Ansvar for egen læring

Forfatter: Finn Rosenberg
Organisation: TPC

Facts om ansvar for egen læring


Ordet ”an-svar” betyder ”svar på tiltale”. Det kan hentyde til en retssag, hvor du ”står til ansvar” for det, du har gjort. Det kan også betyde, at du skal overholde regler, og hvis du ikke gør det, bliver du draget til ansvar, stillet til regnskab for dine overtrædelser. Ansvar kan derfor betyde lydighed over for Gud, konge, domstole, fædreland, familiens overhoved (før i tiden = ”husfaderen”) 

 

Af samme grund har der været uvilje over for ordet hos dem, der ville gøre oprør mod autoriteter. I stedet for har der været talt om ”ansvar over for sig selv”. Denne tanke mødes allerede i 1700-tallet hos filosoffen Rousseau, der vil lade børneopdagelse afhænge af den naturlige udvikling hos barnet selv. Disse tanker har gjort sig kraftigt gældende i både opdragelse og pædagogik i de sidste årtier. Det skete bl.a. som reaktion på diktaturers og autoritære staters andel i verdenskrigene. Den demokratiske styreform blev ophøjet til ideal på både det politiske plan (FN) og på det nære plan. Demokrati blev et af nøgleordene i den danske folkeskoles teori og praksis. Demokrati skulle ikke kun være en styreform, men en livsform.

 

Er et barn forældrenes barn eller samfundets barn? Eller er det kun sig selv? (jf Piet Heins digt: ”Lille kat, lille kat./ lille kat på vejen,/ hvis er du, hvis er du?/ ”Jeg er sgu´ min egen”).

 

Demokratiseringen fik de mest yderligtgående følger i ungdomsoprøret og de anti-autoritære strømninger i 1960´erne og 1970´erne. De ville ikke acceptere ansvar over for autoriteter, i hvert fald kun over for dem, som gruppen eller individet selv valgte. Det blev almindeligt at tale om at stå til ansvar over for ”samfundet”, i en periode betød det: fremtidens mulige socialistiske samfund. Demokrati på arbejdspladsen, i institutionerne og i familierne. I undervisningssammenhænge har der været talrige forsøg med kollektiv ledelse med både lærere og elever. Der har også været eksperimenter med skole- og undervisningsformer, der bygger på, hvad eleverne nu selv havde lyst til eller fandt ud ved at aftale med hinanden eller med lærerne. I familierne blev det nye syn på ansvar mærkbart. ”Husfaderen” var ikke længere uden videre autoritet, hverken over for sin kone eller sine børn, hvilket medførte både en kønskamp og et generationsopgør. I de fleste tilfælde kunne – og kan – der dog tales om en gradvis ændring af familien i mere ”demokratisk” retning, og i både samfund og familie sker fordeling af ledelse og ansvar ofte gennem naturlig udvikling og forhandling.

I de senere år har der været interesse for at finde en model for forening af gammelt og nyt i bl.a. folkeskolen. Det nytter på den ene side ikke noget med en lodret ordre fra autoriteterne. På anden side nytter det erfaringsmæssigt heller ikke noget at lade alting flyde, så eleverne bare gør, hvad de er i humør til: Ansvaret må fastholdes, men autoriteten bag ansvaret ligger principielt ikke helt fast. Autoriteten findes dels i samfundets regler og de offentlig ansattes udøvelse af reglerne, dels hos den enkelte selv. Autoriteten i folkeskolens hverdag fastlægges fx i dialog mellem hvert enkelt barn og dets forældre på den ene side og skolens ansatte og samfundets love og regler på den anden side. Autoriteten er på den måde resultatet af en forhandling, der ikke ligger fast en gang for alle. Eleven i folkeskolen forpligtes nu på den aftalte autoritet og har dermed ”ansvar for egen læring” (også kendt under forkortelsen AFEL). Det ansvar, som aftales ved forhandling, kan udmøntes i individuelle handleplaner, fulgt op af rapporter fra både eleven og skolen, evaluering ved nye forhandlinger mellem skole, forældre og elev og fastsættelse af nye mål, både de nære og de lidt fjernere. 


Ansvar for egen læring kan forstås som en selvmodsigende betegnelse, hvis ansvar betyder ansvar over for en ydre autoritet. Som sagt er betegnelsen et kompromis mellem to pædagogiske tendenser: Den ene tendens handler om at styre ”ovenfra” ud fra love og regler ved hjælp af klare mål, læreplaner, prøver og eksamener, sanktioner og konsekvenser, pligt og ansvar over for autoriteterne. Den anden tendens handler om at styre ”nedefra” gennem lytten til den enkeltes ønsker og interesser, selvstændige valg i forbindelse med løbende forhandling og dialog med omgivelserne. Begge tendenser påberåber sig ret til navnet ”demokrati”. Begge tendenser kan beskrives som ”ansvar for egen læring”.

 

 

 
I folkekirkens eneste obligatoriske (dvs. obligatorisk for præsterne, ikke for børnene!) undervisning, konfirmationsforberedelsen, gør det særlige  forhold sig gældende, at Biblen på forhånd er kanon. Det betyder, at indholdet af forberedelsen for det første er bundet til ”fortrolighed med den kristne børnelærdom” (og dermed også bundet til folkekirkens bekendelsesskrifter, se artiklen: bekendelsesskrifter) og for det andet til ”folkekirkens gudstjeneste”. Den enkelte kan ikke vælge frit, og et evt. ”ansvar for egen læring” kan der kun tales om, hvis Biblens autoritet forudsættes og hvis børnelærdommen og gudstjenesten er en del af den læring, som den enkelte har eget ansvar for. I konfirmationsforberedelsens pædagogiske praksis er der dog principielt meget frie rammer (se artiklen konfirmationsforberedelse).

 
I kirkelige børne- og ungdomsorganisationer er der både tale om en selvstændig organisationstradition og en eller anden form for binding til folkekirken. Hvordan organisationerne og deres medlemmer forvalter ”ansvar for egen læring” på det religionspædagogiske område, må de selv fastsætte.



Ugens andagt

Få ugens andagt, direkte i din indbakke.

Er du allerede tilmeldt og ønsker at ændre din profil, så klik her.