Besøg på en kirkegård

Forfatter: Forkyndelsesudvalg
Organisation: KFUM-Spejderne

Besøg jeres lokale kirkegård og snak om, hvad vi tror der sker når vi dør

Besøg jeres lokale kirkegård
I kan også aftale et besøg med jeres lokale præst. Så kan han vise rundt på kirkegården og fortælle om død og opstandelse.
Husk: spørg om tilladelse til at gå på kirkegården, hvis det er efter solnedgang

Der er forskellige ting man kan lægge mærke til, når man går rundt på en kirkegård:
Alle gravsteder vender øst-vest. Det er fordi vi tror på de dødes opstandelse. Når de døde bliver sat ned i graven i kisten, bliver de altid vendt sådan, at hovedet er i vest-enden. I Folkekirken tror vi på, at Jesus en dag skal komme tilbage til verden ved tidens ende. Han har selv sagt, at han vil komme igen for at opvække alle de døde og kalde dem frem af gravene. Og når han kommer, så vil han komme ligesom solen, der står op i øst. Derfor begraver vi alle de døde sådan, at når de sætter sig op i graven, så kigger de mod øst, hvor Jesus kommer fra.
Læg også mærke til, at der er indskrifter nederst på mange gravsten. De små sætninger fortæller ofte noget om tro og håb - enten troen på tilgivelse eller tro på, at Gud vil tage sig af den døde eller håb om, at vi skal ses igen. Måske står der et kors et sted på kirkegården. Sådan et kors er et tomt kors uden en Jesus-figur. Det tomme kors viser, at Jesus ikke blev hængende på korset - døden kunne ikke holde på Jesus. Gud gjorde Jesus levende igen, og korset står tomt og forladt tilbage. Gå stille omkring og tal med hinanden om død og angst og håb. Der findes ikke nogle »forkerte« eller »rigtige« svar på alle spørgsmålene, så vær ikke bange for at tale om døden. 

Ting som at de døde skal genopstå, at Jesus skulle komme igen og kødets opstandelse, er meget svære at forstå, for det kan jo ikke lade sig gøre i virkeligheden. Måske skal vi heller ikke forstå det - vi skal bare tro på, at Gud aldrig glemmer os, og at Gud en dag henter alle sine børn hjem til sig igen. Det er det, vi i Trosbekendelsen kalder »kødets opstandelse«.

Salme
'Påskeblomst' eller 'Dansens Herre'



Ugens andagt

Få ugens andagt, direkte i din indbakke.

Er du allerede tilmeldt og ønsker at ændre din profil, så klik her.