Foto: Ole Thye GramBæredygtighed, klima og skaberværk. Det er store ord og kan blive så stort, at det bliver helt uoverskueligt. Det er ikke meningen. I denne andagt er et forslag til en øvelse, hvor I deler håb gennem små sedler på æbler. Find også Anna Jensens prædiken fra KFUM-Spejdernes Landsmøde 2026, hvor der er gode, trøstende og engagerende ord om at have ansvar for skaberværket.
Skaf materialer og orientér dig i refleksionen nedenfor. Vil du læse det hele højt eller plukke i det? Det kommer helt an på målgruppen.
Læs højt eller genfortæl:
Og han sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«
Laudato Si! Lovet være du! Sådan indledte Pave Frans det hyrdebrev han udsendte i 2015. Temaet for hyrdebrevet er omsorgen for vores fælles hjem. Paven var blevet bekymret- overalt hvor han så hen syntes klimaet at være i krise. Menneskene synes at have glemt deres plads i verden.
Vi er gået ind i den antropocæne tidsalder, siger nogen. En ny geologisk epoke, hvor menneskers handlinger forandrer planeten jorden. Vores påvirkning af klimaet og økosystemer er nu så voldsom, at den kan sammenlignes med store naturkræfter, og vi sætter tydelige spor: Plastik, radioaktivt affald og Co2 i atmosfæren. Paven har to store bekymringer: For det første så ødelægger vi den jord som vi er sat til at tage vare på. Vi kender skabelsesberetningen hvor Adam og Eva får givet jorden: Gud sagde: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den: Hersk over havets fisk, himles fugle, og alle dyr der rører sig på jorden.” Hvad betyder det at herske over? Ja, da man i 2020 arbejdede med den nye bibeloversættelse valgte man: Tag ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og alle dyr der rører sig på jorden. Den opgaven gir Adam straks i gang med. Han navngav dyrerne. Adam gjorde sig altså bekendt med den verden han var sat i.
Pavens bekymring er at menneskene i deres grådighed nu bruger løs af jorden ressourcer og dermed ødelægger økosystemer i bare for at vi kan få en så behagelig tilværelse om muligt. Vi synes vi har ret, vi har gjort os selv til centrum i verden. Antropocæn betyder menneske.
Pavens anden store bekymring er at når vi bruger løs af ressourcerne så er der ikke nok til alle. Klimaforandringerne rammer først og fremmest de fattige. Derfor opfordrer paven os til omsorg for vores fælles hjem.
Det er 11 år siden Paven skrev sit hyrdebrev, men klimaforandringerne buldrer bare videre som er stort ustoppeligt tog. Vi er nu klar over at vi alle er med til at sætte fart i toget, men hvad skal vi gøre? Hvordan skal vi standse det Og hvad er egentligt vores ansvar?
Der var engang en landsby som havde en fælles guldskat, som lå i rådhusets skatkammer. En dag var der en af landsbybeboerne som manglede et par nye sko. Han havde ikke rigtig råd, men da det var hans tur til at gøre rent på rådhuset, kom han i tanke om skatten. Der var jo ikke nogen der opdagede det hvis han bare to en guldmønt? Nøglen hang bag døren i salen, det tog ingen tid, så var guldmønten i lommen på manden der trængte til nye sko. Et år efter fik landsbyen problemer. Den gamle brønd var tør for vand, en ny måtte graves. Brøndgravere blev tilkaldt, men da byrådet ville give brøndgraverne deres betaling, var der ingen penge. Guldskatten i kammeret var væk, der var ikke tegn på indbrud. Nøglen hang stadig bag døren. Hvem havde stjålet skatten? Hele landsbyen blev sammenkaldt, stilheden bredte sig mens borgmesteren travede frem og tilbage. Endelig tog manden som fik nye sko ordet: ”Jeg lånte altså en guldmønt for et år siden, men jeg tog kun én!” ”Også jeg” tilstod en anden, jeg tog en mønt for at købe brød til mine børn.” ”Og jeg tog en for at få skolens budget til at hænge sammen” sagde en tredje, og sådan blev de ved. Ingen havde stjålet skatten, men mange havde lånt lidt og til sidst var der ikke mere tilbage.
Sådan er det også med vores jord. Det er jo ikke fordi vi gerne vil ødelægge den, vi er jo ikke onde, vi kan bare godt lide kaffe, kød, flyvemaskiner og streamings tjenester. Men vi er nødt til at gøre noget for at drage omsorg for vores fælles hjem og tage ansvar for vores medmennesker.
”Med Gudsriget er det som en mand der har tilsået jorden. Af sig selv giver jorden afgrøde. ” Siger Jesus. Men helt af sig selv er det ikke, vil landmanden pointere. Jorden skal kultiveres, næres og vandet, og lyset vil sætte væksten i gang. Det er der skam meget arbejde med. Brugen af kunstgødning har revolutioneret verden, og båret befolkningen frem over hele kloden også i afrika. Jovist, men før landmanden begyndte sit arbejde gav jorden også afgrøde. Korn, græs, bær, og planter der kan tjene som føde for mennesket.
Jesu pointe er at Gudsriget er en underlæggende kraft, som årer skjult dybt i jorden arbejder han. Kraften kan få selv det mindste sennepskorn til at vokse og blive til et helt træ hvor himlens fugle kan bygge rede i. Gudsriget er her midt iblandt os, som usynlige kræfter snor det sig ind og ud og sætter gang i tanker og hjerter i brand.
Som klimakriger kan man godt blive træt af alle de afsavn man må lide, mens alle andre tilsyneladende bare bruger løs af vores fælles ressourcer. Min kollega tog på krydstogt, verdens mest forurenede ferieform. Jeg spiste vegetarmad en hel uge i sommers! Men så fløj jeg på ferie i Kroatien… Hvordan skal vi bære ansvaret for vores fælleshjem uden at forarges over dem der ikke bærer med og uden at segne under byrden?
Teologen og Bioetikeren Micky Gjerris har et godt råd: Bliv på din egen banehalvdel. Lad være med at blive forarget på alle andre, begynd med dig selv. Hvad vil du gøre for at forandre verden?
Forandringen begynder med et håb. Et håb om at noget kan blive anderledes, et håb om at verden kan blive bedre for dig og mig, og alle de andre mennesker som bor i vores fælleshjem. Gud har lovet os, at det ender godt. Han, som er jordens skaber vil tage sig af sin skabning. Vi får ikke lov at sejle vores egen skidtsø, Han sendte Jesus til jorden, for at tilgive os vores fejl og mangler, men også for at oprejse os, og give os mod til at gøre det vi kan gøre. Vi er Guds medarbejdere. Vi kan ikke frelse verden, men Gud kan. I hvert eneste af os har Gud lagt en flig af sin Helligånd. Helligånden virker i os og giver os tillid til at verden er i Guds hånd, og Helligånden giver os et lille håb om at verden bliver bedre.
Hver for sig bærer vi et lille håb, det kan synes spinkelt som en blafrende flammen, men tilsammen vokser håbet sig stort og stærkt, som et træ med en mægtig krone, for en verden hvor både mennesker og natur kan være til glæde og gavn for hinanden. Amen
Alle får et æble og et manillamærke. På mærket skrives et håb, en forhåbning for
jer selv eller et større håb.
Bagefter samler vi æblerne, så vi sammen kan lave et
bjerg af æbler og forhåbninger.
Alle får et æble at spise/med hjem. På den måde får alle en bid af en andens håb med sig.
Afslut med at bede Fadervor sammen.
Vor Far, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen
Øvelsen og prædikenen var en del af gudstjenesten til KFUM-Spejdernes landsmøde 2026.
Skal I også holde en hel gudstjeneste, så kan denne liturgi bruges: