En introduktion til de fire evangelier, som bliver leget ind med hviskeleg og ved at fortælle en fælles historie. Hav gerne en bibel med, så I kan se de forskellige dele.
Denne andagt er den sidste af to, der handler om de fire evangelier. I kan evt. begynde med nr 1: De fire evangelier #1.
Læs historien igennem og orienter dig i legens regler.
Denne andagt giver mest mening, hvis I allerede har talt om de fire evangelier fx i den første andagt om de fire evangelier her på siden. Du kan have en Bibel med og vise deltagerne, hvordan Markusevangeliet er halvt så kort som de tre andre evangelier.
Kan I huske, at der er fire evangelier i Det Nye Testamente, som er de 4 historier om Jesus’ liv? Kan I huske, hvad de hedder? (Markusevangeliet, Matthæusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet)
De her fire evangelier fortæller alle sammen hele historien om Jesus. Er det ikke lidt skørt, at vi har historien 4 gange? Vi hører fx 4 gange om dengang Jesus mødte sine venner, og om dengang Jesus delte brød og fisk ud til 5000 mennesker, og om dengang Jesus opstod.
Man kan synes, at det er lidt spild af plads at have de samme historier igen og igen?
De fire evangelier fortæller ovenikøbet historien på fire forskellige måder. Forskellige detaljer er anderledes i de fire versioner. Meget mærkeligt.
Kan I regne ud, hvordan man kan få fire versioner af en historie?
Her i evangelierne er forklaringen, at det er forskellige, der har skrevet historierne. De har faktisk også skrevet lidt af efter hinanden, men de har også lavet lidt om, tilføjet lidt, ændret lidt.
Man tror, at Markusevangeliet er det ældste evangelium, altså det, der blev skrevet først. Så har dem, der har skrevet Matthæus- og Lukasevangeliet, læst Markusevangeliet. De har genbrugt meget, men de har også ville lave deres version af historierne, så de har skrevet lidt det samme som Markus, men de har også skrevet noget ekstra. De kendte nogle historier om Jesus, som de synes manglede, så de skrev dem til. Fx har Markusevangeliet ikke nogen historie om, da Jesus blev født, men det har Matthæus- og Lukasevangeliet. Juleevangeliet, som vi altid hører det til jul, kommer fx fra Lukasevangeliet. Markusevangeliet er det korteste evangelium, og de andre er længere, fordi der er skrevet mere og mere til undervejs.
Det skal vi prøve at lege med. Vi skal prøve, hvordan en historie kan ændre sig og vokse sig større og større:
Lad os bede Fadervor, som faktisk er en bøn, Jesus lærer mennesker at bede i Matthæus- og Lukasevangeliet, men sjovt nok ikke i Markusevangeliet, så det er en af de ting, som er blevet en del af historien undervejs:
Vor Far, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen