Stamoplysninger

Inde/Ude:
Begge
Deltagere:
Fra 6 deltagere.
Alder:
Fra 12 til 99 år.
Varighed:
Fra 15 til 30 min.
Sted:
Materialer:
Evt. papir, skrivereskaber, lilla lys
NB:
Struktur:
Overvejelser over tekster, tema, formidling, aktiviteter, sange, bøn

3. søndag i advent. Johannes Døberens spørgsmål og Jesu svar

Forfatter: Forfattergruppe
Organisation: KFUM og KFUK og Unitas Forlag

Forkyndelse om Johannes Døberen og Jesus

3.søndag i advent

Johannes Døberens spørgsmål og Jesu svar

Matt 11,2-10

 

Tekstovervejelser

Johannes Døberen var den, der skulle bane vejen for Jesus. Uheldigvis er Johannes havnet i fængslet netop som Jesus går rundt udenfor. Kan det virkelig være ham, vi har ventet på? Kan det være ham, jeg har viet mit liv til?, tænker Johannes. Tvivlen melder sig hos Johannes. Historien havde været lettere at forstå, hvis det havde været en anden Johannes; men det er Johannes Døberen - ham der bebudede Jesu ankomst. Johannes´ livsopgave står sin prøve, for er Jesus nu også den, han har ventet?

Hvorfor kom Johannes overhovedet i tvivl? Havde han forventet noget andet ske? Syntes han Jesu gerninger var for små? Var det en anden Messiasskikkelse, han havde set for sig? Eller var han blot træt af at sidde i fængsel, mens Jesus befandt sig udenfor? Johannes har helt sikkert været træt af det. Vigtigst er det heller ikke at finde ud af, hvorfor Johannes tvivlede, men at han tvivlede. Fortællingen kan være en hjælp, når vi gribes af tvivl. Et skulderklap, der viser at selv Johannes Døberen kunne tvivle.

Forventningerne til Jesus var store hos Johannes. Han ventede ham og vidste dog ikke helt, hvem han ventede at se. I fortællingen er Johannes Døberen sat i fængel af Kong Herodes, og her er Johannes afskåret fra viden. For at få svar sender Johannes sine disciple ud til Jesus: “Er du den som kommer, eller skal vi vente en anden?”. Jesu svar er ikke et ja eller et nej, men et svar, der kræver Johannes´ tro. - Senere i stykket taler Jesus til folket om Johannes Døberen. Også hos dem har der været forventninger, for hvem ventede de at se, da de gik ud i ørkenen for at møde Johannes? I dette øjeblik tænkte nogle af dem måske dårligt om Johannes, fordi han pludselig tvivlede. De forventede ikke, at Johannes kunne komme i tvivl.

 

Temaer

tro/tvivl

forventninger

 

Formidlingstips

Vores verden er præget af videnskab, og den teknologiske udvikling er i hastigt tempo. For de fleste af os er det svært at følge med, men vi tvivler ikke på f.eks. computerens evner. Trykker man på N på tastaturet, kommer der i samme sekund et N på skærmen. Her taler vi ikke om tro eller tvivl, men om viden, for sådan er computeren indrettet. Det kan være svært at have en tro midt i al denne viden. Bibelen er ikke en computer, der kan printe fakta ud til os den dag, vi er i tvivl.

Der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved ret meget i dag. Kloge folk har løst mange af vor verdens mysterier, og dog har ingen regnet løsningen ud til den største: livets mening og dets opståen. Som kristne henter vi svar i Bibelen; men ofte møder vi folk, som ikke har noget svar, og da er det svært ikke at have en løsning med to streger under. Vi er afskåret fra viden, som Johannes var det i fængslet; men vi er ikke afskåret fra Bibelen, fra kirken og fra troen. Det er her, vi skal søge vores svar.

Vi er i adventstiden - ventetiden op til jul, hvor Jesus fødtes for snart 2000 år siden. Modsat Johannes ved vi, hvad vi venter på. Vi har fejret Jesu fødsel i mange år og vil gøre det igen næste år og året efter. Juleevangeliet ændre sig ikke fra år til år. Alligevel er forventningerne og glæden den samme hvert år. Tænker vi på Johannes, har ventetiden været anderledes. Han var midt i fortællingen og kunne ikke vide, hvad der ville ske. Forventningen om Jesu komme kunne hurtigt blive til tvivl og fortvivlelse.

 

Aktiviteter

Andagten kan indledes med at lege en leg sammen, hvor alle møder tvivlen og har mulighed for at arbejde med den. En i flokken vælges ud, og de andre danner en kreds om ham. Den valgte får bind for øjnene og skal nu lade sig falde rundt i kredsen, hvor de andre griber ham og let skubber ham videre. Med bind for øjnene må man tro på og have tillid til sine kammerater. Tvivler man, går legen i stå.

Mellem de ældre klub-med-lemmer kan man starte en diskussion. Hvornår melder tvivlen sig hos dem? Hvad gør de for at undgå det? Er det svært at tro på Bibelen?

I forbindelse med formidlingstipsene kunne det her være oplagt at arbejde med computer. Hvilke krav kan man stille en computer? Hvilke spørgsmål kan man stille den og hvilke ikke?

I kunne lave jeres egen trosbekendelse, hvor hver enkelt skriver, hvad han/hun tror på. Det er vigtigt, at man ikke tvinges til at læse den op.

I stedet for en trosbekendelse kunne der også laves en ønskeseddel. Hvilke ønsker og for-ventninger har I?

Farven lilla er adventstidens farve og symboliserer forventningen. Dette kan understreges ved at bruge lilla lys under andagten.

 

Hjælpemidler

Læsninger: Esajas’ Bog 35,1 (Es 35,1) og 1 Kor 4,1-5

 

Sange

Blomstre som en rosengård

Gud, du er større end mine ord

 

Bøn

Kære Jesus

Tak fordi vi må samles om dig mellem gode venner.

Tak for adventstiden, hvor vi glæder os til at fejre dig.

Tak for dit nærvær iblandt os.

Vil du være med os, når vi tvivler og vise os vejen ud af for-tvivlelsen.

Din mening

Ingen kommentarer
Skriv din mening


Ugens andagt

Få ugens andagt, direkte i din indbakke.

Er du allerede tilmeldt og ønsker at ændre din profil, så klik her.