Læs andagten grundigt igennem, så du har overblik over, hvad der skal ske. Sørg for at have alle materialer klar.
Denne andagt består af 10 små aktiviteter. De kan bruges i sammenhæng til en mødeaften, eller I kan tage en aktivitet hver dag på sommerlejren.
Deltagerne deles i hold, alt efter hvor mange I er. Her i materialet er foreslået to hold. Hver opgave kan klares på et minut, hvis man gerne vil have sved på panden, men der kan også sagtens sættes længere tid af, hvis man har lyst til at gøre sig umage.
1 Adam og Eva:
Til denne konkurrence, skal du bruge to æbler i hver sin balje vand.
Del deltagerne op i to hold. Hvert hold vælger en repræsentant, der skal dyste - resten hepper. Repræsentanterne stiller sig klar foran baljerne med æbler.
Læs op: 1. mos 3,6 Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste.
Repræsentanterne skal nu med hænderne på ryggen spise frugten i baljen. Det hold, hvis repræsentant er først færdig, vinder.
2 Noas ark
Til denne konkurrence skal du bruge to legetøjsbåde (eller noget andet, der kan flyde nogenlunde stabilt), to baljer vand og og en bunke blandede plastikdyr. Bådene placeres i hver sin balje med vand.
Deltagerne deles i to hold. Hvert hold stilles i en kø foran en båd, dyrene fordeles ligeligt mellem holdene.
Læs op: 1. mos. 6,19-20 Af alle levende væsener skal du bringe ét par ind i arken, for at de kan overleve sammen med dig; de skal være han og hun. Af alle slags fugle, al slags kvæg og alle slags krybdyr på jorden skal ét par gå ind til dig for at overleve.
Deltagerne skiftes nu til at stille et dyr på holdets båd. Det hold, der kan stable flest dyr på båden, har vundet.
3 Babelstårnet:
Til denne konkurrence skal du bruge en stor stak plastikkopper. Deltagerne deles i to hold, og kopperne fordeles ligeligt mellem holdene.
Læs op: 1. mos. 11,4 Så sagde de: “Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.”
Hvert hold har nu et minut til at bygge det højeste tårn af deres kopper. Tårnet skal kunne stå selv i et minut derefter. Det hold, der har bygget det højeste tårn vinder.
4 Abrahams slægt:
Til denne konkurrence skal du bruge papir tegneredskaber og et spejl til hvert hold. Stil spejlene op, så deltageren kan se sit papir i spejlet. læg tegneredskaber klar. Del deltagerne i to hold og stil dem op i en kø ved deres spejl.
Læs op: 1. mos. 15,5 Så tog han ham udenfor og sagde: “se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.” Og han sagde: “så mange skal dine efterkommere blive.”
Hvert hold skal nu tegne flest muligt stjerner. Deltagerne må ikke se direkte på papiret, men skal tegne efter det, de ser i spejlet. Når man har tegnet en stjerne, løber man om bag i køen, så den næste kan komme til. Det hold, hvor alle først har tegnet en stjerne, har vundet. (I kan også se, hvor mange stjerner, I kan tegne på x antal minutter. Hvis deltagerne er små, kan de tegne et x og et + oven på hinanden i stedet for en stjerne).
5 Herren er min hyrde:
Til denne konkurrence skal du bruge en stor pose skumfiduser, to tallerkener eller skåle og et sugerør pr. deltager. Spred skumfiduserne ud over to områder, så der er et område til hvert hold. Placer en tallerken eller skål ca. midt i området. Del sugerørene ud til deltagerne, der deles i to hold.
læs op: Salm. 23, 1-2 Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand.
Hvert hold skal nu være hyrder for deres får. Skumfiduserne er får, der skal samles. Det gøres ved at stikke sugerøret ned til og suge, så skumfidusen kan løftes over i tallerkenen. Det hold, der først har samlet alle deres får, har vundet.
6 Jakobs himmelstige
Til denne konkurrence skal du bruge spaghetti og skumfiduser. Del deltagerne på to hold, og fordel spaghetti og skumfiduser ligeligt mellem holdene.
Læs op: 1. mos 28,11 Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene og stillede den som hovedgærde, og så lagde han sig til at sove på stedet dér. I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op i himlen, og Guds engle gik op og ned af stigen.
Hvert hold skal nu bygge en stige ud af de udleverede materialer. Stigen skal stå på jorden og selv holde balancen. På hver stige, skal være mindst to letgenkendelige engle. Det hold, der har bygget den højeste stige, der opfylder kravene, har vundet.
7 Josefs kappe:
Til denne konkurrence skal du bruge to stykker papir, et udvalg af farver eller tusher og noget at binde for øjnene. Deltagerne deles i to hold. Hvert hold vælger en repræsentant, der får bind for øjnene.
Læs op: 1. mos. 37,3 Israel elskede Josef mest af alle sine sønner, for han havde fået ham i sin alderdom. Han lod en lang ærmekjortel lave til ham. Da hans brødre så, at deres far elskede ham mest af alle brødrene, kom de til at hade ham, og kunne ikke tale venligt til ham.
Deltagerne med bind for øjnene skal nu tegne Josefs kappe. kappen skal være så smuk og farverig, at enhver bror ville blive misundelig. De øvrige deltagere må guide, men hverken røre tusher eller papir. Den flotteste og mest farverige kappe vinder.
8 Moses på Sinai:
Til denne konkurrence skal du bruge 2 gamle bibler, eller noget andet tungt, og en snor eller et par pinde til at markere en bane. Deltagerne deles i to hold, og bibelerne fordeles mellem holdene. Der markeres en bane af passende længde afhængigt af deltagernes alder og evner. Deltagerne deles i to hold, og hvert hold stiller sig i en kø ved banens start.
Læs op: 2. mos. 24,12 Herren sagde til Moses: “Kom op til mig på bjerget og bliv der, så vil jeg give dig stentavlerne med den lov og befaling, som jeg har skrevet ned for at belære dem.”
Konkurrencen foregår nu som en stafet. den første deltager i hver kø får udleveret en bibel, og skal balancere med den på hovedet gennem banen og tilbage igen, hvor bibelen overrækkes til den næste. Hvis en deltager taber sin bibel, går han tilbage til start og begynder forfra. Det hold, der først har alle deltagere igennem, vinder. (Hvis deltagerne er små, kan man balancere med bibelen på en flad hånd i stedet).
9 Jerikos mure:
Til denne konkurrence skal du bruge 20 dåser og nogle tennisbolde. Dåserne stillet op i to tårne. Deltagerne deles i to hold. Hvert hold stiller sig i en kø foran et dåsetårn. Boldene fordeles mellem deltagerne.
Læs op: Josva 6,3-5 Nu skal alle I krigere i seks dage gå rundt om byen én gang om dagen. Syv præster skal bære syv vædderhorn foran arken. Men den syvende dag skal i gå rundt om byen syv gange, og præsterne skal støde i hornene. Når vædderhornets lange tone lyder, og i hører lyden fra hornet, skal hele folket udstøde et kampråb så højt, at byens mur falder sammen, og folket kan gå lige ind.
Hvert hold skal nu finde på et kampråb, som de råber, men de skiftes til at snurre seks gange rundt om sig selv, og derefter kaste en bold mod dåsemuren. Det hold, der med færrest kast får væltet muren, har vundet.
10 David og Goliat:
Til denne konkurrence skal du bruge to spande med fyldte vandballoner og de to største frivillige leder, du kan skaffe (gerne iført regntøj). Deltagerne deles i to hold, og hvert hold stiller sig i kø med passende afstand foran hver deres frivillige.
Læs op: sam 17,4-7 Han hed Goliat og var fra Gat, og han var seks alen og et fingerspand høj. På hovedet havde han en bronzehjelm, og han var iført en brynje af bronze, der vejede fem tusind sekel. På benene havde han bronzeskinner, og på ryggen bar han et krumsværd af bronze. Spydstagen var som en væverbom, og spydspidsen af jern vejede seks hundrede sekel.
Deltagerne på hvert hold skiftes nu til at kaste en vandballon på deres store frivillige. Det hold, der rammer med flest balloner, eller hvis frivillige er mest våd, vinder.
Aktiviteterne kan fint bruges som hver deres lille andagt. Du kan blot udvide det foreslåede bibelstykke lidt og tilføje en reflektion.
Hvis du ønsker en længere andagt, kan du kombinere med andagten “10 små konkurrencer fra Det Nye Testamente”.