Læs andagten igennem, så du er sikker på, hvad der skal ske.
Introduktionen er tænkt som en dialog mellem to ledere.
Leder 1: Kender du det, når det er sommer og solen bare bager? Det er så dejligt med badeture, is og bålaftener. Varmen har næsten svedet græsset helt brunt, og det giver den der særlige duft. Mmm… jeg elsker sommer!
Leder 2: Ahh ja! Det er dejligt om sommeren, men min far er landmand, og han får altid to dybe rynker i panden, når solen skinner lidt for længe. Det er nemlig sådan, at ligesom de svedne græsplæner, så brænder solen også al hans korn af, og det betyder, at han ikke kan sælge noget af det.
Leder 1: Det kan jeg godt se, men altså det er jo endnu værre, når det bare regner og regner. Så må hans marker jo også svømme helt væk? I vinters regnede det SÅ meget, at nogle sommerhuse var helt oversvømmet og nogle steder også veje og cykelstier. Godt, jeg havde mine gummistøvler og regnjakke.
Leder 2: Faktisk kan det være endnu værre end oversvømmede cykelstier. I Nepal svømmer hele landsbyer væk nogle steder, fordi det regner meget mere end nogensinde før. Faktisk støtter FDF en gruppe kvinder fra en landsby, der for 7 år siden (2014) blev ramt af en kæmpe oversvømmelse. Alle indbyggerne var nødt til at søge tilflugt i en skov, hvor de lavede små hytter af grene til at bo i. Nu er de gået sammen i en klub, hvor de bl.a. har købt geder og dyrker sukkerrør. I klubben får de selvtillid, fordi de er en del af et fællesskab. Når man er en del af et fællesskab, bliver man mere modig, og nu kan de snakke med dem, der bestemmer i Nepal. De drømmer om at bygge deres landsby op et nyt sted, så det er trygt for dem og deres familier.
Leder 1: Når jeg er sammen med mine venner til FDF, så er jeg meget mere modig, og vi kan gøre alt muligt, bare vi gør det sammen.
Leder 2: Ja, det er faktisk ret vildt, hvad vi kan gøre sammen. Ét af verdensmålene handler lige præcis om at være fælles om at gøre en indsats, når klimaet - altså fx vejret - forandrer sig på en dårlig måde. Når landmænd ikke får regn nok, og når cykelstier i Danmark eller landsbyer i Nepal bliver oversvømmet. Sammen kan vi bedst ændre klimaet, selvom det er svært og tager lang tid.
Genfortæl
Der var engang for længe siden en kæmpe oversvømmelse i verden. Det er så lang tid siden, at ingen helt husker hvornår eller er sikre på, hvordan det præcis foregik. Men historien er spændende, og den ender godt. Nu skal I høre historien om verdens største oversvømmelse.
Genfortæl eller læs fortællingen om Noas ark og regnbuen (1. Mosebog kapitel 9, vers 11 - 17).
Ligesom Gud gav os en regnbue som tegn på, at han passer på os, så kan vi lave en regnbue med vores hænder, som tegn på, at vi passer på hinanden.
Lav en masse aftryk af alle børn og lederes hænder med maling i mange farver på enten et stort stykke papir eller en masse papir tapet sammen. Form aftrykkene, så det ligner en stor regnbue.
Nr. 43 i March og Lejr: ”Lys og liv” Nr. 88 i March og Lejr: ”Himmelbuens Herre”
Kære Gud, Tak fordi du satte regnbuen på himlen, så vi ved, at du passer på os. Hjælp os med at passe på hinanden ved at passe på jorden. Tak fordi det fællesskab, som jeg er en del af her i FDF. Vil du hjælpe andre ude i verden med at blive en del af et fællesskab som vores, så de også får mod til at gøre en forskel? Tak for jorden, som er mit hjem med alle skove, strande og byer. Vil du hjælpe mig med at pleje og passe den ligesom du passer på os? Hør os når vi sammen beder,
Fadervor… Amen.