Print teksten til sangen og læs andagten grundigt igennem, så du er helt sikker på, hvad der skal ske.
Find sangen, Får vi solen at se en dag, på youtube, så den er klar til afspilning. Videoen hedder "Will the sun ever shine again" (danish) "Får vi solen at se en dag"
Denne andagt tager udgangspunkt i sangen, "Får vi solen at se en dag," fra Disneys "De Frygtløse: The Muuhvie". Det er på ingen måde nødvendigt at have set filmen for at bruge andagten.
Del sangteksten ud til alle deltagere, så det er nemmere at følge med i, hvad der bliver sunget.
Afspil sangen
Når livet gør ondt, sker der ofte én af to ting. Enten bliver vores tro stærkere, og vi lægger vores liv i hænderne på en Gud, som vi har brug for, men som vi ikke kan vide, om er der. Ellers mister vi den tro, vi evt. må have haft i forvejen - måske skælder vi ud på den Gud, vi ikke tror på, men det bliver i hvert fald svært at finde trygheden i det ukendte, som Gud også er kendetegnet af.
Dette spænd mellem det trygge i at lægge sit spinkle liv og håb fra sig over på en Gud, vi kun kan tro på, og at miste sin spinkle tro til fordel for jagten på en viden, man kun måske kan få, er temaet for den sang, vi lige har hørt.
Det ligger i os mennesker, at vi gerne vil vide. Kan han virkeligt lide mig? Bliver min mormor rask? Klarer jeg næste eksamen? Får jeg råd til julegaver i år? Og en hel masse andet, ville vi ønske, der fandtes sikre svar på. Og her er det, sangen spørger: Orker man at tro, når man hellere vil vide? og det gør man desværre ikke altid. Troen kræver et overskud.
Og når svarene på spørgsmålene alligevel kommer. Nej, han kunne ikke lide mig, Nej, mormor kan ikke helbredes, Nej, dine anstrengelser var ikke nok, og det gik ikke med eksamen, Nej, du må forsøge dig med hjemmestrik igen i år, ville vi nogle gange hellere have været den viden foruden. Dette er måske sat på spidsen, mindre kan også gøre det, men nogle dage ser det hele sort ud, når det vi havde drømt om, alligevel ikke flaskede sig. Orker man at håbe, når drømmene smuldrer? Ved at håbe får man blottet sig. Nogle gange er det bare nemmere at lade sig suge ned i det sorte. Håbet åbner også muligheden for skuffelsen - ved at gøre sig kold og udelukke håbet, ved man trods alt, hvad man står i.
Alligevel vil der ALTID, uanset hvor langt borte troen og håbet kan virke, og uanset hvor lidt vi orker at satse på det og forholde os til det, være en mulighed for lys. Sangen råber på Gud, selvom der ikke er overskud til at tro og håbe, findes der alligevel energi til at bede om Guds hjælp - Kald mørket tilbage.
Og det gør Gud. Vi får solen at se en dag. Jesus har selv sagt, “Jeg er verdens lys. Den der følger mig skal aldrig vandre i mørket men have livets lys.” Det er ikke altid, vi kan se lyset - det er vi heller ikke blevet lovet, men Gud har lovet at vi har det, så JA, vi får solen at se en dag - uanset om vi orker at erkende det.
Gud hvis du lytter - kald mørket tilbage!
Giv os et glimt af lyset, så vi selv på de sorteste dage orker at tro og håbe på bedring.
Fader vor...
Andagten kan også nemt laves med et gammeltestamentligt perspektiv. I skabelsesberetningen beviser Gud, at han med sit ord kan kontrollere lys og mørke. Det er altså ikke urealistisk, at Gud kan kalde mørket tilbage.