Foto: Ole Thye GramBibelen ligner jo 1 bog, der er hel, fin og færdig, men det har den ikke altid været. Den er vokset frem ved at fortællingerne er blevet fortalt videre igen og igen.
Leg mimeleg og se, om I kan få videregivet fortællingerne.
Klip sætningerne ud og læg dem i en skål eller pose. Sæt dig ind i legens regler.
Fortæl deltagerne noget i retning af det nedenstående, men brug gerne dine egne ord.
Fortællingerne fra Bibelen er blevet fortalt fra mund til mund igen og igen, og på et tidspunkt er de blevet skrevet ned. Kan I huske, at der er fire evangelier i Det Nye Testamente, som er de 4 historier om Jesus’ liv? Kan I huske, hvad de hedder? (Markusevangeliet, Matthæusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet)
De her fire evangelier fortæller alle sammen hele historien om Jesus. Er det ikke lidt skørt, at vi har historien 4 gange? Man kan synes, at det er lidt spild af plads at have de samme historier igen og igen. Men sådan lever historier og lever videre. Og de ændrer sig også lidt hver gang.
Man tror, at Markusevangeliet er det ældste evangelium, altså det, der blev skrevet først. Bagefter har dem, der har skrevet Matthæus- og Lukasevangeliet, læst Markusevangeliet. De har genbrugt meget, men de har også lavet deres version af historierne. De kendte også nogle historier om Jesus, som de synes manglede, så de skrev dem til. Fx har Markusevangeliet ikke nogen historie om, da Jesus blev født, men det har Matthæus- og Lukasevangeliet. På den måde lever fortællingerne videre og videre. Det skal vi lege med nu.
Udvælg fire-fem deltagere. Resten kigger på. I kan tage flere runder, så alle får lov at prøve.
Én deltager bliver sammen med jer. De andre går et stykke væk, så de ikke kan se eller høre, hvad der foregår. Deltager 1 trækker en seddel fra posen og husker den. Publikum må gerne høre sætningen. I kalder nu én af de andre deltagere frem. Deltager 1 mimer sætningen for deltager 2. Når deltager 2 har gættet den, sætter deltager 1 sig ned. Deltager 2 kalder nu deltager 3 frem og mimer nu for deltager 3 og så fremdeles, indtil hele rækken har været igennem.