Forberedelse

Læs andagten igennem, find bibelhenvisninger og læs dem grundigt. 

Sørg eventuelt for mulighed for musikledsagelse.

1. Indledning

Vi skal nu kigge på en meget populær sang her mod Sankt Hans. Det er “midsommervisen”, som mange af jer måske kender i en lidt anden version, nemlig Shu-Bi-Duas. 

Læg mærke til, hvordan forfatteren Holger Drachmann bruger mange sprogbilleder fra den danske natur, både landskab og dyr.

(Gennemgå/syng sangen enten på original eller Shu-Bi-Duas version). 

2. Reflektioner

Sangen er skrevet i 1885 til et teaterstykke “Der var engang”, men er sidenhen blevet brugt til Sankt Hans/Midsommer fejringen rundt om i landet. Holger Drachmann var ateist og havde meldt sig ud af folkekirken, så det virker måske lidt mærkeligt, at fortolke noget religiøst ind i hans sange. 

Dét er imidlertid det smukke ved sangen; den lader fortolkningerne være op til læseren. Forfatteren vil gerne fortælle om hvor skønt Danmark er, både til juletid og ved midsommer - selvom han selv foretrækker midsommeren. 

I andet vers synger vi “når hver sky over marken velsignelsen sender”. Holger Drachmann har sikkert ikke ment, at det skulle være et symbol på Gud, men derfor kan man godt vælge at se det sådan. Sangen må gerne læses som en hyldest til Danmark, uanset hvordan Danmark er blevet skabt. Det særlige ved sangen er den indirekte hyldest til Danmark og naturen.

På trods af, at Holger Drachmann var ateist - og altså ikke troede på Gud, kan man i sangen se små bidder af kristendommen afspejlet. 

For eksempel er midsommertiden opkaldt efter Johannes Døberen, som er født præcis et halvt år før Jesus. På samme måde er Sankt Hans ligesom julen en velsignet tid. Den er dog ikke velsignet med en frelser, men en velsignelse af landet og det overskud man fra marken har kunnet høste og putte i laden. 

Sankthansaften er et levn fra hedenske skikke, hvor årets længste dag, sommersolhvervet, blev fejret. Kristne missionærer og præster fik nyfortolket de gamle skikke, så de kunne bruges til at tjene kristendommens udbredelse.

Bålene vi tænder til Sankt Hans aften fungerede oprindeligt som vågeblus. De skulle varsle sommersolhvervet, hvor lyset vender og mørket igen er på vej. Men Sankt Hans bålet blev også tændt for at holde onde kræfter væk. Før kristendommen troede mange nemlig at de onde kræfter var mere aktive på helligaftener som Sankt Hans aften end normalt. 

Da kristendommen “overtog” sankt Hans aften gav man lyset en ny fortolkning, nemlig som et symbol på Johannes, der udpegede Jesus som lys i en verden af mørke. 

Johannes Døberen fik sit navn, fordi han døbte folk i Jordanfloden og gjorde dem kristne. Han sagde selv, at han skulle bane vejen for Jesus. Da kristendommen “overtog” sankt Hans aften gav man lyset en ny fortolkning, nemlig som et symbol på Johannes, der udpegede Jesus som lys i en verden af mørke. 

Johannes døbte også Jesus og fremsagde der, at Jesus var Guds søn, frelseren.

”Næste dag så han [Johannes Døber] Jesus komme hen imod sig og sagde: “Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. Det er om ham, jeg har sagt: Efter mig kommer der en mand, som er kommet forud for mig, for han var til før mig. Jeg kendte ham ikke, men for at han skal åbenbares for Israel, derfor er jeg kommet og døber med vand.”

Og Johannes vidnede: “Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham. Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden. Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds søn.” (Johannesevangeliet 1,29-34).

3. Afslutning

(Hvis der er interesse for det, kan man diskutere forskelle og ligheder mellem Jesus og Johannes. Eksempelvis har begge en meget tragisk død. De har begge en forskellig tilgang til Gud og hans love. 

Johannes har sagt, at hvis man ikke lever efter Guds lov, så vil Gud ikke kendes ved en (Matt. 3, 10), i modsætning til Jesus, som har sagt, at Guds tilgivelse er knyttet sammen med menneskers tilgivelse af hinanden (Matt. 18,21-35 - den gældbundne tjener)

Det ser vi også i Fadervor, hvor vi netop siger: “Forlad os vores skyld, som også vi forlader vore skyldnere” se særligt Matt. 6, 14-15. Altså lad vores skyld gå bort, ligesom vi lader andre skyldnere gå bort - dette sker uanset om vi beder om det, bønnen er blot udtryk for, at vi aktivt siger tak for at Jesus tog hele verdens skyld på sig, og nu ved, at vi må tilgive dem der synder mod os).  

Hvis dette afsnit har været inddraget kan man med fordel vælge kun at afslutte med Fadervor, hvori afsnittet “forlad os vores skyld …” fremgår. Derved står pointen meget fint for sig selv som afslutning. 

4. Bøn:

Kære Gud,  Tak fordi du altid lader vores munde mætte,  Tak fordi du elskede os så højt, at du sendte din egen søn, til at bære al verdens synd,  Hør os når vi sammen beder, 

Fadervor…