Den bibelhistoriske fortællingssprogbrug

Forfatter: Finn Rosenberg
Organisation: TPC

Edith Aller: Den bibelhistoriske fortællings sprogbrug, Ph.d.-afhandling, bind 1-2

 

Edith Aller: Den bibelhistoriske fortællings sprogbrug, Ph.d.-afhandling, bind 1-2

 

 Danmarks Pædagogiske Universitet 2003, 302 sider + 244 sider (bilag)

 
I 1995 udgav Edith Aller ”Fortællebogen. I fortællingens univers. Fortælling som undervisningsmetode”. Den var især rettet til lærere i skolen, men i princippet anvendelig for alle, der vil fortælle. Det er stadig en glimrende introduktion til fortællingens teori og praksis, endda med fortælleplaner, også for en række bibelske historier. Nu er Edith Aller så gået i dybden med en enkelt fortælling, nemlig syndflodsfortællingen (Noas ark). ”Den bibelhistoriske fortællings sprogbrug” er en Ph.d.-afhandling i to bind (bind to er bilag). Efter en grundig teoretisk indledning – en ”sammenlignende tekstlingvistisk analyse…med særligt henblik på teksternes kohærens, kohæsion og funktion og disses forholds betydning for modtagerreguleringen”, bind 1, side 3) - analyserer hun 11 versioner af syndflodsfortællingen, 9 ældre og nyere bøger samt 2 mundtlige forløb. Genfortællingerne bærer på mange måder præg af deres tid ; Edith Aller taler om otte ”parafrasetyper” – en fortælling kan være handlingscentreret, forklarende, fortolkende, modtagervenlig, tillempet, refererende, litterær eller loyal. Eller lidt af hver (bind 1, s. 282). Selv om afhandlingen i sagens natur er meget teknisk og ”tør”, er afhandlingen bygget så klart op, at det er til at finde rundt i den. Fx karakteriseres to kendte nye bibelhistorier, Bodil Busk Sørensens ”Skolebibelen” og Ingrid Schrøder-Hansens ”Bibelhistorier”. De er begge to ”loyale” mod originalfortællingerne (bind 1, s. 266), men mens den første er informerende, kundskabsmeddelende (s. 263), er den sidste ud over det informerende også meget engageret/engagerende, ja der er nærmest tale om en ”genopførelse” af indholdet (s. 257). Edith Aller sætter teksterne ind i deres tidslige og sociale sammenhæng og får bekræftet, i hvor høj grad genfortællingerne afspejler deres egen tid (s. 268). En fortælling vender altså begge veje: den afslører, hvem fortælleren er, men omvendt  har fortællingen inden da sat sit stempel på fortælleren, gjort fortælleren til det, han/hun er. Derfor er fortælling vigtig den dag i dag. Som Edith Aller siger i ”Fortællebogen”: ”Om den sande fortælling gælder det at det at fortælle er at forholde sig til tilværelsen på en måde så der fremstår mening af kaos.” (s. 14).

 

 

 

 

 

 

 

Jf. Finn Rosenbergs anmeldelse i ”Kirken Underviser”, 2005/2, udgivet af UNITAS FORLAG

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



Ugens andagt

Få ugens andagt, direkte i din indbakke.

Er du allerede tilmeldt og ønsker at ændre din profil, så klik her.