig, så gør Gud os til sine børn. Gud knytter bånd til os, og de bånd kan aldrig gå i stykker. Vi vil altid være Guds børn, og Gud vil altid være der for os. Vi vil altid være noget særligt for Gud, som Gud ser på med sine kærlige øjne. 

Prøv at hør, hvad der står i Det Nye Testamente:

Tænk engang, at vores far elskede os så højt, at vi kan kalde os hans børn. Og det er vi virkelig. Men verden forstår ikke, hvem vi er, fordi den ikke har forstået, hvem Gud er. Kære venner, allerede nu er vi Guds børn, men vi har ikke fået at vide, hvad der skal ske senere. Vi ved kun, at Kristus vender tilbage, og så vil vi blive ligesom ham, fordi vi får ham at se, som han er.