Printe teksten
Lederen gennemgår teksten for sig selv inden andagten.
Vi skal nu have andagt, og idag vil jeg gerne læse en tekst for jer, så nu må I gerne sætte jer ned og lytte godt efter.
Jeg går med rygsæk, hele tiden! Eller faktisk går vi alle med rygsæk.
Der er dog ikke nogen, der kan se den, og den kan ikke tages af, den er en del af os lige så meget, som vores arme er.
Der er ikke nogen, der kan se min rygsæk, og jeg kan ikke se andres rygsække. Men alle kan se resultatet af rygsækken, for den kan være ret tung og gøre min gang besværlig. Jo længere tid jeg går med tasken tungt pakket, jo tungere bliver den. Den kan blive så tung, at jeg næsten ikke kan rejse mig op om morgenen, og da slet ikke tage i skole eller til spejder. De dage er det lettest at ligge ned og lade som om, at den ikke eksisterer.
Når jeg så har overbevist mig selv om, at den er væk, så kan det være, at jeg kan komme ud og afsted. Men at ignorere den er ikke nogen varig løsning, da den stadig er der, og den bare bliver tungere og tungere.
En dag vil jeg ikke længere kunne lade som om, at den ikke eksisterer, og så vil den være så overvældende tung, at jeg ikke vil kunne røre mig ud af stedet.
Min rygsæk kan virkelig være min værste fjende.
Men den kan også være den mest hjælpsomme ven.
Den kan være lettere end helium og endnu bedre til at skabe godt humør end en, der snakker efter at have taget en stor indånding af en heliumballon.
Den kan være så let, at man rent faktisk flyver ud af sengen. Den kan være så let, at du kommer til at stå på gulvet hjemme og tænke: “DE ER GÅET I GANG MED NATLØB UDEN MIG!! JEG SKAL BARE OP NU!”
Ham, det skete for, havde lige været på en fantastisk lejr, og skulle bare ikke gå glip af noget.
Men han opdagede ret hurtigt, at han var hjemme, der var intet natløb, og der var ingen skovbund under fødderne.
Men hvad er det, jeg pakker i min taske?
Det kan helt bestemt ikke være alt mit tøj. Det har jeg lært af erfaring, at det bare er tungt at gå med, og det kan jeg også selv tage ud af min taske.
At have helium i tasken er en ret sjov tanke, men den er nok ikke specielt realistisk eller praktisk for den sags skyld.
Nej, det kan ikke være noget, som jeg kan røre ved, sådan tage og føle på.
Ned i min rygsæk bliver der hele tiden pakket tanker, minder og følelser.
Og ærligt talt så frustrerer det mig, at det ofte er andre menneskers handlinger, der pakker min taske. Jeg får jo slet ikke lov til selv at have styr på min oppakning.
Nogle minder er mørke. De ligger og tynger os ned. Dernede helt i bunden af tasken ligger de og lægger planer.
Det er dog kun de færreste minder, som ikke er til at bære i starten.
Men det sker, at jeg kommer til at give dem plads i tasken. Så begynder de at fylde mere og mere, og det eneste, de gerne vil give plads til, er de andre dystre minder. De kommer til at fylde i alle mine tanker.
Andre minder er lyse, legeglade, fjollede og hjælpsomme.
De svæver rundt oppe i toppen. Deroppe ligger de og gør deres bedste for at løfte dig. Hvis de kunne, ville de hæve dig helt op i de højeste luftlag, og endnu længere. De er også helt vildt gode til at få os til at tænke på andre lyse minder. De bliver dog ikke stærkere, end de er til at starte med, men de bliver heller aldrig svagere. Når vi har været glade en gang, så kan vi altid søge hjælp i det minde.
Når de mørke minder er vokset til store mørke monstre, som sidder og kigger ned på mig hele tiden, så er de ikke uovervindelige.
Det er lige meget, hvor meget de sidder og hvisker til mig, at de ikke kan fjernes, og at de ikke kan overvindes.
Stik imod, hvad de siger, kan jeg godt overkomme dem. Jeg kan kravle op på dem, skære i dem, slå dem, gøre dem til at leve med, men aldrig smide dem helt væk.
Men det kan være en langvarig og hård kamp, som nogle dage vil gå godt, men andre vil være fyldt med nederlag.
Det er meget nemmere at finde en, der har lyst til at hjælpe med at overvinde monstrene, så er vi flere om at bære.
Andre har nemmere ved at bære mine monstre. Det er nærmest som om, monstrene kun er store for deres ejer.
Så kommer de og river en ud af monstrenes arme, hvorefter de planter et solidt slag lige midt i panden på bæstet.
Derefter skrumper monstrene ind til, hvad de var i starten, og måske endnu mindre, hvorefter vi kan pakke dem ned i vores taskers mindste sidelommer.
De lyse tanker er lidt en anden sag. De bliver ikke stærkere, og du kan ikke forvente, at andre skaber dem for dig. Men de er langt nemmere at styre. De er nærmest dine små hjælpere. Eller de behøver faktisk ikke kun være dine små hjælpere. De har nemlig en helt speciel egenskab, at de kan deles med andre, uden de bliver mindre. Så du kan fortælle om dem og dele ud af dem, glæde andre og give andre gode minder at gå hjem med. På den måde er de meget stærkere end de mørke, for prøv at tænke på, hvor mange gode minder vi har til sammen.
Tidligere sagde jeg, at det tit er andre, der pakker min taske for mig, uden de tænker over det, men det passer ikke helt så meget længere. Jeg har nemlig fundet ud af, at vi selv kan fylde nyt i. Vi kan bestemme os for at fylde lyse minder i. Placere et stort fedt grin i hovedet på os selv og gøre det til en del af os. Og vi kan gøre, hvad vi kan, for at det bliver gode minder, der holder os oppe, når der er monstre på vores vej. Vi kan dybest set bestemme os for at pakke de lyse minder i vores taskes hovedrum.
De mørke minder skal jeg dog have i taskens lommer, for hvis jeg bare smider dem væk, så kan jeg ikke holde styr på dem. De vil komme tilbage til mig efter en tid, hvor de har haft al pladsen udenfor tasken til at vokse på. De kan vokse sig til noget, som jeg slet ikke kan genkende. Hvis jeg ikke kan genkende det, så kan jeg ikke sætte ord på vægten, og de ord er lyset i mørket.
Menneske din egen magt
Hej far Jeg vil egentligt bare gerne bede om, at du hjælper med at slæbe, når min taske bliver for tung. Og hvis du gider, vil du så ikke hjælpe med at dele ud af mine glæder?
Fadervor