
Bibelen kan virke temmelig fremmed. Den er skrevet for mere end 2000 år siden i en helt anden kultur og i en helt anden verdensdel. Man får lyst til at spørge: Hvad har den egentlig med os at gøre? Sagen er bare, at Bibelen er skrevet af mennesker og handler om mennesker, som lever på jorden sammen med hinanden og forsøger at gøre sit bedste som ven, forælder og barn. Det er også mennesker, som prøver at forstå alt det med Gud og livets store spørgsmål. På den måde er vi i dag måske ikke så forskellige fra de mennesker, vi møder i Bibelen.
Her skal I høre nogle stykker af et digt eller en bøn fra Det Gamle Testamente, og så skal I tale om det efterfølgende.
Læs andagten igennem og orienter dig i samtaleformen “Quiz og Byt.” Klip spørgsmålene fra bilaget ud.
Du finder bibelteksten herneden for. Den er sat sammen af nogle forskellige salmer fra Salmernes bog, nemlig Salmernes bog kapitel 22 vers 2-3 og 13-16 + kapitel 31 vers 3-4 og 10 + kapitel 25 vers 17 og 20.
Overvej, hvordan du vil formidle fortællingen: Skal deltagerne skal have teksten foran sig? Skal du læse den højt? Skal deltagerne læse den højt for hinanden? Nedenfor finder du et forslag til en intro og andre ting, du kan sige. Du kan bruge det eller sige noget med dine egne ord.
Bibelen kan virke temmelig fremmed. Den er skrevet for mere end 2000 år siden i en helt anden kultur og i en helt anden verdensdel. Man får lyst til at spørge: Hvad har den egentlig med os at gøre? Sagen er bare, at Bibelen er skrevet af mennesker og handler om mennesker, som lever på jorden sammen med hinanden og forsøger at gøre sit bedste som ven, forælder og barn. Det er også mennesker, som prøver at forstå alt det med Gud og livets store spørgsmål. På den måde er vi i dag måske ikke så forskellige fra de mennesker, vi møder i Bibelen.
Nu skal I høre nogle stykker af et digt eller en bøn fra Det Gamle Testamente. Det er et menneske, som råber på Gud, og som har det så svært og føler sig helt alene i verden. Måske bliver I overrasket over, at der findes sådan en tekst i Bibelen?
Hør engang, så skal I tale med hinanden om det bagefter.
Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Jeg råber på hjælp, men du er så langt væk.
Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg kan ikke finde ro.
Stærke tyre slår ring om mig,
store bøfler omringer mig.
De spærrer gabet op
som en løve, der sønderflår og brøler.
Jeg er som vand, der hældes ud,
mine knogler falder fra hinanden.
Mit hjerte er som voks, det smelter i mig.
Min gane er tør som potteskår,
min tunge klæber til min gane.
Du lægger mig i dødsens støv.
Red mig hurtigt,
vær min klippe og min redning,
en stærk borg, der skjuler mig.
Du er min klippe og min borg.
Hold din hånd under mig, Gud,
jeg har det ikke godt.
Tag angsten fra mig,
tag mine sorger fra mig!
Pas på mig, red mig.
Mennesket er helt ude af den. Måske kan I fornemme, at bønnen er skrevet for flere tusind år siden i et helt andet land. Men selvom der måske er nogle ord, vi ikke helt forstår, så kender vi godt det at føle sig helt alene, forladt, sårbar og magtesløs, uanset om man levede for 2000 år siden eller lige nu og her.
Klip spørgsmålene fra bilaget ud og giv alle et spørgsmål hver. Hvis I er mange, kan du kopiere flere sæt af spørgsmålene. På kryds og tværs skal man nu finde en makker, stille hinanden de spørgsmål, man har fået og besvare dem, så godt man kan. Når man har talt sammen om spørgsmålene, bytter man spørgsmål og finder en ny makker at tale med. Nogle spørgsmål er svære. Andre er enklere. Giv jeres bedste bud. Der findes ikke rigtigt og forkert.
Vor Far, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.