Spisetid

Forfatter: Anne Birgitte Villadsen
Organisation: De grønne pigespejdere

Andagt om taknemmlighed over 'det dagle brød', fællesskabet ved et måltid, nadver m.m.

Sang
'Solen begynder at gløde'

Morgenbøn

Aktivitet
Spørg evt. tilhørerne:
Engang var Jesus i ørkenen sammen med rigtig mange mennesker. Jesus velsignede noget mad, så der var rigeligt til mange. Det, som Jesus velsignede, var:
1. 5 brød og 2 fisk.
2. En ged og en pose kartofler.
3. En sæk ris og en høne.

Bibeltekst
Bespisningen af de fem tusind - Joh. 6, 1-15

Tanker til teksten
Spisetid er når mor råber: Vi skal spise! Eller når der bliver sagt: Værsgo! Efter sigende er begrebet ”spisetid” under opløsning – man spiser ikke sammen til daglig mere.
Luthers forklaring til den 4. bøn i Fadervor: Giv os i dag vort daglige brød: ”Hvad forstås da ved dagligt brød? Alt, hvad der behøves til livets ophold og trivsel, for eksempel mad, drikke, klæder, sko, hus, hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, from ægtefælle, fromme børn, fromme medhjælpere, from og retsindig øvrighed, god regering, godt vejrlig, fred, sundhed, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer og alt, hvad her nævnes kan.” (Af Luthers lille Katekismus)

Biskop Th. Græsholt sagde engang i en prædiken over denne tekst ved et børnetræf (efter hukommelsen): ”Der var en dreng, der havde fem brød og to fisk. Dem ville han gerne dele. Når vi spørger, hvad det lidt er til så mange – så kan vi i det mindste huske, at underet begynder med, at der var en, der havde noget, der kunne deles. Ikke meget, men nok, og det var det, Jesus brugte. Ikke ingenting, men at nogen ville dele.”

Martin A. Hansens novelle om familien, der er ved at gå til i fattigdom og sult. En agerhøne fløj imod døren en aften. Underligt, mente faderen. Moderen troede godt, man kunne forklare det. Den døde fugl blev hentet ind. Den var ingenting at se til, da fjerene kom af. Moderen tog resolut til de yderste reserver, kartofler kom i en kasserolle, fedt på panden, agerhønen blev stegt, der blev bredt dug på bordet, et dyrt tællelys blev tændt. ”De vaskede sig, redte håret, pyntede sig. Så satte de sig ved højtidsbordet. Agerhønen blev delt, og der blev kun lidt til hver, men det er sandhed, at den lille fugl mættede dem alle.” (Agerhønen)

Eventuelle, supplerende indslag
Morgenandagten afsluttes denne dag med, at alle får boller og saft, inden de går videre til aktiviteter. Eller hele morgenandagten rammes ind af et fælles morgenmåltid med rundstykker. Eller man holder nadvergudstjeneste.
Ting til at have med til andagten
Brød. Eller to hvedekerner = to franskbrød (den ene spises, om den anden fortælles historien fra kerne til brød).

Evt. bibeltekst
fra Præd 3

”Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen,
er der et tidspunkt.
En tid til at fødes,
en tid til at dø.
En tid til at plante,
en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel,
en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned,
en tid til at bygge op.
En tid til at græde,
en tid til at le.
En tid til at holde klage,
en tid til at danse.
En tid til at sprede sten,
en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne,
en tid til ikke at omfavne.”

Bøn
Fadervor

Salme
'Alt står i Guds faderhånd'

Din mening

Ingen kommentarer
Skriv din mening


Ugens andagt

Få ugens andagt, direkte i din indbakke.

Er du allerede tilmeldt og ønsker at ændre din profil, så klik her.