Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste.
Til denne konkurrence skal du bruge to legetøjsbåde (eller noget andet, der kan flyde nogenlunde stabilt), to baljer vand og og en bunke blandede plastikdyr. Bådene placeres i hver sin balje med vand.
Deltagerne deles i to hold. Hvert hold stilles i en kø foran en båd, dyrene fordeles ligeligt mellem holdene.
Læs op: 1 Mosebog kapitel 6 vers 19-20
Af alle levende væsener skal du bringe ét par ind i arken, for at de kan overleve sammen med dig; de skal være han og hun. Af alle slags fugle, al slags kvæg og alle slags krybdyr på jorden skal ét par gå ind til dig for at overleve.
Deltagerne skiftes nu til at stille et dyr på holdets båd. Det hold, der kan stable flest dyr på båden, har vundet.
Til denne konkurrence skal du bruge en stor stak plastikkopper. Deltagerne deles i to hold, og kopperne fordeles ligeligt mellem holdene.
Læs op: 1 Mosebog kapitel 11 vers 4
Så sagde de: “Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.”
Hvert hold har nu et minut til at bygge det højeste tårn af deres kopper. Tårnet skal kunne stå selv i et minut derefter. Det hold, der har bygget det højeste tårn vinder.
Til denne konkurrence skal du bruge papir tegneredskaber og et spejl til hvert hold. Stil spejlene op, så deltageren kan se sit papir i spejlet. læg tegneredskaber klar. Del deltagerne i to hold og stil dem op i en kø ved deres spejl.
Læs op: 1 Mosebog kapitel 15 vers 5
Så tog han ham udenfor og sagde: “se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.” Og han sagde: “så mange skal dine efterkommere blive.”
Hvert hold skal nu tegne flest muligt stjerner. Deltagerne må ikke se direkte på papiret, men skal tegne efter det, de ser i spejlet. Når man har tegnet en stjerne, løber man om bag i køen, så den næste kan komme til. Det hold, hvor alle først har tegnet en stjerne, har vundet. (I kan også se, hvor mange stjerner, I kan tegne på x antal minutter. Hvis deltagerne er små, kan de tegne et x og et + oven på hinanden i stedet for en stjerne).
Til denne konkurrence skal du bruge en stor pose skumfiduser, to tallerkener eller skåle og et sugerør pr. deltager. Spred skumfiduserne ud over to områder, så der er et område til hvert hold. Placer en tallerken eller skål ca. midt i området. Del sugerørene ud til deltagerne, der deles i to hold.
læs op: Salmernesbog kapitel 23 vers 1-2
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand.
Hvert hold skal nu være hyrder for deres får. Skumfiduserne er får, der skal samles. Det gøres ved at stikke sugerøret ned til og suge, så skumfidusen kan løftes over i tallerkenen. Det hold, der først har samlet alle deres får, har vundet.
Til denne konkurrence skal du bruge spaghetti og skumfiduser. Del deltagerne på to hold, og fordel spaghetti og skumfiduser ligeligt mellem holdene.
Læs op: 1 Mosebog kapitel 28 vers 11
Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene og stillede den som hovedgærde, og så lagde han sig til at sove på stedet dér. I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op i himlen, og Guds engle gik op og ned af stigen.
Hvert hold skal nu bygge en stige ud af de udleverede materialer. Stigen skal stå på jorden og selv holde balancen. På hver stige, skal være mindst to letgenkendelige engle. Det hold, der har bygget den højeste stige, der opfylder kravene, har vundet.
Til denne konkurrence skal du bruge to stykker papir, et udvalg af farver eller tusher og noget at binde for øjnene. Deltagerne deles i to hold. Hvert hold vælger en repræsentant, der får bind for øjnene.
Læs op: 1 Mosebog kapitel 37 vers 3
Israel elskede Josef mest af alle sine sønner, for han havde fået ham i sin alderdom. Han lod en lang ærmekjortel lave til ham. Da hans brødre så, at deres far elskede ham mest af alle brødrene, kom de til at hade ham, og kunne ikke tale venligt til ham.
Deltagerne med bind for øjnene skal nu tegne Josefs kappe. kappen skal være så smuk og farverig, at enhver bror ville blive misundelig. De øvrige deltagere må guide, men hverken røre tusher eller papir. Den flotteste og mest farverige kappe vinder.
Til denne konkurrence skal du bruge 2 gamle bibler, eller noget andet tungt, og en snor eller et par pinde til at markere en bane. Deltagerne deles i to hold, og bibelerne fordeles mellem holdene. Der markeres en bane af passende længde afhængigt af deltagernes alder og evner. Deltagerne deles i to hold, og hvert hold stiller sig i en kø ved banens start.
Læs op: 2 Mosebog kapitel 24 vers 12
Herren sagde til Moses: “Kom op til mig på bjerget og bliv der, så vil jeg give dig stentavlerne med den lov og befaling, som jeg har skrevet ned for at belære dem.”
Konkurrencen foregår nu som en stafet. den første deltager i hver kø får udleveret en bibel, og skal balancere med den på hovedet gennem banen og tilbage igen, hvor bibelen overrækkes til den næste. Hvis en deltager taber sin bibel, går han tilbage til start og begynder forfra. Det hold, der først har alle deltagere igennem, vinder. (Hvis deltagerne er små, kan man balancere med bibelen på en flad hånd i stedet).
Til denne konkurrence skal du bruge 20 dåser og nogle tennisbolde. Dåserne stilles op i to tårne. Deltagerne deles i to hold. Hvert hold stiller sig i en kø foran et dåsetårn. Boldene fordeles mellem deltagerne.
Læs op: Josvabogen kapitel 6 vers 3-5
Nu skal alle I krigere i seks dage gå rundt om byen én gang om dagen. Syv præster skal bære syv vædderhorn foran arken. Men den syvende dag skal i gå rundt om byen syv gange, og præsterne skal støde i hornene. Når vædderhornets lange tone lyder, og i hører lyden fra hornet, skal hele folket udstøde et kampråb så højt, at byens mur falder sammen, og folket kan gå lige ind.
Hvert hold skal nu finde på et kampråb, som de råber, men de skiftes til at snurre seks gange rundt om sig selv, og derefter kaste en bold mod dåsemuren. Det hold, der med færrest kast får væltet muren, har vundet.
Til denne konkurrence skal du bruge to spande med fyldte vandballoner og de to største frivillige leder, du kan skaffe (gerne iført regntøj).
Deltagerne deles i to hold, og hvert hold stiller sig i kø med passende afstand foran hver deres frivillige.
Læs op: 1 Samuelsbog kapitel 17 vers 4-7
Han hed Goliat og var fra Gat, og han var seks alen og et fingerspand høj. På hovedet havde han en bronzehjelm, og han var iført en brynje af bronze, der vejede fem tusind sekel. På benene havde han bronzeskinner, og på ryggen bar han et krumsværd af bronze. Spydstagen var som en væverbom, og spydspidsen af jern vejede seks hundrede sekel.
Deltagerne på hvert hold skiftes nu til at kaste en vandballon på deres store frivillige. Det hold, der rammer med flest balloner, eller hvis frivillige er mest våd, vinder.