I denne andagt skal I prioritere nogle værdier.
Hvis denne andagt laves i forbindelse med andagtsserien er dette nr 4, som handler om, at man bevæger sig i den rigtige retning. For at man som person kan bevæge sig i den rigtige retning, er det vigtigt, at man har styr på sine personlige værdier. Man skal også holde fast i sine personlige værdier for at kunne fortsætte i den rigtige retning.
Sæt dig ind i fortællingen og forbered værdi-øvelsen. Vælg hvilke værdier, der skal diskuteres til andagten og print dem. Du kan selv vælge, hvor mange værdier du vil bruge alt efter alderstrin. Find værdierne i bilaget.
Andagten handler om de perioder i livet, hvor tingene bare går rigtig godt – og hvor det er ekstra vigtigt at være bevidst om sine egne personlige værdier. Andagten begynder med en aktivitet om netop værdier.
Begynd med at introducere deltagerne for aktiviteten og de værdier, du har valgt til aktiviteten.
Del herefter deltagerne ind i grupper. 3-5 deltagere per gruppe vil være at foretrække, for at alle kan deltage aktivt.
Fortæl deltagerne, hvor lang tid de har til aktiviteten.
Hver gruppe vil få udleveret et sæt sedler med værdierne og skal nu i fællesskab rangere værdierne fra mest vigtig til mindst vigtig. Hver værdi indeholder forskellige aspekter i livet som fx kærlighed, sundhed, succes eller lignende.
Lederne hjælper med at holde dialogen i gang. Du kan selv vælge, om du vil have en leder knyttet til hvert hold eller hellere vil have ledere gående rundt mellem grupperne, så de får lidt forskellige input.
Når tiden er gået, eller samtalerne dør ud, samler du flokken. I kan runde aktiviteten af med at tale lidt om, hvad grupperne kom frem til.
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«
Som man kan høre, var det vigtigste for Jesus, at man skal elske Herren og sin næste. Det var noget af det, som fyldte meget for Jesus og var med til at definere ham som person.
Det er vigtigt, at man har styr på sine personlige værdier, for at man selv kan forbedre sig som person. Det er vigtigt, at man overvejer, hvordan man bliver den bedste version af sig selv. Hvad er vigtige værdier for en selv, som man skal holde fast i – og som man ikke må glemme, når det pludselig begynder at gå godt?
Kan man f.eks. komme til at gå på kompromis med sig selv for at opnå noget bestemt? Være en del af en bestemt gruppe i skolen, hvor man måske skal gøre nogle ting eller opføre sig på en måde, som ikke føles helt rigtig, eller som man ikke har lyst til. Kan man være så fokuseret på at nå et mål, at man kommer til at vælte nogen andre på vejen, selvom man egentlig ikke ville det?
Det er vigtigt at blive ved med at have sig selv med i det og vide, hvad man står for, og hvem man er.
Hæng det tredje trin op på væggen, så I kan se, hvor langt I er kommet. Find trinene i pdf’en i bilaget.
Kære Gud,
Når det går rigtig godt, kan man nogle gange komme til at glemme, hvad man egentlig står for, fordi man har så travlt med at opnå noget. Jeg håber, du vil hjælpe os med at huske på de vigtige ting i livet, så vi kan blive ved med at holde fast i os selv. Tak for, at du tilgiver os, selv når vi træder ved siden af og tak for, at du viser os vejen til lyset og livet.
Vor Fader,
du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød;
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed!
Amen
Denne andagtsserie består af 6 andagter, som omhandler forskellige stadier i livet. Andagtsserien er udviklet til KursusSTART på Hardsyssel Efterskole i efterårsferien 2023. Andagtsserien er bundet sammen af en illustration af en trappe, som vi kalder livets trappe. Den kan man hænge op, så man efter hver andagt opbygger et nyt trappetrin på væggen. Til hver andagt hører et stadie, en bibelfortælling, en aktivitet, refleksion og bøn.
Andagtsserien starter på det nederste trin og bevæger sig trinvist opad. Hvert trin symboliserer et stadie i livet, som vi alle kan komme til at opleve. Det er formålet med andagtsserien at give deltagerne indblik i, hvordan troen og historierne fra Bibelen kan være med til at sætte de forskellige stadier i perspektiv og være en støtte i både gode og svære tider.
Livets trappe 1:
At være faret vild
Livets trappe 2:
Man kan ikke blomstre uden hvile
Livets trappe 3:
Modvind
Livets trappe 4:
De vigtigeste værdier i dit liv
Livets trappe 5:
Det gode ved dig
Livets trappe 6:
Lad andre få del i dit overskud