Familie på pilgrimsvandring – med religiøse oplevelser i rygsækken

Forfatter: Marie Borregaard Vinther
Organisation: De grønne pigespejdere

Annette Bennedsgaard, der til daglig er sognepræst i Gellerup Kirke, fortæller her sine refleksioner over 14 dages pilgrimsvandring. Artikel fra Nektar.

”Skal vi nu også være kristne i vores sommerferie?”, sukkede søstrene Astrid, Agnethe og Herdis på henholdsvis 7, 11 og 13 år. ”Ja”, lød svaret fra forældrene, Annette og Lars Bennedsgaard. En pilgrimsvandring i Spanien – langs en del af den berømte vej mod Ssantiago de Compostela – blev den religiøse ramme om familiens sommerferie. En sommerferie, hvor der for alvor blev tid. Tid til tanker, tid til åbenhed og tid til at glædes. Annette Bennedsgaard, der til daglig er sognepræst i Gellerup Kirke, fortæller her sine refleksioner over 14 dages pilgrimsvandring.



”Hvorfor pilgrimsvandring?”. Vi holder af naturen og af at vandre. Fra andre ferier har vi erfaret, at det er skønt at have en ramme for kontakten med andre mennesker. Pilgrimsvandringen er et fælles koncept. Der er mange, der går, og man får jævnligt brug for hjælp. Til at finde vand, til at finde vej, til at finde overnatningssted. Når man tager på pilgrimsvandring, skal man have et pilgrimspas for at få ret til at bo på herbergerne, som kaldes refugier. På pilgrimspasset skal man anføre sin bevæggrund for at gå. Det kan være en religiøs grund eller en anden grund. Vores grund var religiøs, og vores baggrund var lige så broget som alle andres.

Det religiøse sætter man i høj grad selv rammen for. Jeg havde min Bibel med og læste et lille stykke hver dag. Det var den meditative, langsomme måde at læse på, og det gav mig noget at gå og overveje. Man bliver anderledes stemt i kroppen af at gå i lang tid. Kropsligt bliver man mere rolig, og en anden slags tanker kommer til en. Livet forenkles. De praktiske ting, man skal forholde sig til, er sparsomme, og det giver en anderledes åbenhed over for livet, Gud, sig selv. Pilgrimsvandring som ramme bliver en mulighed for en anden religiøs opmærksomhed end til daglig. De strøtanker, som man tit får i sin dagligdag, bliver man hurtigt færdig med. Mens man går, er der masser af tid til at tænke ingenting.

At skære fra og leve sparsomt betyder opmærksomhed på andre ting. Det er, som når det blinde menneskes øvrige sanser åbner sig. Ting fik betydning på en anden måde end normalt. For eksempel vand. Under vores pilgrimsvandring tænkte jeg meget på Jesus som det levende vand. Det, at man fysisk er et sted, hvor man er opmærksom på, hvor man kan få vand, sætter mange tanker i gang. Erfaringen af, hvor godt vand er. Når jeg lever min dagligdag, er jeg ikke vant til at mangle det. Oplevelsen af at skulle spare og mangle skaber en taknemmelighed over for vand, og man sætter pris på betydningen af, at Jesus er det levende vand og det, jeg ikke kan leve uden.

Fællesskabet på en pilgrimsvandring er anderledes end det fællesskab, man normalt oplever. Normalt har man på forhånd defineret, hvem man er sammen med. På en pilgrimsvandring er man i et åbent, udefineret rum. Man spiser i en grøftekant. Man sover i en sovesal på et refugium. Der kan hele tiden komme nye mennesker til. Det betyder at slå følge med ukendte, som tilfældigvis er på samme sted.

”Når man vandrer, er der en fantastisk bevægelse. Benene bliver et værktøj, og pausen bliver guld værd. Det er virkelig en perle, hver gang man skal holde pause. Frokostpausen føltes som et festmåltid. Også i forhold til andre mennesker. Ofte spiste vi sammen med tilfældige mennesker i en grøftekant. Vi taler ikke spansk, men når man ikke kan tale samme sprog, finder man ud af, hvor meget man kan sige uden ord. Folk, vi måske ville være gået forbi, blev pludselig folk, vi følte os som venner eller som i familie med.

At mangle blev redskab for at få øje på taknemmeligheden for at være i live. Troen på tilliden til, at Gud findes og kærer sig om mig, og at jeg hører sammen med andre. Det ved jeg jo godt, men på pilgrimsvandringen blev det understreget og tydeliggjort. En pilgrimsvandring kan være en metode til at gøre sig den erfaring, lige som man som pigespejder kan have en tilsvarende følelse med hjem fra en landslejr. Jeg ved, at vores døtre på pilgrimsvandringen havde oplevelsen af, at man alligevel finder ud af det, som på forhånd virker usikkert. Der er nogen, der hjælper med det, man har brug. For eksempel skulle vi med en bus for at køre det sidste stykke af ruten. Bussen gik kun klokken to om natten. Ved refugiet var der ikke flere pladser i herberget. ”I kan få mit værelse”, lød det til os. Vi stod op klokken to om natten for at tage med bussen, og det var en af børnenes store oplevelser. Hvis man viser, at man har brug får hjælp, får man den. Verden går ikke under, selv om vi voksne ikke har styr på den. Medmenneskelighed findes, og det går an at vise, at man har brug for hjælp.

Hver dag var en lille udfordring – også for vores børn, som på forhånd havde været skeptiske over for at skulle på pilgrimsvandring. Men efterhånden fik de mere og mere lyst til det, og de fik en meget legende tilgang til udfordringerne. Hver morgen stod vi op klokken seks og gik nogle kilometer, før vi overhovedet spiste morgenmad. Det var på mange måder fantastisk, at det kunne lade sig gøre at have børn med på vandringen. De mødte ikke rigtigt andre børn på deres egen alder. De havde blot hinanden og os, deres forældre 24 timer i døgnet. I alt vandrede vi 115 kilometer ad den Aragonesiske rute fra Somport i Pyrenæerne til Estella. Herfra tog vi bussen til vores mål, Compostela.

Selve det at være i en by som Compostela er virkelig en religiøs oplevelse. Mange pilgrimme har jo gået i måneder for at nå frem. De går til pilgrimsmesser og omfavner statuen af Jakob. For mig var det vigtige ikke Jakobs grav, men selve det at nå frem. Det var en stor oplevelse at føle sig som en del af verdenskirken og at sætte sit sind på åbenhed og på modtagelighed. Pilgrimsmesserne foregår på spansk, som jeg ikke forstår, men på trods af uforståelig liturgi får jeg den gave, at Gud er en virkelighed. Mange af os var der jo, fordi vi længes efter at leve som Guds børn og tættere på Gud. I al den mangfoldighed deler man fællesskabet. Selv om vi hver især tager hjem til hver vores virkelighed, er det en stærk oplevelse at erfare, at vi er mange som længes efter et liv, der er præget af Gud. Gud er til stede, og vi hører sammen på tværs af vores forskelligheder. Med den erfaring drog vi hjem – med religiøse oplevelser i rygsækken.

Pilgrimsvamsvandring:
Historisk set var pilgrimsvandring noget, man drog på, fordi man mente at være særligt nær Gud på disse helligsteder. Andre drog afsted for at angre som en bod, man blev pålagt. Ofte var der tale om en individuel bod, men den kunne også være kollektiv. Pilgrimsruten mod Santiago de Compostela, hvor Jakob menes at ligge begravet, regnedes i datiden for at være et særligt helligt sted som Jerusalem og Rom.



Ugens andagt

Få ugens andagt, direkte i din indbakke.

Er du allerede tilmeldt og ønsker at ændre din profil, så klik her.