Bekendelse

Forfatter: Forfattergruppe
Organisation: Unitas Forlag

Facts om bekendelse

Bekendelse

Adskillige steder i GT findes bekendelser, der har karakter af en trosbekendelse. I disse bekendelser fortælles der i koncentreret form om, hvem Gud er, og om hvilke store gerninger han har gjort for Israels folk. Ofte er midtpunktet i disse bekendelser udfrielsen* af Egypten, der betragtes som Guds grundlæggende velgerning mod Israel. Bekendelserne har antagelig været anvendt i den jødiske gudstjeneste som lovprisninger af Gud. Fra GT kendes også syndsbekendelser, hvor mennesker individuelt eller i fællesskab bekender deres synder og beder Gud om tilgivelse*.

 
I NT findes også bekendelser, der har karakter af en lovprisning af Gud. Ligeledes findes der som i GT syndsbekendelser. Den almindeligste betydning er dog bekendelsen til Kristus* - det modsatte af at fornægte* Kristus. Bekendelsen bliver i NT en offentlig bekendelse af eller vedkenden sig Kristus. Denne offentlige bekendelse tillægges afgørende betydning for, hvem der hører til den kristne menighed*. Da kristendommen i de første århundreder var en forfulgt religion, medførte bekendelse af Kristustroen tit udelukkelse af den jødiske synagoge* eller forfølgelser fra myndighedernes side.

 
Ligesom bekendelserne fra GT fik deres plads i den jødiske gudstjeneste, fik også bekendelserne fra NT, Kristusbekendelserne, hurtigt deres særlige placering i den kristne gudstjeneste.

I NT findes en række forskellige formler med et eller to led, der udtrykker den kristne bekendelse til Gud eller Kristus. Der findes også enkelte lidt længere formuleringer. I de følgende århundreder udvidede man hen ad vejen bekendelserne, bl.a. for at fastholde, hvad der var ret kristendom og afvise kætterske ideer fra at vinde indpas i kirken. Dette ser vi bl.a. i den apostolske trosbekendelse og den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse.

 

Trosbekendelser/ lovprisninger i GT: 5 Mos 6, 20-24; 26; Jos 24;

Rom 15, 9-13; Hebr 13,15

Syndsbekendelser: Sl 22; 32,3-5; Neh 9,6-37; Es 63; Jak 5,16; 1 Joh 1,9

Bekendelsen af Kristus: Joh 9,22; 1 Joh 2,23; 4,2-3;15

Bekendelsens offentlige karakter: Matt 10,32-39; Rom 10,9-10

Kristusbekendelser med 1-2 led: Rom 8,34; 1 Kor 8,6; 12,3; Ef 4,5; Hebr 4,14

Længere bekendelsesformel: Fil 2,5-11



Ugens andagt

Få ugens andagt, direkte i din indbakke.

Er du allerede tilmeldt og ønsker at ændre din profil, så klik her.