Læs andagten grundigt igennem, så du er sikker på, hvad der skal ske.
Tænk selv over spørgsmålene i samtaledelen, så du har et par eksempler klar, hvis samtalen går i stå.
Sang:
Børn af den grønne jord
Her er en historie, som Jesus fortalte engang. Vi kalder den slags historier for lignelser.
Der var engang en mand, der skulle på rejse. Han skulle rejse langt, så han stod tidligt op. Han pakkede sine ting, gjort sit æsel parat, og så vinkede han farvel til konen og børnene.
Vejen var øde, og han havde ikke rejst ret langt, før han blev overfaldet af røvere. De slog ham ned og tog hans tøj, hans ting og hans æsel. Så stak de af og lod manden ligge halvdød i vejkanten.
Manden kunne slet ikke rejse sig, og han tænkte på, hvordan han skulle få hjælp.
Heldigvis hørte han skridt. Der kom én hen ad vejen. Manden kunne se, at det var en præst. ”Så får jeg hjælp!”, tænkte manden. Men præsten havde så travlt med at kigge op i himlen, så han gik forbi og lod som om, han slet ikke så manden.
Manden blev ked af det. ”Hvorfor ville han ikke hjælpe mig?” tænkte han.
Lidt senere kom der en anden rejsende. Det var en levit, der var på vej til templet. ”Han må da hjælpe mig!”, tænkte manden. Men levitten blev bange og skyndte sig videre.
Nu blev manden for alvor bange. ”Skal jeg virkelig dø?” tænkte han.
Men lidt senere kom endnu en rejsende. Det var en samaritaner, kunne han se. Jøderne og samaritanerne var lidt som fjender, og manden tænkte: ”Bare han ikke ser mig og håner mig!” Og han lukkede øjnene og lod som om, han var død.
Men samaritaneren stoppede op og så til manden. Han gav ham vand at drikke, og han forbandt hans sår. Så hjalp han den sårede op på sit æsel, og han fulgte ham til den nærmeste kro.
Samaritaneren sagde til kro-manden: ”Her har du penge. Sørg nu godt for manden, til han bliver rask. Og hvis pengene ikke slår til, skal jeg nok betale resten, når jeg kommer tilbage!”
Så var manden på kroen, indtil han blev rask igen.
For at forstå den lignelse vi lige har hørt, er det vigtigt at vide, at en Samaritaner ikke var en populær mand. Samaritanerne var et folk, isralitterne så ned på, fordi de var anderledes. De tilbad Gud et andet sted end isralitterne og på en anden måde. Samaritaneren i lignelsen svarer i dag altså til fx en roma, som mange danskere ser ned på, fordi de er anderledes.
Samaritaneren i historien er den, der har modet til at række ud på trods af de sociale skel, og hjælpen kommer indimellem fra den, vi ikke venter det af.
Det er ikke nemt at række ud. Hvis din mor eller din bedste ven har det skidt, føles det naturligt at hjælpe dem. Men hvis det er en fra din parallelklasse, en tilfældig fremmed, der sidder i bussen eller en nabo, du ikke har snakket med før, kan det føles grænseoverskridende at tilbyde sin hjælp. Det er nemt at undskylde sig med, at de nok har en mor eller en god ven, der kan hjælpe dem.
Historien om samaritaneren viser os, at dem, der burde hjælpe, ikke altid gør det. Vi kan ikke vide, om de nærmeste allerede er gået forbi. Måske er du samaritaneren, der skal turde træde til og tilbyde din hjælp?
(Spørgsmålene kan enten diskuteres i fællesskab, eller bruges som en stille refleksion)
Har du prøvet at række ud til nogen?
Hvordan reagerede de?
Er der nogen, du burde række ud til?
Hvordan kan man række ud?
Hvorfor er det vigtigt at række ud?
Hvorfor, tror I, Jesus har fortalt os denne historie?
Kære Gud!
Jeg takker dig for, at jeg indimellem har mod til at række ud og hjælpe andre - på trods af forskelligheder og modgang.
Gud! Vær hos mig og giv mig styrke til at hjælpe andre.
Fader vor...