Rundt Om Kirkeåret 1, 7-12 år

Rundt om kirkeåret forkyndelsesmateriale 7-12 - 1.tekstrække
Bogen kan købes på Unitas Forlag: Tlf.36166481, email: forlag(at)unitas.dk

Baggrund om materialet
Rundt om kirkeåret" er et forkyndelsesmateriale udgivet af KFUM og KFUK i Danmark. Materialets idé er det liturgiske kirkeår med de liturgiske tekster og de liturgiske farver. Materialets sigte er at bygge bro mellem en KFUM og KFUK klub og gudstjenesten.Forkyndelsesmaterialet findes både for kirkeårets 1.og 2 tekstrække. Der er udgivet materiale for aldersgrupperne 3-6 år, 7-12 år og 13-19 år.

Med de liturgiske farver som baggrund og med udgangspunkt i kirkeårets 1.tekstrække er der i bogen samlet 40 forslag til andagter, samt et aktivitets- og forkyndelsesforløb til en sommerlejr.

Her på hjemmesiden er der samlet 10 forslag- resten kan fåes ved køb af bogen.

Hæftet er ikke en andagtsbog beregnet på at læse op fra. Alle forslag forudsætter, at du selv gør et godt stykke forberedelsesarbejde. Kommentarer og ideer skal formidles videre til børnene, som du kender bedst. Overvej hvad du kan bruge, hvilken tilgang der vil være mest oplagt overfor din gruppe, hvilke af vore ideer du kan bruge og glem/gem resten.
Her følger en gennemgang af, hvad der gemmer sig bag hvert afsnits overskrifter:

Vi har ikke taget alle kirkeårets prædiketekster med, men udvalgt de søndage, hvor vi formoder, I ser børnene i kirke eller klub ugen forinden. Nogle søndage bliver slået sammen/erstattet med omkringliggende helligdage. Enkelte gange har vi valgt ikke at behandle evangelieteksten, men en anden af søndagens tekster.

Uanset hvad, fremgår det tydeligt af overskriften, hvilken helligdag der tages fat på - hvad teksten hedder - og hvor den står.

Tekstovervejelser
Her står det, I som ledere i hvert fald bør vide, når I skal formidle teksten til børnene.

Tema A/B
På få linjer præsenteres temaet.

Til sans og samling
Her finder I forslag til at fange børnenes interesse, inden I går i gang med forkyndelsen.

Formidlingsovervejelser
Sådan kan teksten gøres levende. I denne retning kan samtalen gå.

Forslag til salmer og sange
De fleste forslag nævner 2 sange; den første altid fra Børnesangbogen. Ellers anvendes “Gud ske tak og lov” og Salmebogen.

Forslag til bøn
Sådan kan bønnen lyde. Eller indholdet kan formuleres på en anden måde. Glem heller ikke muligheden af, at børnene kan komme med forslag til bøn. Slut med Fadervor.

Forslag til aktiviteter
Der er flere aktivitetsforslag. Der er lege, konkurrencer, kreative ideer, besøg ud af huset o.m.m. Vi har forsøgt at udvælge aktiviteter, der understreger dagens tema.

Vidste du?
Denne lille rubrik runder hvert forkyndelsesforslag af og er mest en lille finurlighed til de voksne. Naturligvis må relevante “guldkorn” gerne overbringes til børnene!

Andet
Meget få gange vil dette afsnit optræde med uddybning af et helt specielt emne i det ovenstående. Nogle gange kan der også forekomme forslag her.

Det liturgiske kirkeår
Liturgi kommer fra græsk og betyder egentlig offentlig handling. I den evangelisk lutherske tradition har ordet liturgi fået en mere afgrænset betydning, som betegner den offentlige gudstjenestes fastlagte form. Det er i ordets sidstnævnte betydning, det bruges her.
Det liturgiske kirkeår starter med advent. Advent betyder komme. Der henvises både til Jesu komme julenat og til, at Jesus skal komme igen ved verdens ende for at dømme levende og døde (jf. trosbekendelsen).
Julestjernen er symbolet for juleaften/julenat og minder os både om stjernen over Bethlehem og Davidsstjernen. Juledags symbol er krybben. Anden juledag kaldes også St. Stefans dag efter den første kristne, der blev dræbt pga. sin tro. Han blev stenet.
Hellig tre konger og hellig- tre konger tiden er kendetegnet ved de tre kroner.
Efter Hellig tre konger tiden følger søndag septuagesima, som betyder den halvfjersindstyve og søndag Seksiagesima, som betyder den tresindstyvende. Navnene på helligdagene betyder at der er hhv. tres og halvfjerds dage til påske. Men navnene er egentlig misvisende for søndag septuagesima og seksiagesima falder hhv. 9 og 8 uger før påske, dvs. 63 dage og 54 dage før påske. Disse søndage har fået særlige navne, fordi de tilbage i kirkehistorien var starten på fasten. I dag falder fasten en søndag senere. Fasten er perioden frem til påske, en forberedelsestid. I dag er det ikke almindeligt, at man faster i kirken, dvs. giver afkald på visse former for mad og drikke. Fastetiden leder os i dramaet om Jesus frem til korsberetningen i påsken.
I fastetiden er også Maria bebudelsesdag, en festdag som beretter om englen, der besøgte Maria, og fortalte, at Maria skulle være mor til Guds søn.
Påsken er et lille forløb i den store cyklus, men favner bredt ved både at indeholde fest og sorg. Påsken indledes med palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, mens mennesker hylder ham som en konge ved at vifte med palmegrene og råbe hyldestråb. skærtorsdag fejrer Jesus påskemåltid med sine disciple, hvor nadveren bliver indstiftet. Nadvermåltidet bliver herefter et af kendetegnene for den kristne menighed. Symbolet for Skærtorsdag er kalk og disk. Kalken er det bæger til vin, som bruges ved nadverfejring, og disken er den tallerken, hvorpå oblaterne ligger. Langfredag er dagen hvor Jesus lider, hvor han bliver dømt, hvor han korsfæstes, og han dør. Symbolet for langfredag er et kors. Efter langfredags kors følger påskemorgen, opstandelsens morgen: Påskedag fejres Kristi opstandelse. Denne dag symboliseres med den tomme grav. Jesus er opstået fra de døde, men Jesu venner, disciple og familie har endnu ikke mødt ham. Anden påskedag fejrer vi, at Jesus selv møder sine disciple, da de er på vej til Emmaus.
Bededag falder 4. fredag efter påskedag. Tidligere var der i kirken mange bods- og bededage. Disse blev med tiden samlet til én: Bededag (også kaldet store bededag eller bods- og bededag). Bededag indeholder to elementer: Bønnen og boden. Ser man på de to prædiketekster der er angivet til denne dag, omhandler den ene primært bønnen, og den anden omhandler primært boden. Bodsdelen er helt eller delvist faldet ud af vores kirkelige tradition, sandsynligvis fordi den synes fremmed for det moderne menneske. Symbolet for denne dag er de foldede hænder, og udtrykker meget fint at tilgivelse kun fås ved bøn til Gud.
Kristi himmelfartsdag beretter om, at Jesus blev taget bort fra disciplene for at være "ved Guds højre hånd". Med dette udtryk menes der, at Jesus får delagtighed i Guds almagt og allestedsnærværelse. Jesus er ikke mere begrænset til at være hos jøderne. Med himmelfarten hæves Jesus over tid og rum, derfor kan han sige, at han er med sin menighed indtil verden ende (Matthæus evangeliet 28,20).
Efter kristi himmelfarts-dag følger pinse, hvor Gud sender sin hellige ånd til mennesker. Symbolet for Helligånden er en due. Ånden kaldes hellig fordi den udruster mennesker til at være i tjeneste for Gud (Lukas evangeliet 1,35; Johannes evangeliet 20,22). Pinse kaldes også for kirkens fødselsdag, for med Guds ånds tilstedeværelse blev kirken levende, jf. menneskene blev levende, da Gud indblæste sin ånd i dem (1. Mosebog 2).
Efter pinse følger en lang periode kaldet trinitatistiden. Trinitatis betyder treenighed, nemlig Gud Fader, Gud Søn (Jesus) og Gud Helligånd. Trinitatis søndag bliver også kaldt Hellig Trefoldighedsfest. Symbolet til trinitatis søndag er en trekant som billede på treenigheden. De tre sider af trekanten udgør en helhed, og forklarer at Gud har tre væsner. Trinitatistidens tekster handler om tro og det at vokse i troen.
Mellem 22. og 23. søndag i trinitatis falder Alle helgens dag, hvor vi mindes de døde. Vi bliver mindet om, at den kristne menighed strækker sig ud over den fysiske tid, den omfatter både dem, der har levet, os der lever nu og dem der kommer til.

Kirkeårets liturgiske farver
Kirkeårets rytme har ikke kun fundet sit udtryk i tekster men også i farver, de liturgiske farver. De liturgiske farver, som vi benytter os af i dag, er stort set uændrede siden middelalderen, hvor man i den katolske kirke systematisk begyndte at benytte sig af farver.

Farverne er ikke noget i sig selv, men man kan sige, at hvis vi ikke har farverne, er vores liv farveløst, gråt i gråt, kedeligt og ikke appellerende til mennesket. Farverne har at gøre med følelser. Vore sanser stimuleres af farverne, men vore følelser gør også farverne meningsfulde, når vi er opmærksomme på dem. Der sker noget hos mennesket, når synsindtryk og følelse spiller sammen, mennesket får en oplevelse.
I den lutherske kristne tradition har vi ikke anvendt farverne i udbredt grad. Som et led i Martin Luthers opgør med katolsk kristendom, hvor man dyrkede billederne i stedet for Gud, tog man afstand fra billeder og farver. Protestantisk (luthersk) kristendom blev til som en læse- og høre-kultur. Det gælder om at høre Guds ord og at læse det i Biblen. Denne tradition er der gode grunde til, men det er ikke den eneste rigtige indgang til udlægning af den kristne tro.
Vi lever i en kultur, der på mange måder appellerer til menneskets evne til at opleve og til at se. Vores kultur er visuel, og det må tages alvorligt i det forkyndende arbejde. Det er ikke blot et spørgsmål om pædagogisk metode, men et spørgsmål om hvordan man forstår den kristne tro og hvordan man formulerer den. Den visuelle kultur er en udfordring til at formulere den kristne tro i en anden dimension, der appellerer til følelserne i et menneske.

Farverne i kirkens tradition
Den protestantiske kristendom gjorde bl.a. op med den katolske kristendom pga. dens billeddyrkelse, ved at man fremhævede Moselovens andet og tredie bud: "Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet eller under jorden" (2. Mos 20,3-4). I Biblen finder vi ikke noget om farver, udover Guds pagttegn til Noah, regnbuen (1. Mos 9,12f), som ikke beskrives farverigt, men kun tænkes farverigt udfra vores egen erfaringsverden. De udtryk der kommer tættest på en tale om farver er udtryk om lys og mørke (jf. f.eks. Johannes evangeliet). Fravær af farver i Biblen skal ikke tages som et udtryk for, at farver ikke er noget godt. Men fravær af farver i Biblen skal ses som et klart udtryk for, at i kristendommen tilfalder æren Skaberen og ikke det skabte (jf. Rom 1,25).
De første kristne koncentrerede sig om farven hvid, det blev kristendommens farve. Hvid er ikke nogen egentlig farve, men hvid er alle farver i én (jf. farvelære i f.eks et leksikon). Når de første kristne valgte farven hvid, var det sandsynligvis fordi deres baggrund, hedenskaben, var en blanding af alt muligt, inklusive farver. For at synliggøre for sig selv og for andre, at der var sket en ændring i deres liv, de var blevet kristne, så valgte de at ændre deres livsstil, det var bl.a. at skifte de mange farver ud med hvid.
Nordboerne kaldte Jesus for Hvide Krist, for Jesus kom med det hele (jf. hvid er alle farver i én). Jesus var altomfattende. Men hvid var også symbolet på, at der var blevet "renset ud" i det gamle, således bliver farven hvid også en tilstand. Sådan oplever vi også farven hvid brugt i kirken i dag f.eks. ved dåb, hvor barnet almindeligvis er klædt i hvidt, som et symbol på den nye tilstand: "Genfødt til et levende håb" (1 Pet 1,3).
Efterhånden blev farver mere og mere almindelige i kirken. Derfor anerkendte Pave Innocens III i begyndelsen af det 12 århundrede fem farver som liturgiske farver, altså fem farver som var tilladte i kirken. De fem farver blev: Hvid, rød, grøn, violet og sort.

De liturgiske farvers betydning
Som nævnt ovenfor har farver at gøre med følelserne. Farver stimulerer følelserne og følelserne giver farverne betydning. I samspillet mellem følelser, sanseindtryk og tekstlæsninger har de liturgiske farver fået deres betydning.
Siden 1963 har de liturgiske farver været hvid, rød, grøn, violet og sort, og det er disse farver, der er dominerende på bl.a. messehagler. I mange kirker har man ikke fem messehagler, derfor er der også nogle regler for, hvordan man "erstatter". De fleste kirker vil være i besiddelse af to messehagler: En hvid, som bruges ved fest og en grøn, som bruges ved alle andre kirkelige handlinger.

Hvid
Hvid er farven for lyset i sig selv. Den hører til i toppen af den religiøse farveskala. Hvid er farven for begyndelsen og enden. Begyndelsen: Hvidt venter på at noget skal ske, som det hvide papir, der endnu ikke er beskrevet. Der er endnu intet ondt sket. Hvid er uskyldens farve. Den uskyld, som ikke varer ved. Enden: Hvidt er den endelige sejrs farve: - Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder (Åb 3,5). Derfor er Alle helgens dag hvid. Som liturgisk farve er hvid i det hele taget farve for fest og sejr. Farven hvid bruges på og efter Kristus- festerne jul og påske.

Rød
Rød hører til i bunden af den religiøse farveskala. Rød er farven for materie, for jord og materiale. Farven rød er ophidsende, man bruger f.eks. en rød klud til at ophidse tyren i tyrefægtning. Den røde liturgiske farve betyder tillid, blod og kærlighed. Den røde liturgiske farve bruges to gange: St. Ste-fansdag (2. juledag) er rød for blod. Og pinsen er rød for Helligåndens ild.

Grøn
Grøn er klorofylets farve (planternes grønne farvestof) og dermed vækstens farve. Grøn er en blandingsfarve bestående af den energiske gule og den passive blå farve. Grøn er på een gang energisk liv, men på en passiv måde ("Gud sagde: Jorden skal grønnes" 1. Mos 1,11). Grøn er symbolet på vækst. Planten står passivt og fremdrives af lyset.
Den grønne liturgiske farve hører til i trinitatistiden, hvor den treenige Gud er blevet åbenbaret og skal til at virke blandt mennesker. Man kan sige, at trinitatistiden er menneskers væksttid som kristne. Hellig tre kongers tiden er også grøn væksttid, hvor Jesus træder frem efter sin fødsel.
Håbets farve er grøn, og håb er den sindstilstand, der er knyttet til den grønne liturgiske farve. Håbet om vækst. Ligesom grøn er en blanding af gul og blå, kan man sige, at håbet er en blanding af viden og tro.

Violet
Violet er en blanding af blå og rød. Blå er ovenfor beskrevet som farven for tro og rød som kærlighedens farve. Violet kan ses som et udtryk for troens længsel (den blå farve), der forstærkes af kærligheden (den røde farve) til Gud. Men violet kan også være et udtryk for Guds kærlighed (rød) til mennesker, som mennesker ikke kan gribe af sig selv, men kun kan modtage (blås passive funktion) fra Gud i tro (blå).

Sort
Sort er komplementærfarve (modsætningsfarve) til hvid. Sort er et udtryk for sorg i modsætning til hvids symbol på fest og renhed. Mange mennesker klæder sig i sort for at vise sorg f.eks. i forbindelse med dødsfald. Kun langfredag bruges den liturgiske farve sort, som et udtryk for sorg. Farven sort er en blanding af alle farver. Hvis man blander gul, blå og rød opnår man en brun nuance. Brun er en tilstand af sort, en blanding af alt muligt med resultatet sort. I Skabelses-beretningen (1 Mos 1) fortælles der, at der ingenting var (øde og tomhed) før lyset (hvid). Sort er følelsen af tomhed.

Kvinden i farisæerens hus -11.søndag efter trinitatis

To temaer behandles A: Tilgivelse- Gud tilgiver vi skal også tilgive andre, B:I troen kan vi stå frem foran Jesus som vi er

  • Fra 30 til 60 min.
  • KFUM og KFUK og Unitas Forlag
  • Fra 6 til 13 år.
  • Materialer ja
  • Fra 1 deltagere.

Marias lovsang - Maria Bebudelsesdag

Marias lovsang giver anledning til at behandle to temaer; A: Lovsang og tak til Gud B: salmernes bog og det gamle testamente

  • Fra 10 til 45 min.
  • KFUM og KFUK og Unitas Forlag
  • Fra 6 til 13 år.
  • Materialer nej
  • Fra 6 deltagere.

Jøderne og Jesus - 3.søndag i fasten

Udfra Jesu og jødernes diskussion om hvem der er djævlen børn, behandles to temaer: At tale sandt frem for at lyve og At bande.

  • Fra 20 til 50 min.
  • KFUM og KFUK og Unitas Forlag
  • Fra 6 til 13 år.
  • Materialer nej
  • Fra 6 deltagere.


Ugens andagt

Få ugens andagt, direkte i din indbakke.

Er du allerede tilmeldt og ønsker at ændre din profil, så klik her.